Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » 1001 Nats Eventyr. En indføring » 1001 nat - introduktionsbladet » Oversættelse og kulturmøde

Oversættelse og kulturmøde

Af Peter Madsen

"Den tilbørlige Skamfuldhed forbyder mig her, at anføre alt hvad som tildrog sig iblandt disse Fruentimmer og deres Morianer”. Sådanne formuleringer finder man i den første danske udgave af 1001 nats eventyr fra 1745 (korrigeret 1757). Den danske oversætter, som er anonym, har overtaget
formuleringen fra franskmanden Antoine Galland, hvis version – øjensynligt via en tysk oversættelse - ligger til grund for den danske udgave. Han bragte i årene 1704-15 som den første en oversættelse af det arabiske materiale frem på et europæisk sprog og indledte dermed den hastigt voksende dyrkelse af 1001 nat. Galland byggede i første omgang på et arabisk manuskript, der den dag i dag betragtes som det bedste.

”Der er – skriver han i sit forord om principperne for oversættelsen - lagt vægt på at bevare deres [dvs. ’orientalernes’] karakterer, ikke at fjerne sig fra deres udtryksmåder og deres følelser, og der er ikke sket afvigelser fra teksten andet end, når sømmeligheden [la bienséance] ikke har tilladt at holde sig til den.” Her er eksempelvis en formulering i manuskriptet: ”Så lagde hun sig på ryggen, spredte benene og sagde: ”Foren jer med mig, og tilfredsstil min lyst.”” Det bliver hos Galland (i det attende århundredes danske sprogdragt) til, at ”hun uden Undseelse gjorde dem et merkelig Forslag”. En af de mest berømte, erotisk ladede scener – i fortællingen om lastdrageren og de tre damer i Bagdad - sammenfattes ganske kort sådan: ”Jomfruerne havde lyst til at drikke Drageren fuld, under det Skin at drikke deres Skaal. Ingen lystig og skæmtsom Tale blev sparet”.

Der er således hos Galland og dermed i den danske udgave tale om en oversættelse ikke alene fra sprog til sprog, men også fra kultur til kultur. Denne oversættelse indebærer ikke blot en vis tilbageholdenhed over for de erotiske sider af, ”hvad som tildrog sig” i den arabiske tekst. Der er også tale om formidling af det bredere orientalske kulturmiljø, som er præget af Gallands og hans læseres kultur. Et slående træk er, at franskmanden for at give indtryk af pragt forsyner bygninger, der i teksten – og i virkeligheden – har et ganske prunkløst ydre, med marmorsøjler og således blander franske bygningsnormer sammen med arabisk byggeskik. Det lykkes også Galland at forsyne de arabiske haver, der har associationer til paradis, med mindelser om fransk havekunst, hvor der kan promeneres i smukke alléer. Beskrivelserne af interiørerne berøves en del detaljer, mens han lægger vægt på fontæner, der ofte er forsynet med dyreskulpturer (løver og den slags) – et træk, som var populært i tidens billede af orientalsk arkitektur. Hans forlægs udførlige skildring af eksotiske retter, der er ukendte for hans publikum, bliver som oftest sammenfattet som ’særligt udsøgte retter’, uden nærmere præcisering. Heller ikke detaljering af dufte bliver gengivet. Skildringerne af kvinders skønhed, som i originalen følger forskellige standardiserede normer, reduceres hos Galland til abstrakter som ’ekstraordinær skønhed’. Mens de fysiske og sansemæssige omgivelser således gengives i reduceret og tilpasset form, lægger han til gengæld vægt på at videreformidle billedet af de sociale forhold, sædvaner og religion – for derigennem at give sine læsere indblik i den fremmede kultur, idet han tillige her og der forsyner teksten med forklarende tilføjelser eller noter.

Det manuskript, Galland fik fat i, omfatter kun 282 nætter. Han blev derfor opsat på at finde de resterende. En forbindelse i Egypten stillede et fuldstændigt manuskript i udsigt, men det materialiserede sig aldrig. Galland fulgte i begyndelsen sit arabiske manuskript, men et stykke inde i det skød han historierne om Sindbads rejser ind, som han havde fra et andet manuskript. Siden brugte han yderligere tekster fra andre kilder, først og fremmest fortællinger, han havde fra en bekendt fra Aleppo ved navn Hannâ Diyâb. Galland mødte ham i 1709, og ved det andet møde fortalte Hannâ ”nogle overordentligt skønne arabiske historier, han lovede at skrive ned og give mig”, som Galland noterede. Nogle af disse historier fik han øjensynlig skriftligt, andre har han selv nedskrevet på baggrund af mundtlig formidling fra Hannâ. Blandt de eventyr, Galland fik fra ham, er det, som vel – og ikke alene i Danmark - er det mest berømte fra 1001 nat: Aladdin.Den næste oversættelse til dansk byggede på den første

