Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 1001 Nats Eventyr. En indføring » 1001 nat - introduktionsbladet » En bog indeholdende tusinde nætters historie

En bog indeholdende tusinde nætters historie

Af Svend Søndergaard

Det ældste arabiske manuskript vi har af 1001 nat er det, som Antoine Galland benyttede til sin epokegørende oversættelse og bearbejdning, der udkom fra 1704 til 1717. Det stammede fra Syrien og var i tre bind, som dog kun indeholdt de første 282 nætter. Der er i dag bred enighed om, at manuskriptet stammer fra sidste halvdel af 1400-tallet. Det ligger i Bibliothèque Nationale i Paris og blev i 1984 udgivet af Harvard-professoren Muhsin Mahdi i en forbilledlig tekstkritisk udgave med oplysninger om varianter fra senere manuskripter. Herved repræsenterer Mahdis udgave et stort skridt fremad i forhold til de gamle trykte udgaver fra 1800-tallet, som var rettet til sprogligt, så at de fulgte den arabiske grammatiks regler og holdt sig til det dannede litteratursprogs stil.

Med Mahdis udgave har vi nu adgang til et pålideligt og mere autentisk tekstgrundlag, som allerede har givet anledning til oversættelser til engelsk, tysk og hollandsk. En dansk oversættelse er under forberedelse. Som den tyske oversætter, Claudia Ott, bemærker i sit Nachwort: ”Ikke blot dets oprindelighed udmærker Galland-håndskriftet. Fortællingerne virker også mere levende og smukkere formuleret i det end i andre udgaver”.

I 1949 udgav Nabia Abbott en artikel om et enestående fund i Egypten af to papirblade, som oprindelig havde været titelblad til en bog med navnet Kitâb fîhî hadîth alf layla (En bog indeholdende tusind nætters historier). Af forskellige notitser på de to blade fremgår det, at bogen har eksisteret i oktober 879 e. Kr. Der kan ikke herske tvivl om, at det drejer sig om 1001 nat, og det er første gang, bogen dukker op i historien. Som Heinz Grotzfeld, en førende forsker i 1001 nat, bemærker, så er det interessant, at den har været kendt i Egypten, som på den tid lå i periferien af kalifatet, og endvidere at den var skrevet på papir og ikke det billigere papyrus. Det tyder på, at bogen har været udbredt og anset.

Første gang vi hører nærmere om 1001 nats indhold er i den egyptiske historiker al-Mas'udis Murûdj al-dhahab fra første halvdel af det 10. årh. Her nævner han den som en af en gruppe bøger, der indeholder spændende historier, ”kommet til os fra persiske, indiske og græske (rûmî, dvs. byzantinske) bøger og oversatte for os. Det vi har nævnt, ligner bogen Hazâr afsânah – den nøjagtige oversættelse (af denne bogtitel) fra persisk til arabisk ville være Alf khurâfa (Tusind eventyr), men folk kalder denne bog Alf layla (Tusind nætter); det er historien om kongen, om veziren og hans datter og dennes tjenerinde, og det er Shîrzâd og Dînâzâd...”.

Det er tydeligt, at vi her har at gøre med en samling af fortællinger med samme struktur som den,

vi kender fra de senere samlinger: En rammehistorie med den kloge Shirazad (Shahrazadeh), der redder sit liv ved at fortælle historier gennem tusind nætter for sin gemal, kongen. Forbindelsen til det persiske passer fint ind i det billede, forskere har dannet sig af 1001 nats tidlige form og videre udvikling. Man kan ud fra papirfragmentet fra 879 forestille sig, bogen allerede ved midten af 9. årh. har været kendt i Bagdad, netop på en tid da hovedstaden havde sin kulturelle blomstring, og hvor mange fremmede litteraturværker blev oversat til arabisk, heraf en hel del af underholdende og belærende art fra det middelpersiske pehlevi. Dele af den litteratur har rødder i Indiens store skat af myter og fortællinger, og man har da også påvist indiske elementer i 1001 nats rammehistorie, ligesom hele konceptet med en fortællecyklus indfattet i en rammefortælling kendes fra indiske samlinger.

