Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tusind og én nat. Udvalgte fortællinger » Om Kay Nielsen
Om Kay Nielsen
Tegneren Kay Nielsen - gemt, glemt og genopdaget
Han illustrerede verdenslitteraturens smukkeste og bedste eventyr, men hans eget livs eventyr endte i glemsel og fattigdom. Bag den danske tegner og scenograf Kay Nielsen anedes en lykkens fe allerede fra barndommen. Et liv fyldt af anerkendelse og hæder.
Det blev det også til, men så meget mere triste blev hans sidste leveår.
Først nu, næsten halvtreds år efter sin død, er den danske tegner Kay Nielsen ved at være genopdaget. Blandt samlere er han blevet en kultfigur, og hans billeder og bøger opnår høje auktionspriser. Forlaget Vandkunsten udsender nu et udvalg af eventyr fra ”Tusind og een Nat”. Her gengives de gouacher med motiver fra de klassiske arabiske fortællinger, som Kay Nielsen malede i årene fra 1917 til 1920 til en planlagt dansk oversættelse. Hermed udgives de for første gang i den sammenhæng de oprindelig var tiltænkt.
Kay Nielsen så aldrig selv sine billeder til værket på tryk. Nyoversættelsen blev tilsyneladende opgivet, og flere forsøg på at få dem udgivet eller anbragt på museer var forgæves. Ingen ville have dem.
Efter Kay Nielsens død i Kalifornien i 1957 forærede hans kone, Ulla Nielsen, billederne til et par af familiens venner, ægteparret Hildegarde og Frederick Monhoff. Her lå de i mange år gemt og næsten glemt. For kunstpublikummet kan det siges at være sørgeligt at billederne ikke tidligere vandt den anerkendelse de fortjente.
For Kay Nielsen selv var det en tragedie.
Paris, London og anerkendelse
Kay Nielsen blev i 1886 født ind i teaterverdenen, som han på flere måder også senere kom til at beskæftige sig med. Faderen Martinius Nielsen var ud over skuespiller også teaterdirektør og som sådan bragte han det daværende Dagmarteater frem til at være Københavns førende scene. Og moderen, Oda Nielsen, var en af tiden mest feterede skuespillerinder med store roller på Det kongelige Teater og på Dagmarteatret.
I sit barndomshjem mødte Kay Nielsen mange af tiden store kunstnere, naturligvis først og fremmest fra teatret, men også mange bildende kunstnere kom i det nielsenske hjem. Som ganske ungt menneske besøgte han maleren Johan Rohdes skole, hvor han som lærer fik Ludvig Find – to af de danske kunstnere som især fik åbnet ud mod de nye kunstneriske strømninger, som fandtes i Europa.
Det var derfor ikke overraskende at Kay Nielsen søgte videre uddannelse og inspiration som kunstner ved at rejse til Paris. I de syv år han studerede og arbejdede her blev det ikke mindst den dekorative art noveau-
I 1911 gik turen til London, hvor han udstillede med stor succes. Han blev oven i købet nævnt som den berømte Aubrey Beardsleys arvtager og kunstnerisk i familie med så fremtrædende illustratorer som Arthur Rackham og Edmund Dulac.
Snart fik han betydelige opgaver som bogillustrator. I 1913 ”The Book of Death” (som aldrig blev udgivet) samt eventyret ”In Powder and Crinoline” (”Med pudder og krinoline”) og året efter hans måske bedst kendte bogværk “East of the Sun, west of the Moon” – illustrationer til en engelsk udgave af Asbjørnsen og Moes berømte eventyr ”Østen for Solen, vesten for Månen”.
Bøger som i deres førsteudgaver i dag handles til priser over 100.000 kroner.
I sin kunst var Kay Nielsen original. Om end han blev nævnt som Beardsleys arvtager, var han ikke en efterligner. Han lod sig inspirere af sine engelske forbilleder og ikke mindst af japanske billedruller, de såkaldte kakemonoer, med deres enkle og lette silkemalerier eller akvareller. Dertil kom inspirationen fra persiske og indiske miniaturer, som de blandt andet kendes fra disse kulturers fornemme bogværker. Hyppigt er hans illustrationer præget af dramatiske udtryk og ikke sjældent af en smuk sanselighed med erotiske træk. Den kritik han af og til mødte gik mest på at han overlæssede sine billeder så det rent dekorative kom til at skygge for selve billedets ærinde. Men praktisk taget altid evnede Kay Nielsen balancen mellem det stærkt følsomme og det dekadente uden at falde for det sidste.