arabiske bogudgave af 1001 nats eventyr fra 1814-1818 (’Calcutta I’). Jens Lassen Rasmussen, der var professor ved Københavns Universitet, og – bemærker han i sin
oversættelse - medlem af institutionen iCalcutta, som stod for udgaven, oversatte en
del af den i 1824 i ét lille bind: Tusende og een Nat, men oversættelsen blev ikke fulgt op. I Lassen Rasmussens version indskrænker gengivelsen af nogle af de erotisk prægede steder – for nu igen at tage dem som illustration - sig til omtale af Omarmelse”. Oversætteren markerer eksplicit sin holdning, når han eksempelvis om en del af den nævnte historie om lastdrageren og de tre damer skriver: ”Den to og tredivte Nats Fortælling og en Deel af den tre og tredivtes er ikke saa anstændig, at den kan oversættes.”

Igennem det nittende århundrede udkom flere mere omfattende oversættelser. Maximilian Habicht, som også stod for ’Breslau-udgaven’ på arabisk, havde fra 1825 og frem udgivet en tysk version, som bl.a. bygger på en fransk udgave (ved Eduard Gauttier) fra 1822-23 (som på s in side bl.a. bygger på Gallands oversættelse), suppleret med forskellige andre kilder. Den altid driftige Georg Carstensen, den senere iværksætter af Tivoli (og af Crystal Palace i New York), udgav i 1832-40 en dansk version af Habichts tyske. Den blev mødt med voldsom kritik.

I 1836-41 udkom en ny tysk version i 4 bind under Gustav Weils navn. Forlæggeren havde imidlertid sat en anden til at revidere Weils oversættelse fra arabisk, således at denne fraskrev sig en del af udgaven. Det er den, der ligger til grund for et ”udvalg” Eventyr og Fortællinger fra Tusind og én Nat i 6 bind ved Valdemar Thisted fra 1852-54. I 1862 udkom, også i 6 bind, en oversættelse (”fra Tydsk” angives det, men ikke efter hvilken udgave) ved Em. Ørum: Tusend og en Nat. Arabiske Fortællinger. Året efter, 1863, kom De smukkeste Æventyr af Tusind og én Nat, bearbejdet for Ungdommen af Franz Hoffmann, og oversat af Christian Winther. Denne version blev genoptrykt flere gange i det nittende århundrede og lå til grund for en udgave så sent som i 1999. Valdemar Thisteds oversættelse blev genudgivet i 1894-96 af Johannes Østrup, som forsynede den med indledning og noter, ligesom han omordnede fortællingernes rækkefølge efter de gængse arabiske udgaver.

I 1865 udgav Gustav Weil en ny udgave af sin oversættelse fra arabisk, denne udgave blev oversat til dansk i 1879 (uden angivelse af oversætter). Weil byggede først og fremmest på Bulaq-udgaven fra 1835 og Habichts Breslau-udgave fra 1824-43. Oversættelsen af den nye udgave af Weils oversættelse er for så vidt det nærmeste det danske bogmarked i det nittende århundrede, der var så fascineret af 1001 nat, kom en samlet dansk udgave med nogenlunde direkte forbindelse til de arabiske udgaver.
Først i 1927 kom en større oversættelse fra arabisk, Tusind og en Nat, som Johannes Østrup stod for. De 6 store bind omfattende et udvalg af fortællinger fra en ægyptisk udgave (”fire Binds Udgaven fra Cairo 1890”), som byggede på Bulaq-udgaven. Desuden tilføjede Østrup enkelte fortællinger fra Burtons engelske oversættelse (den udkom i anden halvdel af 1880erne), samt ’Aladdin’, som han oversatte fra den franske filolog Zotenbergs udgave (fra 1889) af et arabisk manuskript, hvis ægthed imidlertid siden er betvivlet. Johannes Østrup var en af datidens ledende forskere på området, hans disputats fra 1891, Studier over Tusind og en Nat, blev oversat både til russisk og til tysk.
”Orientens Forestilling om, ”hvad man kan sige”,” skriver Østrup i sin indledning, ”afviger ikke saa lidt fra vor. Orientaleren, og indenfor den arabisktalende Verden navnlig Ægypteren, ynder en Udmaling af kønslige Forhold, og i ”Tusind og en Nat”s Eventyr, som de foreligger i de flestes arabiske Udgaver, har Fortælleren ofte givet efter for denne Tilbøjelighed”. Han formulerer princippet i sin oversættelse således: ”Med det ovenfor berørte Forbehold, vedrørende de Steder, hvor den europæiske Smag drager snævrere Grænser for, hvad det gaar an at sige, end den orientalske, er den arabiske Text gengivet saa nøjagtigt, som det overhovedet var mig muligt.” Det gælder om ”at udtrykke sig saaledes, som Originalens Forfatter ville have gjort, hvis han selv havde benyttet sig af Oversætterens Sprog.”