Næste gang bogen omtales er i boghandleren fra Bagdad Ibn al-Nadîms al-Fihrist (katalog) fra 987, en oversigt over samtlige arabiske bøger, der på hans tid var i handelen. Han fortæller: "De første der samlede eventyr og gjorde bøger deraf og lagde dem i biblioteker ... var perserne ... så tog dette til og udbredte sig i sassanidekongernes tid, og araberne oversatte dem til arabisk, og de sproglærde tog sig af dem, rettede dem til og forskønnede dem, og forfattede lignende i den genre. Den første bog, der blev gjort i denne genre, var Hazâr Afsân, og det betyder Tusind eventyr. Grunden til det var, at en konge blandt deres konger, når han havde giftet sig med en kvinde og tilbragt en nat med hende, plejede han at dræbe hende morgenen efter. Så giftede han sig med en pige af kongeslægt, begavet med fornuft og viden, ved navn Shahrazâd. Da hun var sammen med ham begyndte hun at fortælle eventyr, og ved nattens ende var fortællingen kommet så vidt, at det førte kongen til at lade hende leve, og han bad hende om slutningen af historien den næste nat. Lige til der var gået 100 nætter for hende, mens han havde ligget med hende og de havde fået en søn, som hun viste ham. Hun forklarede ham sin list mod ham, og han beundrede hendes klogskab, følte kærlighed til hende og lod hende leve. Kongen havde en husholderske ved navn Dînârzâd, som var hendes medvider."

Iøvrigt bemærker Ibn al-Nadîm, at han har set bogen Hazâr Afsân i sin helhed flere gange, at værket indeholder tusind nætter, men færre end to hundrede historier, og at den i virkeligheden er en værdiløs bog med dumme historier. Det skinner altså tydeligt igennem, at bogen ikke hørte til tidens litterære kanon, hvor poesi og kunstfærdig blomstrende og belærende prosa (adab) havde højeste rang. Nok er eventyrsamlingen taget under kærlig behandling af formskærerlauget og blevet til en bog, men den lugter alligevel stadig lidt af sin ydmyge oprindelse i folkelig fortællekunst. Den lærde boghandler kan tydeligvis ikke anbefale den til sine pænere kunder, men indrømmer dog ærligt at have været nødt til at interessere sig for den! Kun sjældent bliver den omtalt i senere arabisk litteratur, men den lever sit liv og får stadig tilvækst af nye historier. Efter de første par hundrede år i Bagdad kom ny tilvækst fra Egypten, bl.a. fortællinger om gavtyve og kriminelle, som ofte foregår i et genkendeligt Kairomiljø. Først i løbet af det 16. årh. formoder man, at der findes en nogenlunde fast tradition i Kairo for, hvilke historier 1001 nat omfatter.

Hvornår og hvor der foreligger en første version med et fuldstændigt repertoire af 1001 nætter, ved vi ikke. Men i en notitsbog fundet i Kairo-genizaen (et synagogearkiv) fra 1150 omtales et udlån af en bog ved navn 1001 nat. Selve bogen var der desværre ikke. Det nye navn kan have noget at gøre med en religiøs ydmyghed: et rundt tal som 1000 hører Gud til, et menneskeværk bør nøjes med et ulige tal. Nu hedder bogen altså for al fremtid Alf layla wa-layla. Meget tyder på, at der allerede før Galland-håndskriftet fra 1400-tallet har foreligget flere versioner. Det faktum, at bogen ikke havde nogen navngivet forfatter eller samler (til forskel fra H.C. Andersen og brødrene Grimm), og iøvrigt ikke hørte til dannede menneskers læsestof, udsatte den for skiftende fortælleres og afskriveres luner.

Med Galland og med den succes i Europa, som hans oversættelse nød, opstod der i det 18. årh. en trang til at komme i besiddelse af hele håndskrifter. Mangen en konsul i Kairo og Damaskus fik forespørgsel fra arabiskkyndige lærde i Europa om at skaffe et sådant. Og det lykkedes enkelte gange, i visse tilfælde ved at en afskriver prompte leverede en version, han selv havde komponeret eller udfyldt med historier han havde hørt. De 14 håndskrifter, der idag befinder sig i europæiske biblioteker er ret forskellige, og kun et par stykker er nogenlunde fuldstændige.

