Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ret og magt i den islamiske verden » Ret og magt - introduktionsbladet » Men Gud ved bedst. Islamisk lovgivning i Saudi-Arabien
Men Gud ved bedst. Islamisk lovgivning i Saudi-Arabien
Af Dorthe Bramsen
I maj 2005 foreslog et medlem af den rådgivende forsamling i Saudi-Arabien, majlis al-shura, at forsamlingen skulle tage spørgsmålet om, hvorvidt kvinder må køre bil, op. Siden 1990 har det været saudiske kvinder forbudt at køre bil ifølge et kongeligt dekret. Dekretet er baseret på et fatwa, dvs. en retslig vejledning, udstedt af Den Stående Komite for Ifta; den ene af to officielle institutioner til udstedelse af fatwaer i Saudi-Arabien. Den anden er Rådet for Højere Ulama.
Forslaget blev mødt med en storm af protester og spørgsmålet blev ikke taget op. Dekretet blev anset for at være i overensstemmelse med Guds lov, sharia, hvilket gør det evigt bindende.
Hverken Kong Abdullah, Kronprins Sultan eller Prins Nayif – de tre højst rangerende politiske magthavere – forholder sig dog afvisende til forslaget. Faktisk har de alle tre bekræftet, at de ikke ser noget til hinder for, at kvinder skulle have lov til at køre bil. De afviser imidlertid at kunne ophæve eller ændre på dekretet, selv om det er i deres kongelige magt, før de religiøse lærde har accepteret det. En eventuel ophævelse eller ændring skal nemlig stemme overens med Guds lov, sharia, for at være gyldig ifølge forfatningen. Og det kan kun ulama’s accept stadfæste, at den er. Sharia spiller kort sagt en langt mere central og fremtrædende rolle i Saudi-Arabien end den gør i andre muslimske lande. Men hvordan kan det være?
Fiqh og siyasa
Det saudiske retssystem har som baggrund den politisk-religiøse alliance, som den religiøse reformator Ibn Abd al-Wahhab (d. 1787) indgik med det daværende overhoved for den saudiske slægt, Muhammad ibn Saud (d. 1765), i provinsen Najd i 1740erne. Alliancen bestod i at skabe et islamisk samfund efter Ibn Abd al-Wahhab’s og hans åndelige efterkommeres anvisninger med Saud-slægten som den regerende. Alliancen består endnu mellem de to familier; Ibn Abd al-Wahhabs stærkt puritanske lære kaldes wahhabismen, og den er Saudi-Arabiens officielle religiøse ideologi.
Systemet er baseret på et dogme om, at Gud er den eneste legitime lovgiver. Et centralt begreb er siyasa shariyya, dvs. regering ifølge Guds lov. Det betyder i praksis, at den saudiske lov defineres og administreres af de religiøse lærde, ulama, og de regerende medlemmer af kongefamilien, Al al-Saud, tilsammen.
De lærde definerer og administrerer den egentlige islamiske lov kaldet fiqh, som er udledt af Koranen og beretningerne om profeten Muhammads gerninger og udtalelser, dvs. Hadith. Fokus er her på måden, hvorpå det enkelte menneske lever op til Guds vilje og lov. Fiqh er ligesom i klassisk tid ikke fastlagt i paragraffer og artikler, hvilket betyder, at de retslærde i princippet skal udlægge Guds lov på ny i hver enkelt sag og ved hvert enkelt spørgsmål. Rationalet er, at kun herved følges Guds lov; ikke en tidligere menneskelig udlægning af den. De regerende medlemmer af kongefamilien definerer og administrerer den politiske og administrative del af loven kaldet siyasa. Den fungerer som et supplement til fiqh og er kodificeret i form af forskellige kongelige dekreter. Den er ikke udledt af Koranen og Hadith, men er baseret på almenvellet, maslaha. Ifølge den saudiske forfatning må siyasa dog ikke være i modstrid med Guds lov, så de regerende medlemmer af kongefamilien konsulterer typisk de islamiske retslærde ved definitionen af siyasa.
