Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Profetens kappe » Profetens kappe - introduktionsbladet » Ret og vrang. Iransk film bekender i stigende grad kulør

Ret og vrang. Iransk film bekender i stigende grad kulør

Af Kim Foss

De iranske filminstruktørers hang til systemkritik var allerede fuldt udfoldet før den islamiske revolution i 1979, men det var først midtvejs i 1980’erne, at den store omverden for alvor blev opmærksom på kvaliteterne af landets filmproduktion – med Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf som de store fyrtårne.

I løbet af 1990’erne hjembragte iranske film mere end 300 internationale filmpriser, overvejende til film, der omgik præstestyrets censorer ved at behandle politiske og sociale budskaber i allegorisk form, indledningsvis primært i børnefilm, hvor mere håndfaste synspunkter syntes nemmere at camouflere. (Den iranske børnefilms store succes skyldes ikke mindst det såkaldte »Institut for intellektuel udvikling af børn og unge« – i Iran kendt som Kanoon. Den tidligere Shah af Irans hustru, Farah Diba, grundlagde organisationen i 1969, og Abbas Kiarostami var leder af dens filmafdeling i tyve år, ti år før og ti år efter den iranske revolution.)

Den særlige iranske stil er ikke kun unik i den muslimske verden. Kritikere har sammenlignet med den italienske neorealisme, men intet andet sted har filminstruktørerne svøbt deres filmfortællinger i allegorier og symboler med så stor elegance.

Netop nu er man imidlertid i gang med et mindre generationsskifte i iransk film, og nutidens unge instruktører pakker ikke tingene ind. Poetiske pastoraler fra fjerntliggende landsbyer er veget for hårdtslående storbyskildringer med helt uhildede skildringer af narkotikamisbrug, prostitution og kriminalitet – uden at de filmiske kvaliteter af den grund er blevet hverken færre eller mindre.

Et eksempel er Asghar Farhadis »Beautiful City« (»Shahr-e Ziba«, 2004), der via en tøvende kærlighedshistorie giver et fascinerende indblik i det islamiske, iranske retssystem, hvor blodpenge stadig er gangbar mønt. En ung mand, Ala, løslades fra ungdomsfængslet for at tale sin dødsdømte cellekammerats sag. Vennen har myrdet sin kæreste. Nu er han fyldt 18 og står for at blive henrettet - med mindre offerets far tilgiver ham. Sammen med den dødsdømtes søster, Firouzeh, forsøger Ala med

alle gode midler at få faren til at omstøde dommen, men den bitre mand vil have sin retfærdige hævn. Problemet er blot, at han ikke har råd til den. Ifølge islamisk lov er

blodprisen for en kvindes liv kun det halve af en mands, så den ulykkelige far må betale differensen mellem sin datters liv og det, han nu vil tage. I stedet tilbyder Ala og Firouzeh at betale en kompensation for den døde datter, men heller ikke de har penge, og sagen kompliceres yderligere, da parret forsigtigt forelsker sig i hinanden.

»Beautiful City« er ikke kun bemærkelsesværdig fra et antropologisk synspunkt, men kan sagtens nydes alene for sine filmiske kvaliteter. Filmens juridiske afsæt udnyttes til en dreven gennemspilning af en hel håndfuld moralske problemstillinger, godt hjulpet på vej af et førsteklasses manuskript og skuespil af høj karat.

»Beautiful City« er langt fra den eneste nyere film, der demonstrerer, hvor anderledes loven håndhæves (og lader sig forhandle!) i det iranske. Hamid Rahmanians »Day Break« (»Dame Sobh«, 2005) udspilles i Teherans århundredegamle fængsel og handler om den drabsdømte Mansour, der skal henrettes, men hele tiden får eksekutionen udskudt, fordi hans offers familie ikke møder op og autoriserer dommen.

I Iran giver visse forbrydelser nemlig offerets familie en slags ejerskab over gerningsmanden, som de kan benåde, hvis det er det, de foretrækker. Hvis de ønsker, at den dømte skal lade livet for sin udåd, er de til gengæld nødt til at møde vedkommende forinden. Det undlader offerets slægtninge konsekvent at gøre i »Day Break«, hvor der udmåles ekstra straf til hovedpersonen, som ikke ved, om han er købt eller solgt.

Et andet emne, som optager de iranske filminstruktører er skilsmisse: ikke mindre end syv ud af 22 film vist på dette års Fajr-festival i Teheran havde skilsmisse som fællesnævner. Filmen »Divorce Iranian Style« (»Skilsmisse på iransk«, 1998) af Kim Longinotto og Ziba Mir-Hosseini står dog stadig som en klassiker. Her bringes vi med til familieretten i Teheran, hvor mænd og kvinder har hver deres indgang. Mændene skal aflevere eventuelle våben i skranken, mens kvinderne tvinges til at afføre sig al make-up. Efter disse indledende manøvrer oprulles tre sager, der gælder kvinder, som ønsker at få lagt deres respektive ægteskaber bag sig og få startet på et nyt liv.

Under iransk lov kan mænd til enhver tid lade sig skille fra deres hustruer, mens kvinder enten skal have mandens billigelse eller også kunne dokumentere, at deres ægteviede er impotent, sindssyg eller ude af stand til at brødføde sin familie (jvf. Abbas Kiarostamis »10«(2002), hvis kvindelige hovedpersonen har opnået skilsmisse ved at hævde, at

hendes gemal var narkoman). Disse regelsæt gør ikke livet nemt for selvstændigt tænkende iranske kvinder, men overvejende tager filmens medvirkende de mange forhindringsløb fra den værdige, hvis ikke ligefrem humoristiske side, ligesom den dømmende magt får lov til at vise et forbavsende humant ansigt, ikke mindst for et vesterlandsk publikum.

Umiddelbart synes loven ubøjelig, men de mennesker, som er underlagt den, kæmper ikke alene videre, men insisterer også på at udfordre stereotypierne og de fordomme, vi måtte have om den islamiske virkelighed. Præcis som den nye generation af iranske filmmagere.