Tekstudgaver

I det 19. årh. kom de første trykte udgaver af 1001 nat. I 1814-18 udkom i Indien, understøttet af College of Fort William for Oriental Languages, en tobinds udgave af et manuskript, der kun indeholdt 281 nætter, som blev suppleret med bl.a Sindbad Søfareren. Det er den såkaldte Calcutta I udgave. Breslau udgaven fra 1824-43 i 12 bind, udgivet af Maximilian Habicht (de første 8 bind) og derefter af Heinrich Leberecht Fleischer, indeholder Gallands tekst, suppleret med tekster med et par tekster af Michel Sabbâgh og dom Chavis, to arabere der var kaldt til Frankrig for at arbejde sammen med franske arabister i 18. årh. En del af indholdet havde de dog selv fabrikeret (f.eks. Aladdin). Der indgik også et såkaldt "Tunis"manuskript, som har vist sig at være et falskneri af Habichts assistent Mordecai ibn al-Nadjdjâr.

I 1835 udkom i Kairo den såkaldte Bûlâq I udgave i to bind, benævnt efter det egyptiske statstrykkeri i Kairoforstaden Bûlâq. Den repræsenterer standardversionen af en gruppe egyptiske 1001 nat manuskripter fra 17. og 18. årh., der omtales som Zotenbergs egyptiske recension (ZER) efter den lærde Zotenberg, som havde udforsket disse manuskripter. Bûlâq I tjente som forlæg for den kendte engelske arabist E.W. Lane's oversættelse fra 1839. Udgaven blev flere gange genoptrykt, også i mange folkelige firebinds billigudgaver, solgt på gaden i Kairo for en slik. Disse dog noget forkortede.

Endelig er der den anden Calcutta udgave (Calcutta II) som blev udgivet af Macnaghten i 1839-

42 i fire bind. Denne udgave indeholder materiale fra et Kairo-manuskript, fra Calcutta I og Breslau-udgaven. I alt væsentligt stemmer den i omfang og historiernes rækkefølge overens med Bûlâq I. Den blev benyttet som forlæg af Richard Burton (1885)for hans levende men noget excentriske engelske oversættelse, som han desuden udfyldte med flere supplementsbind, bl.a. hentet fra Wortley-Montague-håndskriftet, der indeholder meget særstof i forhold til de gængse versioner. Calcutta II blev også lagt til grund for Enno Littmanns solide og pålidelige tyske oversættelse (1921-28). Som et eksempel på senere trykte udgaver kan nævnes en i fire bind fra 1880-83, lithograferet (og altså håndskrevet) og trykt i Bombay, som jeg erhvervede på en bogauktion i min studietid. I efterordet siges det om udgaven: "Den er konfereret med tre ægte udgaver (nusakh sahîha) såsom den trykte i Calcutta og den trykte i Egypten og et håndskrift fra gammel tid". Ikke særlig præcist, men det siger lidt om, hvordan man arbejdede med at flikke teksterne sammen.

I Beirut udkom i 1888-90 på det katolske trykkeri en "renset og korrigeret" udgave ved jesuiten Antûn Sâlihânî. Renselsen omfatter især de erotiske passager. Disse har jo også i mange oversættelser været et problem. Enten har man som Galland, Lane og til en vis grad Østrup udrenset dem, eller som Burton og ikke mindst Mardrus (1904) smurt ekstra på og derved fået 1001 nat til at fremstå som et væsentlig erotisk værk. Det er lidt ærgerligt, at netop Mardrus' i Falbe-Hansens (og Mogens Boisens) oversættelse fra det franske er blevet den mest udbredte danske tilgang til 1001 nat. Ikke mindst i betragtning af, at vi faktisk har en solid dansk oversættelse fra arabisk, nemlig Johannes Østrups. Der er behov for en ny direkte oversættelse fra arabisk.

Med disse trykte udgaver, først og fremmest Bûlâq I og Calcutta II, var der på det nærmeste skabt en kanonisk arabisk tekst, og dermed har de forskellige fortællestrømme, som udgør komplekset 1001 nat, fundet deres endelige leje. Oversættere kan nu udnytte det rige stof, vælge og vrage, supplere, hvor det er ønskeligt. Selv om Aladdin og Ali Baba har tvivlsomt tekstgrundlag, bør de naturligvis ikke mangle.