Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Min Sundheds Forliis. Frederik Christian von Havens rejsejournal fra Den arabiske Rejse 1760-1763 » Min Sundheds Forliis - introduktionsbladet » Den orientalske sættekasse

Den orientalske sættekasse

Af Anne Haslund Hansen

F.C. von Havens besøg hos europæiske samlere

På rejsen mod Middelhavet og havnebyen Marseille opholdt von Haven sig nogle dage i Paris. I den franske hovedstad fandtes et utal af seværdigheder, og det blev til besøg i både kirker, operaer og vajsenhus. En anden vigtig attraktion var byens samlere, hos hvem von Haven kunne beundre alt fra naturalier og bøger til kunstværker. Om en af disse samlere, grevinde Christine Sophie, hustru til den kongelige danske gesandt, Wedel Friis, skriver han:

Hun samlede paa et Naturalien-Cabinet, og vilde gierne see det forøget ved leylighed af vor orientalske Reyse. Ieg forestillede hende, at endskiöndt Naturalhistorien ikke var min Application paa denne Reyse, saa vilde ieg dog committere til mine reyse compagnons, hvis apartement det var, ogsaa at samle en deel rare Stykker til hendes Cabinet.

Mens von Haven studerede de små træskabe med sirligt ordnede stenprøver, muslingeskaller, koraler og sommerfugle, alle nøje markeret med deres geografiske oprindelse og latinske navne, øjnede grevinden nye muligheder i sin landsmands besøg. von Havens forestående rejse til Arabien var ensbetydende med en rejse ud i ukendt, og dermed uindsamlet land. Rødehavet og Jemens kyster bød på dyrearter ingen endnu havde set og navngivet, og som kunne udbygge enhver naturaliesamlers drøm om den komplette samling. Drivkraften bag ekspeditionen var den selv samme, dog med den bibelhistoriske forskning som reference og fikspunkt.

Også i Lyon, Marseille og på Malta besøgte von Haven med interesse private samlinger. Kommissær Deutilles fra Marseille havde især mange muslingeskaller, men også i et Buur en tam rød Muus, mens Abbed Barbaro på Malta havde både naturalier, medaljer og bøger.

Besøgene havde social karakter og var en naturlig del af tidens lærde og dannede miljøer. For von Haven og hans medrejsende var disse samlinger og biblioteker oplagte muligheder for at orientere sig og få ny faglig viden.

Ankomsten til Konstantinopel i juli 1761 markerede et kulturelt skel for ekspeditionen. De var nu under osmannisk herredømme og både det religiøse og sociale liv havde andre og uvante former. Dog fandtes der i byen er stor enklave af europæere, særligt handelsfolk og diplomater, og blandt disse gør von Haven flere interessante bekendtskaber. Om den tidligere franske tolk, Le Grand, hedder det: Hans lidet Bibliotheque vilde være en ornament i det beste Europæiske, hvor man endnu fattes Orientalske Manuscripter, og tilsvarende fortæller von Haven om den engelske doktor Mackenzie: Han havde et større Bibliotheque af Medicinske Skrifter og Europæiske bøger, end mangen en Doctor Medicinæ, som findes midt i Europa. I begge tilfælde er det sammenligningen med Europa der trænger sig på, og von Haven er åbenlyst både begejstret og overrasket over at finde sådanne ”lommer” af europæisk lærdom midt i den ellers så orientalske by.

I både Alexandria og Kairo møder ekspeditionen flere europæere som kan fremvise ægyptiske oldsager, men ingen af byerne kan tilsyneladende opvise egentlige systematiske samlere. Hos den aleksandrinske patriark ser von Haven et videnskabeligt bibliotek, men entusiasmen er begrænset. Ieg besaae det Bibliotheque, som er i hans Residenz og tilhører Patriarchatet. Det var indsluttet i tillukte Skabe i en Stue; og var ikke større end at Titlerne paa de indeholdende bøger stod skrevne paa et stykke Papiir, som var anslaget uden paa dørene paa hvert Skab. Ieg forlangte at see en Bog, som med nød fandtes bag ved alle de andre i Skabet; og som, da den blev draget frem, var fuld oven paa af Muselorte; ikke at tale om Støv og spindelvæv, som fandtes over alt... Manuscripterne vare saa rare at ieg for den gang ikke kunde finde dem. Ironien og foragten har her fået overtaget, og med denne skuffelse ender von Havens ellers så trofaste søgen efter den europæiske lærdom. Ikke fordi han opgiver, men fordi der ikke er mere at opsøge. Foruden biblioteket i Sankt Katharinaklostret på Sinai, som von Haven ulykkeligvis aldrig får adgang til, rummede resten af rejseruten ikke et eneste bibliotek eller naturaliekabinet.

Rejsen fra Suez og til Mokka i Jemen stod alene i indsamlingens tegn, og ved Rødehavets kyster brugte alle ekspeditionens medlemmer, selv den svenske oppasser Lars Berggren dagevis på at indsamle egne samlinger af konkylier.

Den 18.december: Gik i Land, og samlede Musklinger. en hoben. Den danske grevinde i Paris fik aldrig sine muslinger, men måske var hun i von Havens tanker, alt imens han soppede barfodet rundt efter nye og ukendte skaller til Linnés system.