Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De fremmedes bog » De fremmedes bog - lintroduktionsbladet » Kopernikus' sol
Kopernikus' sol
Hvor er synagogen ?
Spørg ikke, de er alle døde,
og din tipoldefar er ikke
din historie.
Det regnede i Poznan
over jesuitternes røde barok
som det sikkert regner
over Weichselsfloden,
16 børns aftrædelse i 1852,
toget standser i Laskowice Pom.
Ikke det tog,
transporten gennem Polen på denne jernbane,
er ikke din historie. Drivhuset ved skoven
var der ikke dengang og birketræerne
er alt for unge til at huske fornægtelsen
og fremmane din tilintetgørelse.
Kolonihavehusene, de grønne, med parabol
var der ikke dengang, heller ikke den rustne
campingvogn. Dvd, video, software
og mobiler er den blå last,
transporterne kører med idag ad samme rute,
hvor strømmen engang var Gershom Scholem,
Walter Benjamin og Martin Bubers utopi.
Hjulenes rumlen er ikke den samme,
et knækket birketræ holder sig endnu opret
og medlidenhedsdrab på ældrebyrden
er endnu ikke vedtaget ved lov
på trods af det folkelige flertal.
Hele mit liv er jeg blevet hentet med ordene:
You can´t miss her.
Hende kunne du ikke gå fejl af.
Nu får du den besked: Stå helt stille,
når du stiger ned på perronen,
så ved vi hvem du er.
Jeg er den der står helt stille, som en afdød,
så nu ved du, at det usynlige findes i virkeligheden.
Døden skraber alt hvad den kan til sig
af skrald. I levende live henvises du
som mos til anonymitetens rige.
Ræk mig mit statsautoriserede medlidenhedsdrab,
fri os fra denne byrde.
Toget standser gudskelov i Tczew.
Nej, jeg skal ikke finde mine sorte
rødder. Jeg skal finde Kopernikus´
hemmelige honningkage af roser
og ingefær i den by, han flygtede
fra, da de gestlige regler blev ham
for uhimmelske, uhumske.Toget standser i
Gniezno, og selvom toget også standsede
dengang dér , sad ingen mast
kvinde i skidt og pløre
og tænkte på Kopernikus´ venstre øje,
da alt andet var tabt.
Idag er togene gule og blå, desuden,
og første klasse -
anden-
Vi er ikke neanderthal, vi er cro-
Men så finder de lige pludselig en lille blomst
i en neanderthalgrav, en blomst der bad om
nåde for den døde.
Toget standser i Inowroclaw i Polen
mellem yderpoler. Intet land i verden
har strakt sig så langt mellem storhed,
-
så meget og så lidt.
Polen er borte-
jeg skrev, som fyldte evigheden,
men ikke fandtes. Jeg læste af en usynlig
skrift, der lød som ukendt sang, ingen vidste
hvad betød. Lyde ingen kunne tyde, hvor hver
tone varede en time på havet, i ørknen og et årtusind
og fem minutter nul dut. Bogen fandtes ikke,
men kirsebærsyltetøj fandtes, bærerne plukket
og kogt og hældt på et skyllet, trekantet glas
af en polsk bondekone. Toget standser
i Budgoszcz Lesna.
Nu standser toget i Gniewkowo,
vakler mellem sang og selvmord,
kald mig et træ, et bord eller et vaskefad,
jeg oversætter mig gerne til skrift
i det utro mørkekammer, hvor alt fremkaldes
til skrækkelig ugenkendelighed, dog velkendt,
utrygt. Jeg er taget til Torun for at lære
at udtale det bløde “n” og det mystiske ord
kryszacy som udtales ZSESZ. Toget standser
aldrig, standser i Torun, denne by af
smeltet kors, dræberslag og drømme.
Dengang var lodseddelen et lod lige
i ovnen, i den sorte gryde,
og dem der kommer allersidst
og allerførst og midt i mellem nummer 38409,
mens nummer 5718 så de bleggrønne
bakker og levede lykkeligt videre i
samme øjeblik og så vandet
det rå, perlemorsgrå.
Det sorte kul var der i røde
mønjevogne og dér står kreaturvogne
af træ til transporter, de står der endnu,
ganske stille og venter ?
Gul vinter på jorden.
Jeg fik ikke spurgt til synagogen
i Torun. “De tænker bare:
Hvorfor stiller denne lyse
kvinde dette mørke spørgsmål ?”
lød jødindens advarel.
For jøden er vor Anden, den måneskygge
vi frygter -
Fandt ingen ekskrementer i Weichselsfloden
eller på dens bred. Men tak for den frimodighed
min stamfar havde nok af til at flygte fra
slum og jøde-
morgen, middag og aften.
Vær hilset, enhver
som bryder op af sølet for at søge.
Fandt ikke de arme kvadratmeter,
min stamfar forlod. Men jeg
fandt som det første, der mødte mig i byen,
arven fra hans far, possementsmageren,
som kun havde kødmad, når hæren trak forbi og
der skulle laves guldornamenter til uniformer.
Hans arv var en hjemsøgt butik med lange køer
foran kassen, for her solgtes kvaster til møbler
og gardiner.Jeg købte ternede strømper
og ferskenfarvet og æblegrønt sneglegarn
og en alpehue, gul som solen.
Kopernikus´sol, selvfølgelig.
Det regnede i Torun, hvor jeg ledte efter lorten
ved Weichelsflodens bred, men fandt solen.
“In medio vero omnium residet sol”, som min forfar
sagde: Jeg tror, at solen er i midten af det hele.
Hvis du kommer for tæt på, brænder du op,
men hver gang du går forbi hans udregninger
som zen på gulnet fluepapir,
lyser en gul elektrisk pære
som den sol, du selv er -
synker nok så smukt.
Hemmeligt og åbenbart, flyder smeltet zsesz i
Toruns tykke korsriddermure: Eruschaleim !
For visse en geografisk destination -
erobringsbegær !
Men i det smeltede sind -
mystikkens mål, som deles med sufier og jødernes Zohar.
Jeg fandt gudskelov ikke, hvad jeg søgte.
Mine rødder er ikke den brændevinsmager,
der lavede snaps af kartofler,
men alkymisten, la belle infidèle, der forvandler
liv til skrift. Mine rødder er en stjerne på
Kopernikus´firmament, en rose
af kinesisk art, sjældent takket, grøn, en
Bach kantate fra mund, svælg og barm.
Min rod den er et eventyr, den polske
prins med skæl, som danser i mit indre
mørkekammer og vil regere selv. Min rod
den er en ukendt sang om Kabbalas mystik,
som synger om det liv og skæbne,
jeg, trods alt, ikke fik.
Suzanne brøgger ,
1. feb 2004