Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Profetens kappe » Profetens kappe - introduktionsbladet » De ny generationers Iran

De ny generationers Iran

Af Farhad Khosrokhavar

I Iran er der sket en lang række forandringer efter den islamiske revolution i 1979. Befolkningen er steget fra 35 mio. til over 65 mio., forholdet mellem land og by er fuldstændig forandret på grund af vejkonstruktioner, der især blev gennemført under den lange krig mellem Iran og Irak (1980-1988), men også som følge af de kampagner, Korstoget for Konstruktion (jahad sazandegi), der efterfølgende er blevet til Ministeriet for korstoget for konstruktion, har gennemført. Antallet af studerende er vokset til næsten 2 millioner, og antallet af piger er steget væsentligt: de sidste fem

år har pigerne udgjort størstedelen af de personer, der gik op til statsuniversiteternes adgangsprøver. I landsbyerne er andelen af piger, som går i skole, meget høj (over 60%).

På kulturområdet har Iran også undergået dybe forandringer: i kunsten, især inden for film, litteratur, billedkunst og teater, men også inden for filosofi og islamisk teologi, er der sket en veritabel, men fredelig revolution. Kvinderne har spillet en væsentlig rolle.

De nye generationer, der er født efter den islamiske revolution, har mistet den revolutionære gejst og kræver større frihed i det politiske liv, men også i deres dagligliv: større åbenhed for at gøre det muligt for mænd og kvinder at have forhold inden ægteskabet, mulighed for selv at vælge sin mand og hustru, vilje til at løsrive sig fra familien. De mange unge kvinder, som går videre på universitetet sætter kort sagt spørgsmålstegn ved arrangerede ægteskaber og den patriarkalske familie. Den radikale islam fortryller ikke længere, og det mærkes i civilsamfundet.

Da Khatami i 1997 blev valgt til republikkens præsident startede en periode med eskedne reformer. Antallet af aviser er steget, muligheden for at kritisere magten er vokset, og nye intellektuelle har krævet en revision af den politiske islam for at åbne nye perspektiver for religionen i et pluralistisk samfund. Intellektuelle som Soroush, Shabestari, Eshkavari, Kadivar (de tre sidstnævnte er præsteuddannet) og en lang række andre sekulære intellektuelle har forsøgt at forene islam med demokratisk pluralisme.

Mange er sat i fængsel for deres dissidentholdninger. Kvinder har taget del i kampen for ligestilling og demokrati, bl.a. Shirin Ebadi, modtager af Nobels fredspris i 2004, og Mehrangiz Kar, begge feminister og jurister, der forsvarer kvinders og børns rettigheder. Khatamis præsidentperiode fra 1997 til 2005 var et nederlag for den politiske åbenhed. På det kulturelle plan satte den dog spørgsmålstegn ved den teokratiske magts rigiditet og åbnede nogle muligheder for at kritisere præsternes magt,

som ikke eksisterede tidligere. Den iranske diaspora i Vesten (ca. 3 mio. personer) har også spillet en rolle for den større åbenhed i det iranske kulturliv. Mange medlemmer af denne diaspora tager til Iran og spreder nye ideer. Internettet, parabol-tv og nye medier har gjort det umuligt at opretholde den kulturelle og sociale lukkethed, som de religiøse konservative forsvarede.

Hvis det iranske samfund de sidste 20 år har udviklet sig socialt og kulturelt, er det politiske systems lukkethed en selvfølge, som den otte år lange reformperiode (1997-2005) ikke har ændret ved. I dag er Iran ganske vist ikke et diktatur, men et teokratisk oligarki, som styres af Lederen, der fungerer som Velayat faqih (den islamiske retslærdes regeringsmagt). Parlamentet vælges ved almindelig valgret, men inden kandidaterne stiller op, skal de godkendes af Vogternes Råd (Showraye negahban), som består af ikke-valgte medlemmer, og som systematisk underkender de personer, der er uønskede af regimet. Magten ligger ikke i hænderne på en enkelt person, men Lederen får stadig større betydning, og hans magt breder sig til flere og flere områder.

Et problem, som gør det meget vanskeligt at finde en politisk løsning på den aktuelle lukkethed, er en dyb splittelse mellem to grupper i det iranske samfund: en konservativ del, som udgør ca. 15% af den iranske befolkning, og den gruppe, man kunne kalde partisaner for Irans åbenhed over for moderniteten, som udgør det store flertal af den iranske ungdom. Problemet er, at de 15% konservative er meget bedre organiseret og forbundet, både økonomisk (bazaren) og socialt (de konservative præster), end de andre, som hverken har nogen organisation eller enhed. De iranske konservative støtter sig til denne del af befolkningen for at sætte sig igennem over for resten af befolkningen.

Størstedelen af den ny ungdom, hvoraf en stor del har gået i skole og på universiteter, kan ikke få faste ansættelser og er derfor henvist til arbejdsløshed. Den iranske konomi befinder sig i en situation, hvor der ikke investeres nok i produktionen til at skabe arbejdspladser til de 800.000 unge, som hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet. For at skabe tilstrækkeligt mange nye arbejdspladser, skal udenlandske investeringer og knowhow (især fra Vesten) kunne bevæge sig frit. Men gældende love og Irans internationale situation forhindrer en tilstrækkelig økonomisk dynamik.

Iran er så at sige et samfund, der forener flere modstridende træk. På den ene side er der de sidste 20 år på trods af den islamiske revolution sket en intens modernisering af uddannelse, fritid og en åbenhed over for den ydre verden. Men på den anden side er der ikke parallelt med disse sociale og kulturelle forandringer sket en politisk modernisering. Den politiske sfæres lukkethed og en stor del af det iranske samfunds længsel efter modernitet skaber en dyb frustration i de store byer, især blandt de

unge, som forventer en økonomisk modernisering samt politiske og sociale forandringer. Disse forventninger skuffes af den dominerende elite, som nægter at gennemføre en gradvis åbning af det politiske felt.