Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Kapitlet Stud. & cand. theol

Kapitlet Stud. & cand. theol

I ni år - fra 1986 til 1995 - var jeg med i et fællesskab, som jeg aldrig blev helt fortrolig og da slet ikke familiær med.
Fællesskabet bestod i at jeg ligesom adskillige hundrede andre var indskrevet på Det teologiske Fakultet i København som studerende. Men der skal mere end et studiekort til for at skabe samhørighed. Fraset enkelte undtagelser følte jeg aldrig at jeg havde særlig meget til fælles med mine medstuderende, når vi altså ser bort fra at vi læste samme fag, på samme sted og på nogenlunde samme tid.
Denne følelse hænger sandsynligvis sammen med, at man kan studere teologi på mange måder. Idéhistorikeren Hans Jørgen Schanz har på et tidspunkt inddelt de filosofistuderende i to kategorier. Der er gruppen som læser filosofi for at lære faget og dets historie, samt en gruppe der læser filosofi for at lære at filosofere. Overført på teologi kan man sige, at enten læser man faget for at blive fortrolig med traditionen eller også er det fordi studiet kan styrke en i opfattelsen af, at man er Gud selv.
Jeg tilhørte afgjort sidste kategori. Min teologiske bagage var mildt sagt beskeden, da jeg lod mig indskrive på studiet. Ikke skyggen af gejstlighed blandt hverken familie eller venner, slet ingen kirkegang; ja end ikke en konfirmation kunne jeg kvalificere mig med, da jeg i min venstreorienterede barndom forkastede folkekirken med barske beskyldninger om, at den både var reaktionær og åndsimperalistisk, hvordan de to ting så end hænger sammen. Et held at mine forældre lod mig døbe, inden jeg evnede at protestere.
Når jeg var draget af teologien hang det udelukkende sammen med, at jeg i min post-pubertære ungdom som så mange andre var blevet religiøst søgende. Men religionsvidenskab eller -historie tiltalte mig ikke; det var for blødt, hvorimod teologi var mere hardcore, som man dengang i firserne stadig kunne sige med vægt.
Hvis folk derfor spørger, hvorfor jeg begyndte at læse teologi, vil svaret lyde: ren intuition tilsat en anelse fornemmelse suppleret med vage tanker og garneret med ikke så lidt drømmeri. Det er ikke det sundeste udgangspunkt, når man skal give sig i kast med et ældgammelt fag med benhårde discipliner.
Studiestarten var da også en fiasko. Ganske vist bestod jeg filosofi- og kirkehistorieforprøven, men det gjorde alle. De to sprogfag - latin og græsk - fandt jeg derimod hurtigt ud af, at jeg ikke umiddelbart kunne afse tid til og tilbage var faktisk kun forprøven i dogmatik, som jeg i teorien havde alle muligheder for at sætte mig grundigt ind i, da jeg allerede havde reduceret min studieaktivitet til de fire lektioner om ugen. Men vi må huske på at jeg var ung og kåd og derfor også mente mig klogere end stoffet, som af samme grund forblev ulæst med det forudsigelige resultat, at jeg dumpede med et brag så stort, at det stadig runger i fakultetets lokaler.
Det tog jeg nu ikke så tungt, og det var næppe blevet til nogen kandidateksamen - ja, det var næppe blevet til særlig meget overhovedet - hvis ikke jeg ugen efter gik op til køreprøve, hvor jeg dumpede i teori.
To nederlag på en uge kan fælde selv det største hovmod, og genoprejsningen kostede et par års intenst slid. Aldrig mere ville jeg dumpe - hverken i dogmatik, køreprøve eller noget som helst andet. Og det følgende semester var jeg ikke alene optaget af den latinske og græske grammatik, men deltog desuden i en dogmatisk øvelse, der stadig står som en af min samlede studietids bedste, og som der derfor skal dvæles lidt ved.
Emnet var Kierkegaards Philophiske Smuler, men det var underviseren, der for alvor gav øvelsen glans. På podiet stod nemlig ingen ringere end Bent Hahn. Ældre medstuderende omtalte ham med ærefrygt, ikke kun på grund af mandens enorme og brede viden, men også fordi Hahn var kendt for en overraskende og dristig tilgang til traditionen, der ofte førte til frodige resultater.
Sådan havde Bent Hahns status været i halvfjerdserne, men i 1987 - da Kierkegaard-øvelsen fandt sted - var han ærlig talt kun skyggen af sig selv, i hvert fald i begyndelsen af semesteret. Sygdom havde svækket Hahn med det resultat, at han ikke alene var hamrende nervøs og kæderøg gennem timerne (det var stadig tilladt i firserne, men næppe længere). Ofte var han tilmed særdeles fraværende, enten konkret eller også i overført betydning: Det skete mere end en gang, at Hahn kom ind i auditoriet for blot at stille sig op ved vinduet og glo ud på det strålende solskin gennem sine ubeskrivelige, umoderne stålbriller, der kun blev holdt sammen ved hjælp af tape og elastikker. Da han havde stået sådan et længere stykke tid, vendte han sig om og kiggede fortabt ud i lokalet og spurgte om det regnede. I dag har disse erindringer tragediens karakter, da det de følgende år blev åbenlyst for alle, at Bent Hahns adfærd ikke kun var en følge af den alt for lærdes distraktion, men også af et vanvittigt indre som blev stadig mere kaotisk frem til hans ikke uventede død i 1990.
