Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Ret og magt i den islamiske verden » Ret og magt - introduktionsbladet » Den nye irakiske forfatning og spørgsmålet om islamisk lov

Den nye irakiske forfatning og spørgsmålet om islamisk lov

Af Sami Zubaida

Det er opmuntrende at læse teksten til den for nylig offentliggjorte irakiske forfatning. Den er fuld af liberale og idealistiske udsagn om borgerrettigheder og forbud mod overgreb på det enkelte menneskes liv, frihed, ejendom og værdighed. I artikel 2, der handler om islam og religion, forekommer imidlertid en potentielt problematisk formulering:

Artikel 2:

Første del: Islam er officiel statsreligion og grundlaget for lovgivningen.

A. Ingen lov kan indføres, hvis den strider mod islams hævdvundne regelsæt.

B. Ingen lov kan indføres, hvis den strider mod demokratiske principper.

C. Ingen lov kan indføres, hvis den strider mod de borger- og frihedsrettigheder, der er fastsat i denne forfatning.

Anden del: Denne forfatning sikrer flertallet af den irakiske befolkning en islamisk identitet og sikrer ligeledes enhver enkeltperson fuld religionsfrihed og retten til at tro og udøve religion som kristen, ssabi-mandæer eller yazidi. [1]

Er A og B forenelige? Hvad dækker udtrykket ”islams hævdvundne regelsæt”? Indbefatter det forbudet mod og straffen for apostasi, som findes i næsten alle anerkendte versioner af islamisk lov? Vil bahaierne (der som regel betragtes som apostater og forfølges med alle midler i den islamiske republik Iran og i andre muslimske lande, deriblandt Egypten) nyde godt af den frihed, der sikres i ”anden del”? Omfatter ytrings- og trykkefriheden, som defineret i artikel 36, også retten til at fremme sekularisme, kritisere religiøse anskuelser eller kulturelle udfoldelser, der opfattes som uforenelige med religiøse påbud? Eller er den slags ytringer begrænsede eller forbudte med henvisning til den generelle formulering i samme artikel 36, hvor det hedder. ”Staten skal på en måde, der ikke er et brud på den offentlige orden og moral, (min kursivering) sikre ytrings- og trykkefrihed, forsamlingsfrihed osv. Og i artikel 35: 4 hedder det: ”Staten skal fremme kulturelle aktiviteter og institutioner på en måde, der stemmer overens med Iraks civilisation, historie og kultur. Den skal bygge på ægte irakiske kulturstrømninger.” I hænderne på de religiøse ledere, der for øjeblikket har magten i irakisk politik, kan løseligt definerede begreber som ”offentlig orden og moral” eller ”ægte irakiske kulturstrømninger” meget nemt føre til en autoritær, vilkårlig og repressiv lovgivning.

Familieretlige spørgsmål

Det andet vigtige spørgsmål i forbindelse med religionens privilegerede stilling i lovgivningen drejer sig om familieret og kvinders rettigheder. I artikel 39 hedder det: ”Irakeren er frit stillet med hensyn til sin personlige status i forhold til religion, sekter, trosretninger eller valg. Dette forhold reguleres ved lov.” Er dette en særdeles liberalt formuleret stadfæstelse af det personlige valg? Eller vil ”regulering ved lov” komme til at betyde, at religiøse og lokale myndigheder udformer deres egne religiøse love for den personlige status? Dette problem har en forhistorie i det moderne Irak.

Det midlertidige irakiske regeringsråd (IGC, som blev oprettet af den amerikanske administrator efter besættelsen, og som indbefatter mange religiøse ledere) udstedte den 29. december 2003 en resolution (nr. 137), hvori man foreslog at afskaffe den eksisterende lov om personlig status, der omfattede alle irakere uden forskel, og i stedet indføre en religiøs lov, sådan at det enkelte samfund skulle styres af sin egen religion, og dets love administreres af religiøse myndigheder eller stammeledere. Det vil med andre ord sige, at der vil gælde forskellige love for henholdsvis sunnier, shiaer, katolikker og så videre. Denne resolution udløste stærke protester fra fremtrædende kvinder og kvindeorganisationer samt fra sekulære og liberale irakere, og der blev demonstreret imod den i Bagdad, Suleimaniya (det kurdiske nord) og mange irakiske byer. Blandt de protesterende var den daværende midlertidige minister for offentlige arbejder, Nasreen Barwari, og andre kvinder i fremtrædende offentlige stillinger. Det kurdiske parlament forkastede resolutionen og bekræftede samtidig, at man støttede den eksisterende lovgivning. På grund af disse stærke reaktioner blev resolutionen trukket tilbage. Det var dog indlysende, at de religiøse ledere, der stod bag den, kun afventede et mere gunstigt tidspunkt. Nu da de tilhører den stærkeste gruppe i den irakiske regering, og deres sekulære modstandere er på tilbagetog, er de tydeligvis opsat på at få resolutionens bestemmelser genindført.

