Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Profetens kappe » Profetens kappe - introduktionsbladet » Also Sprach Zarathustra - endnu engang
Also Sprach Zarathustra - endnu engang
Af Mette Søltoft
Lige siden begyndelsen af 1900-tallet har videnskabsmænd forsket i hvorvidt den zarathustriske religion havde påvirket shia islam eller ej. Grundige studier har påvist, at mange af de shiitiske traditioner og forestillinger, som for eksempel Muta’ ægteskabet (hvor parret indgår en legal kontrakt om et tidsbegrænset ægteskab), Novrus, det iranske nytår og legenden om Husseins ægteskab med perserkongens datter, i bund og grund er inspireret af en zarathustrisk tankegang. Svaret er klart: Ja, zarathustrismen har påvirket shia-islam.
Det uklare opstår, når man overvejer spørgsmålet videnskabshistorisk. For kendsgerningen er, at shia-islamforskningen næsten udelukkende har beskæftiget sig med zarathustrismens indflydelse på shia-islam og altså har ladet alle mulige andre emner ligge hen. Jeg vil derfor tillade mig at benytte lejligheden til at undersøge, hvorfor det netop var dette spørgsmål, der blev så religionshistorisk presserende og hvilke historiske, politiske og ideologiske spørgsmål, der lå bag.
Zarathustrismen er blevet udforsket siden 1800-tallet og har efterladt en lang og stolt videnskabelig tradition. Interessen for zarathustrismen hænger sammen med romantikkens drømme om at finde tilbage til »folkets« rødder og sprogvidenskabens store landvindinger på dette tidspunkt. Sprogforskere havde nemlig fundet ud af, at et af de ældst bevarede indoeuropæiske skrifter var skrevet på avestisk, som var det sprog, man talte på Zarathustras tid. Unge europæiske videnskabsmænd kastede sig derfor over studiet med stor entusiasme, fordi de ville forstå deres egne indoeuropæiske, også kaldet »ariske«, rødder. Det er således ikke uden grund, at Zarathustrismen fik en stor plads i den europæiske Iran-forskning, for som den danske iranist Arthur Christensen (1875-1945) skrev; »Så finder vi i virkeligheden det gammel-ariske kulturmiljø afspejlet i den ældste del af Avesta, Zarathustriernes hellige skrift.«
Det er et ganske andet billede, der tegner sig, når det drejer sig om shia-islam-forskningen. Shia-islam har forskere kun undtagelsesvis beskæftiget sig med, og i religionshistorien er den nærmest blevet beskrevet som en lidt ligegyldig parentes imellem zarathustrisme på den ene side og så den moderne mands religion, ahaismen, på den anden side. Det er først rigtig efter den iranske revolution i 1979, at man fra vestlig side er begyndt at beskæftige sig med shia-islam som et selvstændigt forskningsfelt. Dette skyldes især de specifikke faggrænser, der forekom inden for den europæiske orientalisme i 1900-tallet. Forskningen i islam blev hovedsageligt varetaget af de særlige specialister, der hed islamologer, og de var af gode grunde uddannet i arabisk (semitisk) filologi, og derfor ikke i besiddelse af den sproglige kunnen, der skulle til for at læse de iranske shia-kilder. Omvendt besad iranisterne, der var uddannet i iransk filologi, ikke den islamiske/arabiske viden, som var nødvendig til egentlige islamstudier. Der var som følge heraf kun sjældent forskere, der formåede at favne både islamologien og iranistikken, og shia-islam kom til at ligge i en mærkelig uudforsket gråzone mellem disse to fag.
Når forskere så alligevel undtagelsesvis har beskæftiget sig med shiaislam, så er det, som nævnt, zarathustrismens indflydelse på shia-islam, der har vakt deres interesse. Og hvorfor så det?
En forklaring skal øjensynlig findes i det særlige syn, man havde på religion i begyndelsen af 1900-tallet. religionen blev betragtet som selve essensen af et folks spirituelle ånd og desto længere tilbage i tiden religionshistorikeren kunne følge en religiøs tradition, jo tættere var han, ifølge denne betragtning, på den oprindelige ånd, og jo større respekt stod der så selvfølgelig omkring hans forskningsresultater. Derfor har det uden tvivl været fortjenstfuldt i sig selv at kunne påvise de bagvedliggende zarathustriske traditioner i shia-islam.
