Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ret og magt i den islamiske verden » Ret og magt - introduktionsbladet » Islamisk lov: fastlåst eller foranderlig?

Islamisk lov: fastlåst eller foranderlig?

Af Julie Pruzan-Jørgensen

Islamisk lov fremstilles ofte som et fastlåst og givent system, som bidrager til at fastholde den islamiske verden i middelalderlige tilstande, og som står i vejen for reformer og forandring.

Dette billede nuanceres på fineste vis i Sami Zubaida’s bog om lov og magt i den islamiske verden. Zubaida fører os gennem historien og viser, hvordan islamisk lov er et broget og tilpasningsdygtigt fænomen, som har ændret sig betragteligt gennem både tid og sted.

Nyfortolkning og tilpasning af islamisk lov har dog sjældent fundet sted uden gnidninger. Reformer af islamisk lov har ofte været forbundet med ophedede diskussioner af, hvordan en lov skal fortolkes, hvem der har myndighed til at gøre det – og, ikke mindst, om og i givet fald hvordan en given lov kan ændres. Og sådanne diskussioner har ofte haft ikke bare religiøs, men også politisk betydning, fordi de går lige til kernen af helt centrale spørgsmål om forholdet mellem religion og politik. Ændringer af islamisk lov har derfor gennem historien ofte været kilde til både religiøs, juridisk og politisk strid i den islamiske verden.

Et godt eksempel herpå er den nylige reform af Marokkos familie-lov. Familie-lov er lovgivning, der regulerer civilretlige forhold som indgåelse af ægteskab, skilsmisse, arveforhold og forældrerettighed. Alle sammen forhold, hvorom der gives detaljerede forskrifter i Koranen og i profeten Muhammeds ord og gerninger, hvilket gør dem følsomme og svære at ændre på.

Marokko fik kort efter uafhængigheden i 1956 en islamisk baseret familie-lov, den såkaldte mudawana, som var baseret på en af de fire store sunni-muslimske lovskoler, den såkaldte maliki-lovskole. Mudawanaen’s udgangspunkt var, at kvinder var mænd juridisk underordnet i familiære anliggender. For eksempel kunne de ikke indgå ægteskab uden en mandlig formynder (en såkaldt wali), deres adgang til skilsmisse var meget begrænset, og deres arveret var betydelig mindre end deres mandlige slægtninges.

Mudawanaen har gennem årene været genstand for megen og vedholdende kritik. Særligt marokkanske kvinde- og menneskerettighedsorganisationer har argumenteret for nødvendigheden af at ændre den for at skabe mere lighed mellem mænd og kvinder, som det gøres i de internationale menneskerettighedskonventioner.

I slutningen af 1990’erne fik Marokko en socialistisk regering, som for alvor lyttede til og påtog sig at fremme disse krav. Regeringen fremlagde i 1999 en handlingsplan, som med en bred vifte af forslag stilede mod at fremme marokkanske kvinders stilling. Blandt planenes mere kontroversielle forslag var en vifte af ideer, som stilede mod at tilføre marokkanske kvinder en række nye rettigheder, som de blandt andet defineres i FN’s kvinde- og menneskerettighedskonventioner. Og disse forslag nødvendiggjorde en vidtgående reform af den marokkanske familie-lov.

Regeringens forslag om en mudawana reform førte til nogle af de mest dramatiske politiske diskussioner i Marokko nogensinde. Diskussionerne kulminerede den 12. marts 2000, hvor marokkanerne gik på gaden ved to kæmpe demonstrationer. Ved den ene demonstration støttede man regeringens forslag. Ved den anden (som var langt den største) gik tusindvis af marokkanske mænd og (ikke mindst) kvinder på gaden for at udtrykke modstand mod regeringens plan, da de så den som en trussel mod den marokkanske familielovs fortsatte overensstemmelse med islam.

Først efter mange og voldsomme meningsudvekslinger, blev der fundet en løsning på spørgsmålet. Efter gennem længere tid at have lyttet til en kommission, der særligt bestod af islamiske lærde, kunne den marokkanske konge Mohamed VI i slutningen af 2003 fremlægge et kompromisforslag, som alle parter kunne enes om. Kongens kompromis-forslag blev i 2004 vedtaget som en ny marokkansk familielov af det marokkanske parlament.