Indførelsen af muslimsk familieret, som den udformes og anvendes af gejstlige uden indskrænkninger og hensyntagen til moderne reformtendenser, ville være ensbetydende med graverende uretfærdigheder mod gifte kvinder. Det vil betyde, at flerkoneri bliver lovligt, at ægtemanden ensidigt får ret til skilsmisse (uden retskendelse) og kan nægte kvinden skilsmisse undtagen under begrænsede, ekstreme omstændigheder, og at ægtemanden kun har forsørgerpligt i tre måneder efter skilsmissen (idda-perioden hvor kvinden ikke har ret til at gifte sig igen, før det er konstateret, om hun er gravid eller ej). I ægteskabet er kvinden afhængig af mandens tilladelse til at tage arbejde uden for hjemmet eller rejse frit. Hvad det arveretslige angår, er mandens arvelod den dobbelte af kvindens. Ikke-muslimer vil blive underlagt lige så patriarkalske bestemmelser i henhold til de love, der gælder for deres respektive religioner.

Indførelsen af et sådant princip betegner et alvorligt tilbageskridt, eftersom irakisk familieret i sidste halvdel af det 20. århundrede var resultatet af en hel del reformer, selv om den stadig var begrænset af religiøse regler. Reformerne blev indført efter Qasims revolution i 1958, der afskaffede monarkiet. Herefter fulgte en omskiftelig periode, hvor såkaldt ”progressive” kræfter, især det irakiske kommunistparti og dets allierede, var fremherskende. Mange demokratiske og venstreorienterede politikere fik stillinger i regeringer, og der var reformer og fornyelse i luften. Reformen af loven om personlig status blev vedtaget i 1959 trods stærk modstand fra religiøse og konservative sunni- og shiamuslimske grupper. Familiens anliggender blev behandlet ved personretlige domstole, der havde afløst de gamle shariadomstole, og som henholdt sig til gældende lovregler. De nye bestemmelser indskrænkede retten til flerkoneri (der nu krævede rettens tilladelse og ganske særlige omstændigheder), gav kvinder ret til at tage initiativet til skilsmisse og sikrede dem ydermere visse økonomiske krav på fællesboligen. Desuden blev det nu bestemt, at sønner og døtre skulle arve lige meget, sådan at sønnerne ikke som før havde krav på en dobbelt arvelod. [2] Disse reformer blev mødt med jubel af mange venstreorienterede og sekularister (demonstrationerne var præget af det rimede slagord: ”Tali al-shahar maku mahar, wal-qadi nethebba bil-nahar,” dvs. ”når måneden er forbi, er der ingen medgift mere, og qadien [dommeren] kan kastes i floden”; faktisk blev medgiften ikke afskaffet, og ingen qadier blev druknet), men vakte bestyrtelse blandt konservative. Qasim blev afsat i 1963 under et blodigt kup, og ophavsmændene i baathpartiet blev (efter et blodbad på kommunister og andre modstandere) hurtigt udmanøvreret af deres reaktionære lederskikkelse Abdul-Salam Aref, der overtog magten med en klike hærofficerer fra ”sunnitrekanten”. En delegation af ansete sunni- og shiamuslimske præster drev lobbyvirksomhed hos den nu mere sympatisk indstillede nye junta, der reagerede positivt (selv om Aref kun havde foragt tilovers for shiaerne) ved at genindføre nogle af de tidligere familieretlige bestemmelser, især arvereglerne der begunstigede mænd. Ved et nyt kup i 1968 kom baathpartiet atter til magten, nu med Saddam Hussein ventende i kulissen, og han blev snart regeringens stærke mand og landets diktator. Det nye regime havde visse socialistiske aspirationer og bestræbte sig på at få traditionelle magtfaktorer som patriarkatet, stammen og religionen lagt ind under baathpartiets overordnede myndighed, og derfor var det som hovedregel også progressivt indstillet til sociale spørgsmål og kvinders rettigheder. En række ændringer af de personretlige love fra 1959 blev indført mellem 1978 og et stykke ind i 1980’erne, og herved blev de forskellige regler uddybet og tydeliggjort, som oftest i en mere liberal retning, især hvad angik kvinders rettigheder i familien og samfundet (dog med undtagelse af arveretten, der bibeholdt ændringerne fra 1963 til fordel for mændene). Forældremyndigheden over børnene i tilfælde af skilsmisse tilfaldt således moderen automatisk, hvis barnet (uanset køn) var under 10 år, hvorefter en domstol tog stilling til barnets tarv i alderen fra 10 til 15. Herefter kunne barnet selv bestemme, hvor det ville bo. Faderen var fortsat forpligtet til at forsørge og uddanne sine børn. Dette er en liberal regel i forhold til principper, der er afledt af sharialovgivning. I løbet af denne periode blev der skabt flere muligheder for kvinder i det offentlige liv, i uddannelsessystemet og i de liberale erhverv. Regimets indstilling til familien og kvinderne ændrede sig imidlertid i 1990’erne i kølvandet på Golfkrigen og FN-sanktionerne. I løbet af denne periode og indtil han blev afsat, søgte Saddam støtte i religionen og stammen for at legitimere og styrke sit magtgrundlag og for at skaffe sig sociale kontrolredskaber. [3] Disse patriarkalske institutioners tiltagende magt og kontrol var til skade for kvinderne. ”Æresdrab” blev således legitimt, og gerningsmændene slap med en kort straf, om overhovedet nogen. Den stammeretslige jurisdiktion blev genindført (den var udbredt i første halvdel af det 20. århundrede under monarkiet), og civilretslige og personlige tvivlsspørgsmål blev overdraget til stammeledere og tribunaler. [4]