Som ung og intetanende forprøvestuderende fandt jeg imidlertid Hahns opførsel morsom, også fordi det gik hen og blev en rigtig god øvelse. Det var nemlig som om holdet - og det var stort; en halvtreds stykker tror jeg - i fællesskab ville, at øvelsen skulle blive god: Hahn modtog så at sige usagt, åndelig applaus, lige meget hvor grotesk han end opførte sig, og gradvis begyndte han at tro på opbakningen, og så skal jeg ellers lige love for at vi fik en øvelse som aldrig før eller siden i hele min studietid. I en forrygende blanding af entertaintment og indsigt fik vi hamret os igennem de filosofiske smuler, så det var et særdeles godt rustet hold, der ved semesterafslutning skulle eksamineres, hvad der imidlertid var lige ved at gå i vasken. Censor var nemlig en anden af fakultetets farverige skikkelser, Paul Müller, men han viste sig at være indisponeret på ubestemt tid, da han skulle gennemgå vores opgaver, hvorfor Hahn påtog sig både censors og eksaminators rolle.
Det foregik for mit vedkommende ved, at jeg kom ind på Hahns kontor, hvor han sad og drak hvidvin af et papkrus, og det må han åbenbart have gjort et stykke tid. I hvert fald var han ikke i stand til at læse min opgave, da han skulle pege på et par indvendinger. Løsningen blev, at jeg måtte sidde og læse min egen tekst op, og da Hahn havde hørt den, bestemte han sig for at det i grunden lød meget fornuftigt, og så var jeg bestået.
Så heldig var en pige fra holdet ikke. Hun skulle nemlig dumpes, mente Hahn. Ikke fordi der var noget galt med hendes besvarelse; Hahn syntes bare ikke hun ikke havde smilet nok til ham i timerne, og så ville han ikke lade hende bestå - en afgørelse der dog blev ændret efter en klagesag.
Jamen, det lyder jo som det glade vanvid! På sin vis ja, men sådan oplevede jeg det ikke.
For det første er det altid lettere at håndtere kaos, når man befinder sig midt i det end når man hører om det; for det andet åbnede datidens alt andet end stringente studiemiljø for en overbærenhed, som jeg ikke er sikker på, at man møder blandt nutidens studerende.
Her er Bent Hahn-øvelsen et godt eksempel. Til trods for at undervisningen hele tiden truede med at falde fra hinanden, så var der ingen der - så vidt jeg erindrer - var utilfredse med tingenes tilstand, for som allerede Ibsen sagde: "Hvor udgangspunktet er galest, blir tit resultatet originalest."
Hovedstudiet erindrer jeg mest som fest, arbejde, mere fest, endnu mere arbejde foruden de abnorme op- og nedture, der hører ungdommen til. Og så for resten fra tid til anden forelæsninger, øvelser, studiegrupper og kollokvier.
Desuden skrev jeg en del, men formelt bragte skriverierne mig ikke videre i studiet: Otte år efter min immatrikulation havde jeg kun en forprøve og en enkelt emneopgave på samvittigheden, og nu var jeg ved at løbe tør for SU. Detaljen blev løst ved at jeg i løbet af et år færdiggjorde mit speciale, fik overført noget meritgivende litteraturvidenskab som jeg sideløbende havde beskæftiget mig med, skrev nok en emneopgave for endelig at gå til de afsluttende eksaminer - og så var jeg teologisk kandidat.
Indrømmet: det er den korte version, men stærkt gik det; også så stærkt at jeg ikke havde haft tid til at tænke på, at en bestået kandidateksamen samtidig betød mødet med det virkelige liv. Men det blev jeg så sandelig klar over, da jeg efter min kandidatsommer begyndte på Pastoralseminiariet, som viste sig at være en helt igennem trist oplevelse.
Det er umuligt at skrive underholdende om de mange trøstesløse og udsigtsløse dage i Vartov i Farvergade, hvor Pastoralseminariet har lokaler. Jeg nøjes med at konstatere at det var kedeligt og den værst tænkelige indførelse til et eventuelt præstejob i den danske folkekirke.
Jeg var ellers hårdfør. Under mine studier havde jeg nemlig opdaget, at teologi også til en vis grad indebar kirken, hvad enten man ville det eller ej, og da jeg allerede under min forprøve i en ugeavis så at den lokale kirke manglede en kordegnvikar, slog jeg til, og det skulle vise sig at være en på en gang opløftende og nedslående erfaring.
