von Haven og Michaëlis — et lykkeligt valg?

I Thorkild Hansens berømte roman om Det lykkelige Arabien uddeles der stereotype roller til hver af deltagerne i den store ekspedition til Arabien fra 1761-1767. Mens Carsten Niebuhr er helten, spiller filologen Frederik Christian von Haven entydigt rollen både som ekspeditionens skurk og som dens bajads. Han beskrives som inkompetent, og hans mange fejltagelser kulminerer med det manglende dokument, som skulle have givet ekspeditionen adgang til det berømte Sinaikloster og dets legendariske bibliotek. Nu blev det i stedet en senere tysk teolog, Tischendorff, der i 1844 som den første kunne besøge klosterbiblioteket, som han oven i købet berøvede for visse af dets vigtigste klenodier som det berømte Codex Sinaiticus, et af de mest værdifulde komplette græske bibelmanuskripter, der har overlevet fra oldtiden. Efter sigende er ingen vesteuropæisk bibelforsker siden blevet lukket ind i biblioteket.

Planlæggerne af ekspeditionen havde vist stor kompetence i alt hvad der vedrørte ekspeditionen, og man havde henvendt sig til tidens førende ekspert inden for naturvidenskaberne, svenskeren Carl von Linné, som med stor beredvillighed lod sin assistent, Peter Forskål, deltage i ekspeditionen. Når man traf et sådan kompetent valg inden for naturvidenskaberne, er det så tænkeligt, at man skulle have handlet helt dilettantisk i valget af filologen, som skulle deltage i ekspeditionen?

Det er ikke tænkeligt, og det var langtfra tilfældet. Med henblik på at rådføre sig med den bedst mulige ekspertise inden for udforskningen af Mellemøsten måtte man i datiden gå til teologerne ved de protestantiske fakulteter i Nordeuropa. Selvstændige orientalistiske videnskaber eksisterede endnu ikke. Orientalistiske studier foregik i hovedsagen inden for rammerne af den del af teologien, som beskæftiger sig med Det Gamle Testamente. Det vil – i hvert fald indtil nutiden – i en protestantisk sammenhæng altid indebære, at de gammeltestamentlige beretninger blev studeret på originalsproget, hebraisk eller aramæisk, to nærtbeslægtede semitiske sprog. De virkelig lærde kunne desuden undertiden også syrisk, en sen udgave af oldtidens aramæiske, den syriske bibels sprog. Så når Holberg siger, at det mesopotamiske sprog er vanskeligt at forstå, mener han naturligvis syrisk og ikke akkadisk (babylonsk), som man først kunne tyde små hundrede år efter hans død.

Bibelvidenskaben, herunder den gammeltestamentlige videnskab, der i det 18. århundrede ikke længere i samme grad som før kontrolleredes af de kirkelige myndigheder, havde siden reformationen udviklet sig i retning af mere og mere udogmatiske læsninger af de hellige skrifter. Det reformatoriske princip om, at intet i teologien står over skriften, havde ført til en liberalisering af bibelvidenskaben, som var hidtil uhørt og endnu frem til midten af de 20. århundrede helt ukendt inden for kristendommens andre hovedretninger, de katolske og ortodokse kirker. Den gammeltestamentlige videnskab var på det tidspunkt, hvor Arabienekspeditionen planlagdes, inde i en afgørende fase, idet to hovedtendenser begyndte at gøre sig gældende, som endnu i dag deler fagets forskere i to hovedgrupper. På den ene side voksede i løbet af det 17. og især 18. århundrede bibelkritikken frem. Den førte efterhånden til meget dristige hypoteser om Bibelens oprindelse og til forslag om at datere samlingen af de gammeltestamentlige skrifter så sent som til den hellenistiske tidsalder – endnu ved indledningen til det 21. århundrede et heftigt diskuteret spørgsmål mellem teologerne. Man diskuterede antallet af kilder i Bibelen og havde påbegyndt processen, der skulle føre til påvisningen af tilstedeværelsen af flere kilder i Mosebøgerne, en tese der forelå fuldt udviklet hen imod slutningen af det 19. århundrede. Man blev dygtigere og dygtigere til at isolere uoverensstemmelser inden for de gammeltestamentlige skrifter og man begyndte at begrunde sådanne uoverensstemmelser med tilstedeværelsen af flere forfatterhænder. Samtidigt begyndte man at stille kritiske spørgsmål til forfatterskaberne til de gammeltestamentlige skrifter. Ikke mindst Moses’ rolle som forfatter til de fem Mosebøger kom i de efterfølgende årtier til at stå i centrum af forskningen. Denne forskningsretning skulle i løbet af det efterfølgende århundrede opnå en næsten helt dominerende position ved de protestantiske teologiske fakulteter og førte som sit kendteste resultat til fremsættelsen af den såkaldte ”firkildehypotese”. Ifølge denne hypotese er Mosebøgerne sammensat af fire oprindeligt selvstændige kildeskrifter, som en redaktør har klippet sammen til de nuværende Mosebøger.

Johann David Michaëlis 1717-1791

På den anden side voksede i Oplysningstiden en interesse frem for at se Bibelen og især Det Gamle Testamente i dens nærorientalske sammenhæng. Det vil sige, at de europæiske forskere i løbet af Oplysningstiden blev mere og mere interesseret i at indsamle nøjagtig viden om Den Nære Orient, ikke så meget for Orientens egen skyld, men på grund af den nye viden om Bibelen, som man mente, at sådanne studier ville tilvejebringe. Denne gren af den gammeltestamentlige forskning blev fra starten mødt med store forventninger. Den havde ikke vanskeligt ved at vinde tilhængere, fordi dens repræsentanter blandt forskerne som oftest havde langt mindre lyst til at beskæftige sig kritisk med den gammeltestamentlige tekst, end det var tilfældet med de egentlige kritiske forskere. De arbejdede med ydre forhold, der nok var relevante for læsningen af de bibelske tekster, men ikke vedrørte selve indholdet af teksterne. Repræsentanterne for denne forskningsretning har derfor ofte i teologisk henseende været betydeligt mere konservative end deres kolleger inden for tekstvidenskaben.