I fortællingen om ’Ali Shar og Slavinden Smaragd’ genfinder Ali Shar og hans elskede Smaragd hinanden, men hun er forklædt som mand, og han genkender hende først efter forskellige håndspålæggelser, som hun opfordrer til .

Østrup føjer en note til sin version af dennepassage: ”I Cairoudgaven er hele denne Genkendelsesscene (…) skildret paa en meget fiks Maade,

hvis Enkelthederdesværre ikke ordret kan gengives, da de ikke helt stemmer overens med europæiske Sømmelighedsbegreber.” Den tidligere omtalte scene i fortællingen om lastdrageren og de tre damer finder heller ikke Østrup det passende at gengive, selv om han dog bringer mere end Lassen Rasmussen og i sin tid Galland og hans danske oversætter. ”Den Samtale, der her i den arabiske Tekst føres mellem Lastdrageren og de tre dristige Damer,” skriver han i en note, ”er unægtelig meget morsom, men langt ud over, hvad der kan tillades i anstændigt Dansk. Den hele Scene er derfor her kun gengivet med ovenstaaende faa Linjer.”

Østrups holdning til de pågældende passager er dobbelt. Teksten kan nok være fiks eller morsom for arabisten, men den er for stærk kost for almindelige læsere. I sin indledning bemærkede han om sådanne passager, at de ”ikke sjældent” var præget af ”en stor Elegance i Udtrykket, eller, som i Gildescenen i Historien om ”Lastdrageren og de tre Damer i Bagdad” med virkelig Vittighed.” Og han tilføjede om to af sine forgængere: ”Enkelte europæiske Oversættelser som Burtons engelske og Mardrus’ franske har søgt at opnaa en Tiltrækning ved en ordret Gengivelse af saadanne Steder, ja, den nævnte Franskmand har undertiden endda søgt at smøre yderligere paa end i den arabiske Original.” Østrups hensigt er en anden. Han vil bringe en oversættelse, der kan ”blive en virkelig folkelig Bog”, og maa derfor ”bestemt tage Afstand fra at virke ved slige Midler”. I disse formuleringer aftegnes tre slags publikum: for det første arabisten og hans kreds, som igennem indsigten i kulturforskellen kan nyde kvaliteten af træk i værket, der ellers ville støde an i europæisk sammenhæng; for det andet det nyfigne publikum, hvis interesser Burton og Mardrus kommer i møde; og for det tredje det brede, folkelige publikum, hvis horisont oversættelsen må føje sig efter, således at resultatet virker i forhold til dets horisont på samme måde som originalen i forhold til ’orientalerens’. Østrups oversættelsespraksis er ikke udtryk for euro-centrisk afstandtagen fra den arabiske tekst, men for et syn på karakteren af det brede europæiske eller danske publikums kulturhorisont. Han er for så vidt principielt set på linje med Galland, men resultatet er tættere på den arabiske tekst.

Det er imidlertid siden midten af det tyvende århundrede først og fremmest igennem C. E. Falbe-Hansens oversættelse af J.C. Madrus’ franske version, 1001 nat her i landet er blevet kendt som Bogen om Tusind og én Nat. Arabiske Fortællinger. Denne oversættelse kom første gang i 1947-51 i 24 bind, derefter i 16 bind i 1967-69 og igen i 1975-76. Den bygger – som der står på titelbladet – på ”Dr. J.C. Mardrus ordrette og fuldstændige Udgave”, der udkom første gang i 1899-1904 og i revideret udgave i 1908-11. Mardrus sammensatte sin oversættelse af materiale fra en række forskellige kilder. En del kom fra de ægyptiske udgaver (som Bulaq-udgaven), hvor han dog udelod mere end halvdelen af stoffet. Hertil kom de historier fra Galland, som hidrørte fra Hannâ. Desuden hentede han stof fra Breslau-udgaven og fra en oversættelse fra det tidlige nittende århundrede af et indisk manuskript. Endelig tilføjede han en hel del stof fra en række samlinger af orientalske fortællinger, som ikke hørte til 1001 nat traditionen, men forelå i franske udgaver i perioden. Mardrus forholdt sig i øvrigt i stigende grad hen igennem oversættelsen frit til sine forlæg. Han kombinerede historier, forkortede og udelod episoder.