Stammelederne og de religiøse sheiker har fået stadig flere beføjelser i Irak efter besættelsen og efter Saddam-regimet og sanktionsårene. Samfundet er blevet tiltagende mere fragmenteret, lokaliseret, afhængigt af lokale lederes støtte og beskyttelse og prisgivet religiøse militsers overgreb. Den nye irakiske forfatning synes at tillade eller endda sanktionere disse beføjelser, men på en uigennemsigtig måde. Artikel 43: 1 omhandler eksplicit styrkelsen af det borgerlige samfund, og i 43: 2 hedder det: ”Staten skal bestræbe sig på at støtte de irakiske klaner og stammer og tage sig af deres anliggender på en måde, der stemmer overens med religionen og loven, og som befordrer de højeste menneskelige værdier og bidrager til samfundsudviklingen. Staten skal forbyde stammetraditioner, der er i modstrid med menneskerettighederne.” Den sidste formulering er en smule betryggende.

Bestemmelser vedrørende lokalstyre

Disse artikler i forfatningen åbner mulighed for omfattende lokalt selvstyre, også hvad angår lovgivning, og er for en umiddelbar betragtning rosværdigt liberale, men udgør ikke desto mindre en væsentlig risiko for indførelsen af klerikalt styre. Artikel 115 giver et eller flere guvernementer retten til efter en folkeafstemning at organisere sig som region, dvs. som en føderal enhed. Artikel 116 giver regionen bemyndigelse til at indføre sin egen forfatning og regeringsform, forudsat at denne ikke strider imod den føderale forfatning.

Artikel 117

Første del. De regionale myndigheder har ret til at varetage den udøvende, lovgivende og dømmende magt i henhold til nærværende forfatning, bortset fra de beføjelser, der hører under den føderale regerings særlige myndighedsområde.

Anden del. I tilfælde af en konflikt mellem den regionale og den nationale lovgivning vedrørende sager, der ligger uden for den føderale regerings særlige beføjelser, har den regionale myndighed ret til at ændre anvendelsen af den nationale lovgivning i den pågældende region.

Som følge af den flertydige formulering af mange af forfatningens bestemmelser er der ikke sat ret mange grænser for den lokale lovgivende, udøvende og dømmende magts råderum. I spørgsmål om religiøs lov vil de ovenfor nævnte artiklers flertydighed vedrørende ytringsfrihed, religiøs identitet og familieret kunne betyde, at de regionale myndigheder indfører religiøse love eller endda stammelove og stammeskikke. Dette lader da også til at have været hensigten, da et af de største shiamuslimske partier, SCIRI, pressede på for at få netop disse regionale beføjelser indført. Målet er tydeligvis at danne en shiamuslimsk kontrolleret region i det sydlige Irak, som indbefatter Basra og oliefelterne. Samtidig får den shiamuslimske religiøse ledelse bedre muligheder for at gøre sin myndighed og sine love gældende i regionen. Man har allerede været vidne til, at islamiske normer og forbud er blevet indført i Basra, det sydlige Irak og mange kvarterer i Bagdad af militser, der har brugt vold og intimidering. Kvinder, også ikke-muslimske kvinder, tvinges til at bære slør; sammenkomster for begge køn splittes, især på universiteterne. Butikker og barer, hvor der serveres spiritus, er blevet lukket med vold, og mange købmænd er blevet myrdet. På et tidspunkt blev der oven i købet iværksat en kampagne mod frisører! Den slags initiativer får officiel støtte af bystyret i Basra og af byens politi, som er gennemgribende infiltreret af de religiøse militser.

