Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 10-øren fra 1959 og andre mellemsteder » Bogens forord

Bogens forord

Det er velkendt at flere forfattere opererer med ideallæseren, altså den helt unikke modtager, der spontant griner af nok så indforstået en joke og straks gennemskuer, at en tilsyneladende banal sætning i virkeligheden er en elegant katakrese over titlen på en uoversat, hviderussisk digters debutsamling.
Selv ligger jeg mere på linie med den plattyske forfatter, Fritz Reuter, der i en håndgribelig poetik i sit hovedværk Landmandsliv nævner, at han blot skriver sine bøger, så læseren har et redskab til at vifte fluerne væk fra næsen med.
Alligevel må jeg da indrømme, at visse læsere nok vil få det lettere med nærværende bog end andre. Typen, der helst lader drømmerejsen gå til en plat strand med tørre palmer, vil nok ikke i samme grad værdsætte teksterne som læseren for hvem idealet af en ferie er en polsk togkupe, hvorfra man gennem støvregnen kan skimte en stor og forladt fabrik, der ikke har været i brug længe at dømme efter de vilde beplantninger, der er spiret op langs murene og i tagrenderne.
Det er steder som disse, jeg gerne opsøger, og det skyldes i følge Carsten Thau, at jeg er teolog og derfor værdsætter lokaliteter, hvor kun Deus absconditus - den skjulte Gud - findes; altså det som man mere folkeligt (men teologisk set også mere radikalt) plejer at kalde for "de gudsforladte steder".
Det har jeg i årevis berettet om i radioen, og trofaste P1-lyttere vil sikkert nikke genkendende til en stor del af bogens temaer og lokaliteter, da hovedparten af teksterne er omarbejdede radioessays.
Som sådan er der tale om en radiobog, hvad der også afspejler sig i bogens opbygning: Idealet har været en gammeldags P1-eftermiddag, hvor man blev kastet fra det ene emne til det andet, og jeg takker DR Kulturs administrative medarbejder, Lena Caspersen - der gennem årene har været den anonyme tilrettelægger af ikke så få helligdage på P1 - fordi hun påtog sig besværet med at finde en rækkefølge for teksterne på en måde, der forbød enhver tematik.
Før det skete havde endnu en radiomand - Nikolaj Ifversen - haft teksterne til et grundigt gennemsyn, og han takkes ikke mindst for at have drænet bogen for de mest vandede vittigheder, ligesom vandkunstens forlægger, Søren Møller Christensen, skal have en tak for at give trøstesløsheden en flot indpakning. I samme forbindelse takker jeg fotografen Per Bak Jensen, der velvilligt stillede hele sit bagkatalog til rådighed for bogens omslag på den beskedne betingelse, at jeg nævnte, at han er tilknyttet Galleri Bo Bjerggaard, hvad jeg hermed har gjort.
På den private front skal lyde en tak til min mor - Jytte Jensen, Esbjerg - uden hvem denne bog af gode grunde ikke var blevet til noget, samt til børnene Sofie, Niels Tage og Eigil Magnus, der har været vidne til ikke så få cafeterier, rastepladser og ruiner gennem tiderne, når far søgte inspiration.
Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til min i skrivende stund kommende, men ved bogens udgivelse forhåbentlig lovformelige hustru, Kristina Lang. Hvis giftermålet havde medført det fine navn, Kristina Jensen, havde hun fået dedikationen; nu må hun nøjes med den allerkærligste hilsen.
Vesterbro, 13. december 2005
Søren E. Jensen