Det interessante ved den nye lov er, hvordan den på en og samme tid har medført en række meget markante ændringer i marokkanske kvinders retsstilling, men samtidig er formuleret inden for en islamisk ramme. Den nye lov har for eksempel ligestillet marokkanske mænd og kvinder i ægteskabet, hvor kvinden før var underordnet sin mand. Den har også styrket kvinders adgang til skilsmisse, mens den stiller større krav til mænd, der ønsker en skilsmisse. Men også den nye lov er udelukkende baseret på og formuleret inden for rammerne af islamisk lov.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan var det muligt for Mohammed VI på en og samme tid at gennemføre meget markante forandringer – og at blive inden for islam?

Svaret på dette spørgsmål leder os tilbage til en af Zubaida's hovedpointer. Nemlig at islamisk lov er en fortolkningssag og derfor ikke er et entydigt fænomen. Den nye marokkanske familielov gennemførte forandringer inden for rammerne af islam ved en blanding af nyfortolkning, juridisk snilde og lån fra nogle af de tre andre lovskolers traditioner.

Et af de helt store stridspunkter havde været polygami. Altså den marokkanske mands ret til at gifte sig med op til fire hustruer. Her nåede man frem til et kompromis, der godt nok bevarede mandens principielle ret til flerkoneri – men som samtidig opstillede så mange juridiske forhindringer, at polygami blev mere eller mindre umuligt at gennemføre i praksis. Og det alt sammen baseret på en ny læsning af vers i koranen, som gav mulighed for en sådan tolkning.

Et andet stridspunkt havde været spørgsmålet om, hvorvidt kvinder selv er myndige til at indgå ægteskab. Ifølge den malikitiske lovskole og den gamle mudawana kunne de marokkanske kvinder ikke selv indgå ægteskab. De var nødsagede til at opnå accept fra en mandlig formynder, en såkaldt wali. Men der er ikke krav om en wali i alle fire lovskoler. Så ved at basere sin fortolkning på lån fra den hanafitiske lov-skole, så kunne den nye marokkanske familielov stille marokkanske kvinder fri til selv at indgå ægteskaber – og alligevel forblive inden for rammerne af islam.

Som det fremgår af de ovenstående eksempler, så er islamisk lov hverken monolitisk eller uforanderlig. Den nylige reform af den marokkanske familie lov er en god illustration af, at det kan lade sig gøre at ændre lovgivning inden for en islamisk ramme.

Men dermed ikke sagt, at det er nemt at ændre på islamisk lov. Som det skete i Marokko vil reform-forsøg ofte være meget kontroversielle og støde på stor modstand. Og det bør også nævnes, at den brede tilslutning til den marokkanske reform formentlig også i høj grad skyldes, at reformen i sidste ende blev gennemført af den marokkanske konge, som har en meget høj grad af både politisk og religiøs autoritet og legitimitet i det marokkanske samfund.

Det er heller ikke alle regler, som det er lige let at lave om på. For eksempel har den nye marokkanske familielov stort set ikke ændret på kvinders arverettigheder. Marokkanske kvinder arver fortsat langt mindre end deres mandlige slægtninge. Det skyldes, at arvespørgsmålet er et af de allermest centrale og klart beskrevne i selve koranen, hvilket gør det endnu mere kontroversielt og sværere at ændre på end andre forhold.

Men disse forbehold til trods, så forbliver det marokkanske eksempel alligevel en fin illustration af, at det på trods af stor uenighed er muligt at få meget forskellige aktører til at enes om reformer. I Marokko nyder den nye familielov opbakning både fra de marokkanske kvindeorganisationer og fra en række islamiske og islamistiske organisationer - netop fordi den forblev inden for rammerne af islam.

Dermed understreger historien om den marokkanske familielov reform Zubaida’s pointe om, at islamisk lov er tilpasningsdygtig og forbliver genstand for fortolkning. Og samtidig viser historien også, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem ’islam’ og ’reform’. At det måske endda, i lande som Marokko, nogen gange kan være lettere at komme igennem med reformer, hvis de er formuleret med end imod islam.