Denne orientering inden for forskningen havde dog forholdsvis trange kår op gennem det 19. århundrede, hvilket havde at gøre med den umådelige uvidenhed, der herskede i Europa om nærorientalske forhold. Man vidste simpelthen ikke nok til for alvor at kunne komme nogen vegne med disse studier i det gamle Israels omverden. Ekspeditionerne, der gennemførtes i løbet af 1700-tallet, fra Frederik Ludvig Nordens Nilekspedition i 1737-1738, over den store danske Arabienekspedition til Napoleons felttog til Egypten 1798-1801 med dets store følgeskab af franske lærde, der skulle kortlægge Egyptens antikviteter vidner alle om den nyvundne interesse for Den Nære Orient, som forstærkedes i løbet af det 19. århundrede, samtidigt med at de nærorientalske videnskaber som egyptologi og assyriologi efterhånden vandt deres selvstændighed fra teologien, en udvikling som der ofte stod teologer bag, i Danmark den ”lærde præst” Friedrich Münter, Sjællands biskop, hvis betydning for dansk orientalistik ikke kan overvurderes.

I det 20. århundrede har denne forskning været i stadig vækst, og den fysiske udforskning af Orienten, det vil ikke mindst sige bibelarkæologien i Palæstina – efter 1948 især i Israel – efterhånden havde produceret en umådeligt mængde af information, som for en stor dels vedkommende skønnes at være af direkte relevans for bibelforståelsen.

Da planlæggerne af Arabienekspeditionen stod over for at skulle vælge ekspeditionens deltagerkreds, gjorde de set med datidens øjne det eneste rigtige, idet ekspeditionens initiativtager, den tyske professor Johann David Michaëlis, blev hovedrådgiveren for ekspeditionens statslige sponsorer. Michaëlis (1717-1791), der siden 1745 virkede som professor ved universitetet i Göttingen ved et af datidens absolut vigtigste teologiske fakulteter, tilhørte inden for udforskningen af Det Gamle Testamente den del, der mest interesserede sig for de bibelske institutioner og deres forankring i den gamle nærorientalske verden. Hans omfattende forfatterskab bærer med hensyn til emner udpræget vidnesbyrd herom, og inden for denne retning var han i et protestantisk miljø nærmest enerådende; men han bevægede sig til gengæld ikke ind i de minefelter, som den kritiske bibelforskning var ved at lægge ud.

Takket være Michaëlis’ interesse for de bibelske ”antikviteter”, hvilket nok er den mest korrekte betegnelse for hans forskningsfelt, havde han i Göttingen samlet al den viden, der overhovedet var tilgængelig om Den Nære Orient, men ud fra sin universitetstradition måtte denne viden bearbejdes med inddragelse af originalkilderne – på originalsprogene, og det ville i de flestes tilfælde sige kilder, der var affattet på arabisk. Af denne grund værdsattes det arabiske sprog i de akademiske kredse omkring Michaëlis, og det var bestemt ikke usædvanligt, at hans elever havde et endda godt kendskab til det arabisk sprog, som værdsattes i denne kreds af oplysningsmænd for sin klarhed og stringens og i hvert fald i Göttingen bød en endnu højere prestige end det meget mere kaotiske hebraiske. Michaëlis så derfor den danske stats interesse for finansieringen af en videnskabelig ekspedition til Arabien som en kærkommen mulighed for at udvide den daværende viden om Bibelens baggrund i den orientalske verden, og han havde efter sin bedste mening de rigtige mænd at sende med ekspeditionen, herunder filologen von Haven, men også Peter Forskål såvel som Carsten Niebuhr kunne få anbefalinger med fra Michaëlis. De havde begge været på studieophold hos ham.

Michaëlis fremlagde selv sine forventninger og krav til ekspeditionens deltagere i et brev fra 1756 til Grev Bernstorff.[1] Ekspeditionens hoveddeltager skal have et godt kendskab til arabisk, kendskab til botanik og til fossiler, udstrakt kendskab til den gammeltestamentlige forskning. Han skal være velbevandret inden for matematikken, og ekspeditionens hovedformål er: ”at gøre europæerne mere bekendte med Det lykkelige Arabiens planter og fossiler, især med dem, hvis navne forekommer i Bibelen…”, det vil sige at studere arabisk sæd og skik som reflekterer antik jødisk sæd og skik. Derefter følger mere pragmatiske formål som at studere Arabiens geografi.

Den teologiske baggrund for rejsen er evident. Sin primære begrundelse finder ekspeditionen i datidens udvidede horisont for bibelstudier, især for de bibelske institutioners historie. Endnu i midten af 1700-tallet befinder teologien sig i centrum og ekspeditionens formål rettes ind herefter. Hvad hverken Bernstorff eller Michaëlis kunne vide var, at denne centrale stilling for teologien var under nedbrydning, om end vi skal helt frem til Charles Darwin og resultaterne af hans ekspedition fra 1831-1835, før vi for alvor ser teologien tvunget i en forsvarsposition, som den aldrig siden har kunnet forlade.

---