De kurdiske partier har konsekvent modsat sig indførelsen af religiøs lov. De foreslåede føderale regler ville betyde, at de shiamuslimske ledere (og i sidste ende også de sunnimuslimske arabere) ikke behøvede at beskæftige sig med de kurdiske indvendinger, eftersom det ville blive tilladt at indføre forskellige juridiske regimer i de regionale enheder.

Konklusion: Sharia, demokrati og lov og ret

Det er blevet hævdet, at indførelsen af demokrati i den muslimske verden må indbefatte islam (og islamisk lov), som det er fremgået af de gode valgresultater, som islamiske partier i mange af regionens lande har kunnet opvise. [5] Irans eksempel, der er mest relevant for de irakiske shiamuslimer, rejser det vigtige spørgsmål, hvilken slags ”demokrati” der er tale om. De gejstlige kræver, at den religiøse lov skal have overordnet gyldighed for alle områder inden for samfund, kultur og politik. I praksis er traditionel islamisk ret (fiqh) dog temmelig utilstrækkelig og uklar med hensyn til offentlige bestemmelser, der giver præster og politikere i Iran og andre ”islamiske” regeringer ganske vide og vilkårlige rammer. [[6] Den tydeligste offentlige manifestation af islam, synliggørelsen af den religiøse myndighed, drejer sig om samfundsmoral og kontrol med det offentlige rum – tvungen tilsløring af kvinder, adskillelse af kønnene, forbud mod spiritus, censur af underholdning og kulturproduktion og undertrykkelse af politiske udfoldelser, alt sammen i de religiøse normers navn. Der kan også være tale om islamisk strafudmåling og korporlig afstraffelse. Jeg har hævdet, at den nuværende irakiske forfatning kombineret med lokale magthavere og militser ville muliggøre denne type regime i regionerne. Der mobiliseres kun ringe modstand mod en sådan udvikling; det irakiske samfund er svækket efter mange års tyranni, vold og sanktioner, som kulminerede med besættelsen og opstanden, der nødsagede de fleste mennesker til at søge (autoritær) beskyttelse hos de lokale myndigheder eller i nærsamfundet. Det vil tage lang tid at overtage landet igen og genopbygge civilsamfundet, og det bliver en krævende proces. Et af lyspunkterne i den øjeblikkelige situation er den politiske pluralisme både i de mange magtcentre og i parlamentet. Den kan blive årsag til dybere konflikter, men har også mulighed for at fremtvinge kompromiser om forfatningsændringer og derfor også om vedtagelsen af love, der kan forhindre nogle af de autoritært religiøse initiativer, der er omtalt i nærværende fremstilling. Hvis dette resultat skal nås, må Irak have en regering, der kan holde sammen på landet og opretholde orden og sikkerhed. Netop nu er der ikke meget, der tyder på, at dette mål er inden for rækkevidde.

Oversat af Claus Bech

_________________________

[1] Alle citater er fra forfatningen, der blev vedtaget i oktober 2005, og offentliggjort af Associated Press, er taget fra den godkendte FN-oversættelse fra arabisk, men tilføjet senere ændringer, der ikke var med i FN-oversættelsen. http://www.msnbe.msn.com/id/9719734/

[2] En redegørelse for denne episode og den senere udvikling af familieretten findes i Suad Joseph: ”Elite Strategies for State Building: Women, Family, Religion and State in Iraq and Lebanon,” i Women, Islam and the State, red. Deniz Kandiyoti, Leiden, Brill, 1992.

[3] Se Amatzia Baram: ”Neo-Tribalism in Iraq: Saddam Hussein’s Tribal Politics, 1968-1996,” International Journal of Middle East Studies, 29:1, 1997, 1-31.

[4] En beskrivelse af kvinders forringede stilling efter 1991 og af volden mod dem samt en redegørelse for udviklingen af irakisk familieret under baathpartiet findes i Human Rights Watch Briefing Paper: Background on Women’s Status in Iraq prior to the Fall of the Saddam Hussein Government, november 2003, http://hrw.org/background/wrd/iraq-women.htm

[5] Se fx Noah Feldman: After Jihad: America and the Struggle for Islamic Democracy. New York, Farrar, Strauss and Giroux, 2003.

[6] Dette emne behandles fra forskellige synsvinkler i min Law and Power in the Islamic World, London, Tauris 2003, især i kapitel 6 om Iran, 182-219. Se også Asghar Schirazi: The Constitution of Iran: Politics and the State in the Islamic Republic, London, Tauris, 1997.