Ifta og sharia-domstolene
Fiqh defineres officielt af de to institutioner der udsteder fatwaer, Den Stående Komite for Ifta og Rådet for Højere Ulama, og sharia-domstolene. Domstolenes definition er bindende forstået sådan, at en dommers udsagn tages for gældende, mens ifta-institutionernes definition kun er vejledende. Hvad en mufti eller en gruppe af muftier siger, behøver man med andre ord som saudier ikke at følge. Muftiernes magt er dog stor, og de fleste dommere følger i praksis deres definition, hvorved de altså indirekte sætter dagsordenen.
Der er fire typer af sharia-domstole, hvoraf de to fungerer som appelret. Civilretssager høres i første omgang af en dommer, mens strafferetssager høres af tre dommere. Strafferetssager, der ender med en dom på mere end 40 piskeslag eller 10 dages fængsel, og civilretssager, der ender med en dom på mere end 500 riyals (ca. 1000 kr.), kan appelleres. I appelretten høres sagerne af tre til fem dommere afhængig af sagernes karakter. En dødsdom stadfæstes kun i tilfælde, hvor fem dommere er enige om rigtigheden af den.
Alle dommere i Saudi-Arabien er udnævnt af kongen. Idet Gud anses for at være den eneste legitime lovgiver og dommer, opfattes det som altafgørende, at de saudiske dommere baserer sig på sikker og sand viden om Guds lov og kun dømmer personer, der virkelig har overtrådt denne lov.
Sidstnævnte gælder især, hvis en person er tiltalt for en forbrydelse for hvilken straffen er fastlagt af Gud. Er dette tilfældet anlægger dommerne den klassiske islamiske bevislære ifølge hvilken en person kun kan dømmes, hvis han tilstår det forhold, han er sigtet for, hvis der har været mindst to mandlige vidner til hans forbrydelse, eller hvis han nægter at aflægge ed på, at han er uskyldig. Denne lære findes nemlig i Koranen, hvorfor der ikke kan herske tvivl om dens rigtighed.
Da de saudiske lærde både i teori og praksis er meget optagede af at følge Guds lov er det karakteristisk, at langt de fleste retssager i Saudi-Arabien ender med et forlig. Herved overlades den endelige dom til Gud.
Ulama og kongefamilien
De religiøse lærde var oprindeligt en autonom gruppe i Saudi-Arabien. I 1971 blev de imidlertid en del af statsapparatet, idet Rådet for Højere Ulama og Den Stående Komite for Ifta blev grundlagt. Førstnævnte institution består i dag af 18 medlemmer og sidstnævnte af 6 – alle udnævnt af kongen. Dette faktum har sammen med andre ført til etableringen af en islamistisk opposition, idet det hævdes, at der ikke mere er balance i magtforholdet mellem ulama og de regerende medlemmer af kongefamilien. Ulama menes i stigende grad at ligge under for den politik, som kongefamilien ønsker at føre, uanset hvad den består i. Som et populært og nu næsten klassisk eksempel nævnes, at ulama i 1991 i forbindelse med Iraks invasion af Kuwait udstedte et fatwa, der legitimerede amerikanske troppers tilstedeværelse på saudisk jord. Legitimeringen strider ifølge oppositionen imod Hadith, hvori det berettes, at profeten forbød andre religioner end islam i at blive praktiseret på den Arabiske Halvø.
Hvor meget magtforholdet ulama og kongefamilien imellem har forskubbet sig siden institutionaliseringen af ifta kan vi desværre ikke komme ind på her. Men forskubbet sig har det. Den saudi-arabiske nationaldag, der markerer datoen for Saudi-Arabiens grundlæggelse, blev f.eks. erklæret for fridag sidste år og fejret offentligt – noget der absolut strider imod wahhabitisk tænkning. Sagen om, hvorvidt det skal være lovligt for kvinder at køre bil eller ej, viser dog, at ulama stadig har betydelig indflydelse på Saudi-Arabiens lovgivning. I henhold til det saudiske retssystem er det ikke nok, at Kong Abdullah og andre førende medlemmer af kongefamilien er reformvenlige og –imødekommende, eftersom både fiqh og siyasa ifølge forfatningen skal stemme overens med Guds lov. Og Guds lov menes kun ulama at kunne udlægge, om end Gud ved bedst. De saudiske kvinder må derfor affinde sig med fortsat at være afhængige af en chauffør eller et mandligt familiemedlem, når de skal ud af huset. Alt de kan håbe på er, at Den Stående Komite for Ifta snart ændrer mening og udlægger Guds lov på en ny måde.