Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ret og magt i den islamiske verden » Ret og magt - introduktionsbladet » De Gule Bøger

De Gule Bøger

Af Jakob Skovgaard-Petersen

Reformer i rets- og undervisningssystemerne har ændret uddannelsen i islamisk jura til ukendelighed. Det er der islamiske lærde, der begræder. Men de er allerede for unge til at have prøvet det gamle system. Og i deres egen undervisning undgår de alligevel det redskab, som formede det gamle system; næsten ingen læser de gule bøger.

Hvis i tidligere tider en far syntes, at han søn skulle blive noget ved religionen, så var der et oplagt første skridt. Drengen skulle i kuttab. Det var en religiøs grundskole, som man fandt mange af i de større byer (og senere også på landet). Her residerede en lærer, som med en varierende blanding af spanskrør og opmærksomhed lærte drenge at læse og skrive, samt at huske dele af Koranen udenad. Piger af god familie kunne lære det samme, men det var mindre udbredt og foregik fortrinsvis i hjemmet. Hvis drengen viste sig at have evner, eller familien havde råd og ambitioner, blev han derefter typisk knyttet til en shaykh, som havde en større lærdom og horisont end kuttabens lærer. Nu var undervisningen ofte helt individuel og kunne foregå i lærerens hjem eller i en moské, og båndet mellem lærer og elev blev meget tæt. Læreren lærte drengen religionens og dens lovs grundlæggende principper, læste enkelte værker med ham, og opdrog ham i øvrigt ved at lade ham være sammen med sig dagen lang.
Det næste trin ville så være, at drengen begyndte at studere loven og teologien på et kollegium, madrasa, det almindelige ord for en skole på moderne arabisk. Disse fandtes kun i de større byer og var steder med berømthed og prestige. Madrasaerne rummede kvarterer for lærere og elever, foruden køkken og en moské, hvor undervisningen foregik. De var oprettet af rigmænd eller sultaner, som foruden bygningen havde doneret land og ejendom til en stiftelse, waqf, hvis indtægter fra forpagtningen af ejendommene (jord, butikker, værksteder eller lignende) efter nøje bestemmelser blev fordelt til mad, lønninger, blæk, lampeolie, rengøring og hvad madrasaen ellers havde brug for. At studere her ville sige at sidde omkring en lærer, som foredrog et værk og indbød til diskussioner om det. De studerende skrev gerne værket ned, og skulle så siden læse det højt, så læreren kunne sikre sig, at det var rigtigt kopieret. Når læreren havde sikret sig, at en studerende mestrede værket, gav han en tilladelse (ijaza) til, at eleven nu kunne videregive værket selv. Dette var tiden før trykkekunsten, så denne metode skulle sikre, at værket levede videre og blev spredt. Den lykkelige videregivelse af værket afhang derfor af, at eleven var nøjagtig og annammede meningen med de enkelte sætninger, så værket i sin helhed ikke gik tabt.
De fleste madrasaer koncentrerede deres undervisning i jura inden for en bestemt af de islamiske retsskoler, hvoraf der er fire store skoler. Det betød, at lærerne selv var optrænet inden for denne skole - med dens specifikke bøger, læresætninger og metoder – og det var den de videregav. Koranen og Hadith (Muhammads udtalelser) var naturligvis de samme for alle retsskoler. Men deres læsning, systematisering og betoning af de kanoniske skrifter varierede, og i perioder havde der været skarp polemik og rivalisering mellem dem. De juridiske værker var af forskellig længde og art. Hver skole havde sine helt korte værker, mutun (ental matn), som gerne var på vers, der som en katekismus opsummerede skolens lære inden for et felt. Men de værker var så komprimerede, at de havde behov for en kommentarlitteratur. Og berømte kommentarer fik med tiden deres egne kommentarer. Når dette var blevet for stort og uoverskueligt, var der så måske igen en stor lærd, som evnede at skrive en ny basal matn, der inkorporerede enkelte af de nye relevante indsigter fra kommentarlitteraturen. I ældre håndskrifter vil man hyppigt se, at den korte matn står med en enkelt sætning foroven, eller i en anden farve blæk, hvorpå så følger en senere kommentar, og i marginen måske en kommentar til kommentaren. Da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at trykke de religiøse bøger, kopierede man en tid lang denne ”kinesisk æske ” stil. Det er hele denne litteratur – både den håndskrevne og den tidlige trykte – som man refererer til som de gule bøger, p.gr.af papirets gulnende ælde.
Dette system er imidlertid borte. I takt med udbredelsen af moderne statslov – vedtaget i lovgivende forsamlinger, systematiseret i kodificerede love med paragraffer og artikler, trykt og distribueret i statstidende og lovsamlinger – er der ikke brug for den gamle teknik, hvor en dommer skulle studere, hvad retslærde for hundredvis af år siden måtte have ment. I godt hundrede år har man derfor haft nye skoler, hvor statsloven var på programmet. I stedet for at udfinde loven påny i hver sag, skulle dommere og jurister i stedet lære med om udforskningen af den konkrete sag og dens belæg og beviser, og så applicere den gældende ret. Med fremvæksten af moderne universiteter i det 20 århundrede har de muslimske lande fået juridiske uddannelser – med specifikke programmer, klasseundervisning og årsprøver – der ligner juraundervisningen i resten af verden. Og undervisningsbøger i statsret, procesret, strafferet eller miljøret ligner bøger produceret på andre sprog i andre dele af verden. Islamisk jura vil indgå med større eller mindre vægt i disse uddannelser – alt efter landets ideologiske orientering og islamisk juras relevans i den faktiske lovgivning. Men det vil sjældent indbefatte studier i de gule bøger; den slags studier vil snarere finde sted på det historiske institut.
Mange madrasaer har drejet nøglen om; nogle af de mere prægtige er blevet til museer, mens mange er blevet til almindelige moskéer. Bogsamlingerne med de gamle håndskrifter er endt i nationalbibliotekerne - hvis de ikke blev stjålet forinden. Og de store stiftelser er i mange lande blevet nationaliseret. Enkelte af de berømteste madrasaer er dog igennem langtrukne og tit smertefulde reformer blevet omdannet til moderne universiteter, hvor nye fag som medicin og ingeniørstudier er blevet tilføjet for at sikre deres relevans for arbejdsmarkedet.
Her underviser man stadig i islamisk teologi og jura, men undervisningen vil i hvert fald på BA niveau ikke inddrage de vanskelige gamle gule bøger. Professorerne har skrevet deres egne forenklinger og systematiseringer, hvor de har oversat megen af den klassiske terminologi til moderne juridiske begreber, så de studerende kan forstå dem. I forordene vil sådanne bøger hyppigt forklare, at islamisk jura havde yderst sofistikerede begreber, som stadig er relevante inden for de fleste retskategorier, hvis man blot studerer dem. Men det skal altså for nemhedens skyld ske igennem disse nye fremstillinger, ikke ved at dykke ned i de gule bøgers kollossale univers. Og når man på de øverste trin af de islamiske juridiske studier faktisk læser i de gule bøger, er det i høj grad som en indføring, ikke som den grundtræning i retsfinding, de engang var beregnet til.
Udtrykket ”de gule bøger” har derfor fået en klang, som kan minde om, hvad danskerne for et par generationer siden tænkte, når nogen talte om gamle dages undervisning med salmevers og katekismus: altså som en undervisning der havde været velorganiseret og effektiv i en tidligere tidsalder, men ikke længere var tidssvarende.