Mardrus’ udgave blev mødt med begejstring i de kulturelle miljøer i Frankrig. ”Åh! Længe leve Mardrus!”, skrev André Gide eksempelvis, ”Åh! Tak! Her må der jubles; man beruses gennem alle sanser.” Oversættelser til flere europæiske sprog fulgte. De sagkyndige var mindre begejstrede. Som Østrup bemærkede, var Mardrus tilbøjelig til at ”smøre yderligere paa”, ikke mindst når det gjaldt scener af erotisk karakter, men også når det gjaldt de miljøer og interiører, fortællingerne udspillede sig i. Denne praksis stemte overens med den i tiden, ikke mindst i Frankrig udbredte opfattelse af Orienten, som den bl.a. viste sig i rejseskildringer og i malerier. Mardrus fik føjet flere karavaner og oaser ind, end der var belæg for i teksten. Det myldrer med negre og negresser. Han piftede måltiderne op. Der bades og parfumeres flittigt, og slørene flagrer, skjuler og lader ane. Hvor Galland havde været tilbageholdende med at gengive sit forlæg, dér gik Mardrus videre end teksten. Han udpenslede gerne de burleske træk, men særlig det erotiske felt havde hans opmærksomhed. Han kunne finde på at tilføje lidt mavedans: et sted, hvor en beduinkvinde vil forføre en mand, udvikler Mardrus det til, at hun ”bestandig kredsede om ham med højst æggende og harmoniske Bevægelser af Hofter, Barm og Mave”. Eller han lader fantasien spille: ”Hvad hendes unge spændstige og smidige Bug angaar, gemte den sig under hendes Klæder som et kosteligt Brevskab under den Rulle, der hyller det ind.”

Mens han således tog sig betydelige friheder, kunne han også holde sig ”ordret” til den arabiske tekst, med det resultat, at helt almindelige vendinger kunne give indtryk af mærkværdige foreteelser. Eksempelvis oversætter Mardrus gerne en hyppigt brugt vending, der slet og ret betyder ’foran sig’, ordret, så det bliver til ’mellem hænderne’ – med det resultat, at sædvanen at bøje sig foran nogen som tegn på respekt bliver til forskellige ubegribelige handlinger - som i denne passage: ”Da hun var ganske nær, stillede alle Hofdamerne sig i to rækker foran hende, og jeg gik frem og kyssede Jorden mellem hendes Hænder. Da gav hun mig Tegn til at tage Plads; og jeg satte mig hos hende.” I den sidste sætning har Falbe-Hansen dog ikke villet følge Mardrus, som skriver: ”jeg satte mig mellem hendes hænder”.

Mardrus’ manipulationer med teksten har en dobbelt effekt. De gør ’orienten’ fjern og eksotisk, men de bringer den samtidig i overensstemmelse med det fremherskende kulturelle billede i Vesten – den tiltrækkende, sanselige eksotik. Galland havde 200 år tidligere formidlet 1001 nats fortællinger til sin samtids publikum i overensstemmelse med, hvad han anså for god smag; det hånede Mardrus ham for i sit forord, men han gjorde for så vidt det samme, blot var smagen anderledes. 1700-tallets interesse for orientalsk kultur og samfund (ønsket om ”at se araberne”, som Galland udtrykte det) var blevet afløst af det imperiale Frankrigs orientalisme. I stedet for en tilbageholdende kyskhed trådte en lystfyldt hengivelse til drømmebillederne. Hvor Galland gjorde det fremmede mere hjemligt for at give adgang til det, dér gjorde Mardrus det mere fremmed og tilpassede det netop derigennem til de parisiske saloners fantasier om Orienten.

Vigtigste litteratur:
Sylvette Larzul: Les traductions francaises des Mille et une nuits. Etude des versions Galland, Trébutien et Mardrus, Paris 1996
Ulrich Marzolph & Richard van Leeuwen: The Arabian Nights Encyclopedia I-II, Santa Barbara, Denver, Oxford 2004
Carl elberling: Oehlenschläger og de østerlandske eventyr, 1887
Samme: Et og andet om Aladdin, 1899