Det opløftende bestod i at jeg på stedet fik en aldrig ødelagt kærlighed til gudstjenesten om søndagen. Husk på at skribenten ikke på nogen måde var fortrolig med liturgiens gang, og i begyndelsen måtte jeg hele tiden holde øje med præst og kordegn, når man skulle rejse sig, ligesom jeg ikke anede noget om rækkefølgen af trosbekendelse og prædiken. Det tog dog kun et par søndage at lære, og da det først var indpodet fulgte en aflæsning og en betagelse af gudstjenestens rytme, som jeg den dag i dag vil påstå er genial, hvis vi vel at mærke taler om en helt almindelig, eksperimentfri gudstjeneste fra dengang man "roligt sang salmer i fattet tro på Gud", for nu at bruge Ole Wivels ord.
Der var mange ting at blive imponeret over for den ukyndige: Først og fremmest at være i en tid, der virkede som om den altid havde været der; et lukket interval, der med stor autoritet hvilede i sig selv. Derudover salmerne, som jeg ellers havde bildt mig ind var noget gammelt ragelse, men nu viste sig som en perfekt afspejling af den rockpladesamling og de digte, som jeg betjente mig af til daglig: Kingos svulstighed, Ingemanns naivitet og Brorsons elegance, alle virkede de særdeles nutidige, og i modsætning til pladesamlingen havde salmerne tilmed en effektiv praksis. Hvis man var ked af det, blev man styrket af menighedens sang, og hvis man var ovenpå kunne man gennem sangen hjælpe dem, der måske ikke havde det så godt.
Med andre ord fællesskab når det er bedst og med nadveren som klimaks. Her erfarede jeg at man godt kan være sammen om noget uden at sammenholdet af den grund er socialt. Mennesker, der til daglig ikke sagde mig en pind, lå pludselig på knæ for den samme gestus og i dette øjeblik blev vi i bogstaveligste forstand samme legeme, men kunne påfaldende nok gå hvert til sit bagefter og anerkende vores forskellighed.
Sagt som det er: Jeg oplevede en helt euforiserende betagelse af den folkekirkelige, danske gudstjeneste. Den har jeg stadig, men når jeg i dag ikke er præst, hænger det blandt andet sammen med at mit studenterjob som kordegnvikar også viste mig vrangsiden af kirken, når den til daglig var rammen om ens såre verdslige arbejde.
Ikke alt var dårligt. Kordegnen var både rar og flink, kirketjeneren var direkte sød og organisten var bøs, men dygtig. Men menighedsrådsformanden og kirkens ældre præst var et par særdeles slemme bekendtskaber.
Førstnævnte tilhørte den kategori af mennesker, som Lou Reed har betegnet som "little people" - "There are too many little people, I can't get their names" - ; altså typen, der ikke rigtig har nogen position i deres daglige arbejde, hvad de så må kompensere for som menighedsrådsmedlem, da det som bekendt er en let måde at få fornemmelsen af magt på.
Den slags er der en del af i folkekirken, men menighedsrådsformanden var nu alligevel et grelt eksempel: Han viste sig aldrig i kirken til dagligt, men nøjedes med at fjernstyre den med hård hånd ved at sabotere ethvert tiltag med henvisning til, at det ville skabe unødvendige rokader på budgettet.
Resultatet var, at der ikke skete noget i kirken. Dårligt nok om søndagen, hvor den ældre præst benyttede sine søndagsprædikener til at hudflette den stakkels, minimale menighed fordi folk ikke kom i kirke; i øvrigt med samme vrængende tonefald, som han til daglig benyttede, når han svinede kirkens personale til på det groveste. På kordegnekontoret var jeg således vidne til, at han lod sin kæmpestore newfoundlænder voldtage kirketjenerens ene bukseben, samtidig med at han bifaldt seancen med ordene "Det er kærlighed!"
Det var en trist debut i kirken backstage. Skønt jeg aldrig siden kom til at opleve noget lignende, så blev jeg med årene - hvor jeg i kortere eller længere tid havde en række vikariater - bekræftet i, at kirken ikke er nogen rar arbejdsplads, men tværtimod typisk et meget småligt sted, hvor alle vogter over hinanden, og hvor den interne sladder og bagtalen ofte når uanede højder.
Alligevel bildte jeg mig ind at de mange ubehagelige oplevelser nok bare var et resultat af, at jeg som kordegn- eller kirketjenervikar ikke blev regnet for noget særligt. Når jeg en dag blev præst ville alt ændre sig.
Det fandt jeg imidlertid hurtigt ud af nok var en anelse for optimistisk, da jeg efter Pastoralseminariet søgte en række embeder. Her viste det sig, at man oftest ikke var ude efter en præst, der kunne udlægge teksten for menigheden, men derimod en ornatklædt præstekone, der som bibeskæftigelse kunne sige et par velmente ord om søndagen.
Sådan et job var og er ikke noget for mig, så lige så stille forsvandt kirken som et beskæftigelsesmæssigt potentiale, og det begræder jeg ikke. Man kan trods alt sagtens komme i Guds hus uden nødvendigvis at få penge for det.
Søren E.Jensen