Hvad der er udenfor enhver diskussion er at han tegnede og malede ind i århundredeskiftets mest markante stilretninger – art nouveau og siden hen denne stils efterfølger den mere nøgterne og mindre udstafferede art déco.
Første verdenskrig blev på underlig vis en slags stopklods i Kay Nielsens videre karriere – han fik stort set ingenting fra hånden før i begyndelsen af 1920’erne hvor han blandt andet illustrerede eventyr af H.C. Andersen og Grimm. Men ingen af disse arbejder nød samme anerkendelse som de tidligere.
Fra London vendte han tilbage til Danmark, hvor han blandt andet kastede sin kunstneriske kraft ind i scenografiske arbejder. For Det kongelige Teater skabte han dekorationer til ”Aladdin” og ”Scaramouche”. Og særlig opsigt vakte hans scenografi til skuespilleren Johannes Poulsens opsætning af Shakespeares ”Stormen” på Det kongelige Teater. Kay Nielsens overraskelse til publikum var fantasifulde, ikke-
De to blev i 1936 inviteret af den store tyske og nu landflygtige teatermand Max Reinhardt til at sætte Hugo von Hofmannsthals stykke ”Det gamle spil om enhver” op på Hollywood Bowl i Californien.
Samarbejdet med Walt Disney
Med sin kone, Ulla, valgte Kay Nielsen at blive i USA. Hans interesse for tegnefilm var vakt og han fik arbejde hos Walt Disney.
Ganske vist var arbejdsforholdene ikke hvad han var vant til. Kay Nielsen havde altid været en langsom tegner, omhyggelig og eftertænksom. Men i Walt Disneys tegnestuer mødte han tempo og samarbejdsformer som var fjernt fra hvad han var vant til. Han fandt det fascinerende og han mødte stor respekt for sin evner som kunstner og sin rigdom på fantasi.
Hvad der rent teknisk var ham vanskeligt var tegnefilmens behov for de mere forenklede og skarpere skårne figurer. Men han udarbejdede skitserne og andre tegnere skabte så det endelige resultat. Kay Nielsens store bedrift i samarbejdet med Walt Disney blev to sekvenser til tegnefilmen ”Fantasia”. En film som endnu i dag betragtes som noget af det fornemste der er skabt i tegnefilmens historie.
Filmen er en række meget forskellige animationer til kendte klassiske musikværker. For Kay Nielsen blev det filmens to sidste – Mussorgskys ”En nat på Bloksbjerg” og Schuberts ”Ave Maria” – den første dramatisk og voldsom og den sidste smuk med det lange optog af nonner der går med tændte lys gennem natten. Men med ”Fantasia” kan man sige at Kay Nielsens karriere sluttede.
På trods af sine talenter passede han ikke ind i den hastigt voksende og hastigt arbejdende industri Disneys tegnefilmstudier var blevet til. Det blev til nogle udkast til tegnefilmen ”Den lille havfrue” – som ganske vist først blev en realitet i biograferne et halvt århundrede senere.
I filmens rulletekster fik Kay Nielsen dog posthumt kreditering for sin del af arbejdet.
De følgende år gik det ægteparret Kay og Ulla Nielsen mindre godt. Flere gange flyttede de til Danmark for atter at vende tilbage til USA. I Danmark var der ingen der kunne finde anvendelse for hans arbejde. Vel mest fordi tiden for hans kunst var til ende, så bundet den netop var til en bestemt epoke. I USA blev det i de følgende år til nogle få dekorationsarbejder, men så var det også slut.
Snart var han glemt i Danmark og i USA. Ulla og Kay Nielsen endte deres dage som fattige mennesker – så fattige, at de måtte sælge ud af deres bohave og mange af de gode venner de havde i USA måtte træde til med de mest almindelige fornødenheder.
En junidag i 1957 døde Kay Nielsen. Han blev bisat fra First Congregational Church i Los Angeles. I et væld af blomster fra hans mange venner stod kisten under alteret. Det alter han ti år tidligere havde malet ud fra biblens 23. salme ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”.
-
Den ovenstående artikel om Kay Nielsen og hans illustrationer til 1001 nats eventyr udsendes af Forlaget Vandkunsten. Den må frit anvendes og citeres uden kildeangivelse.
Hent som PDF