En anden og mere ideologisk årsag til denne store interesse for de zarathustriske aner i shia-islam skal muligvis findes i det forhold, der opstod mellem den vestlige forskning og det iranske Pahlavi-styre i 1900-tallet.
Reza Shah Pahlavi kom til magten i 1926, og i de efterfølgende årtier opstod der et tæt samarbejde mellem de europæiske videnskabsmænd og de iranske Pahlavi-tro nationalister. De havde nemlig fået samme interesser. De europæiske forskere ledte, som nævnt, efter det ur-indoeuropæiske, og de iranske nationalister var ligeledes begyndt at søge efter det præ-islamiske, idet de mente, at skulle Iran have en fremtid, så var det nødvendigt, at iranerne indså, at islam, det være sig shia som sunna, grundlæggende var arabisk og dermed et fremmedelement i den iranske kultur. Mange intellektuelle iranere blev derfor optaget af at genoplive zarathustrismen, som snart kom til fremstå, både hos vestlige forskere og iranske nationalister, som den (ariske), oplyste modvægt til det (semitiske) islamiske.
Vestlige forskere, der tidligere havde anset arabernes invasion som iranernes historiske Waterloo, en begivenhed, hvor der ingen vej var tilbage, fordi alt arisk eller europæisk var forsvundet, begyndte nu at undersøge kontinuiteten i Irans ånds historie. »Det uforanderlige i folkeånden. Træk som man genkender til alle tider fra oldtid til nutid,« som Arthur Christensen skrev. Den iranske nationalhistorie og den europæiske »urnationalhistorie« flød derfor sammen i disse år, og det er forståeligt, at der i denne videnskabelige og nationalistiske atmosfære har været stor interesse for at bevise zarathustrismens indflydelse på shia-islam. Arthur Christensen skrev således: » ... bag Islams form levede zarathustriske, manikæiske, mazdakitiske tanker ... videre.« Det er øjensynlig også denne videnskabelige arv, der mange år senere fik Alessandro Bausani, en italiensk religionsforsker, der har haft utrolig stor indflydelse for senere generationer af forskere, til at søge efter »den sande iranske Islam«, der blandt andet skulle findes i den zarathustriske livsanskuelse.
Det var af den grund noget af en overraskelse, da de iranske islamister efter den islamiske revolution afsvor sig enhver forbindelse til den præislamiske arv. Dette skift fra at have glorificeret den præ-islamiske fortid til nu pludselig udelukkende at prise den islamiske tid, er kun det seneste udslag af de muligheder, der ligger i denne dilemmafyldte kulturarv. Og i dag stiller mange iranere sig spørgsmålet: »Er vi børn af Hussein, eller er vi børn af Kyros?« Hussein er shia-muslimernes store helt, og Kyros var zarathustrier og en af de store persiske oldtids konger. Et spørgsmål som har genlydt gennem det 20. århundreder, og som har skabt dybe ar i den iranske selvforståelse, fordi det er blevet et spørgsmål om enten – eller.
Litteratur:
Jes P. Asmussen: Islam, København 1981. Alessandro Bausani: Religion in Iran: From Zarathustra to Baha’ullah, New York 2000.
J.T.P. de Bruijn: Encyclopeadia of Islam. A Arthur Christensen: Religionernes Bøger, Bd. 1. København 1928-1930. Arthur Christensen: Kulturskitser fra Iran, København 1937. Bert G. Fragner: »Islamic-Iranian Studies and Studies Concerning iran in the Islamic Period in g erman-speaking Countries.« i Iranian Studies Vol. XX. Nr. 2-4. (1987). Maxime Rodinson: Europe and the Mystique of Islam, London 2002. Mohamad Tavakoli-Targhi: »Contested memories: Narrative Structures and Allegorical Meanings of Iran’s Pre-Islamic History« i Iranian Studies vol. XXIX. Nr. 1-2 (1996).
