Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind II » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet 2 » Han skulle forstå alting konkret. Den nye akademiske elite og Barthold Georg Niebuhrs portræt af faderen

Han skulle forstå alting konkret. Den nye akademiske elite og Barthold Georg Niebuhrs portræt af faderen

Af Michael Harbsmeier

Da Thorkild Hansen gav sig til at skrive om Carsten Niebuhr og Det lykkelige Arabien kunne han et langt stykke af vejen bygge videre på en forgænger: på Barthold Georg Niebuhr, der allerede et år efter Carsten Niebuhrs død i 1815 udgav en levnedsbeskrivelse af sin far, der nu foreligger i en dansk oversættelse (Carsten Niebuhrs liv. På dansk ved Anette Petersen. København 2004: Vandkunstens Forlag). Thorkild Hansen har især fulgt Barthold Georg Niebuhr i den negative vurdering af de øvrige medrejsende, herunder ikke mindst von Haven, og i den tilsvarende positive fremhævelse af Carstens Niebuhrs grundlæggende retskaffenhed og beskedenhed, altså hans moralske kvaliteter. Det mest originale og bevægende ved Barthold Niebuhrs smukke forskerbiografi over hans far kommer til gengæld til udtryk i noget andet, nemlig i sønnens nærmest ubarmhjertige påpegning af det han ser som faderens svagheder og begrænsninger.

Selv på sine gamle dage, hedder det på nogle af de sidste sider i sønnens kærlige portræt, havde Carsten Niebuhr bevaret sin "helt specielle evne" til at gøre sig iagttagelser, danne sig billeder og huske alt hvad han så på sin vej. Endnu som 68-årig kunne han, efter at have gennemvandret en ham ukendt landsby, berette så detailleret derom, at hans lokalkendte tilhørere kunne genkende hver enkelt bygning. Men samme "helt specielle evne" havde også en bagside: "Fordi han havde denne helt specielle evne, bekymrede han sig ikke om intellektuelle problemstillinger" hedder det i denne forbindelse hos sønnen. Og videre: "Han holdt sig udelukkende til det, han kunne se med sine egne øjne og opfatte med sanserne. Abstraktion og spekulation var hans væsen imod, han skulle forstå alting konkret" (s. 93-94 i den danske oversættelse).

Tydeligere end med disse ord kunne Barthold Georg Niebuhr næppe have givet udtryk for at han selv mente at være nået længere. Og kaster man et blik på hans på alle måder imponerende karriere kan man da også måske forstå hans nærmest lidt nedladende overbærenhed i forhold til sit berømte fædrene ophav lidt bedre.

Carsten Niebuhr vendte som bekendt hjem fra rejsen til det lykkelige Arabien i 1767. Fem år efter var der fuld fart over hans aktiviteter i København: han får udgivet både Forsskåls og sine egne bøger om ekspeditionen, gifter sig og får to børn: datteren Christiane Dorothea i 1774 og sønnen Barthold Georg i 1776. Kun to år efter flytter hele familien til Meldorf.

Også opvæksten i Ditmarsken fortæller Barthold Georg Niebuhr en del om i sit portræt af faderen, der foruden at fortælle ham udførligt om sin ungdoms morgenlandske eventyr lærer ham både engelsk og fransk, matematik og latin, det sidste dog mere i geografien end i grammatikken, samt en lille smule arabisk, som han dog først lærer rigtigt som voksen. Efter et par års studier i jura, naturvidenskab, filosofi, historie og moderne og klassiske sprog ved universitetet i Kiel får Barthold Georg Niebuhr i 1796 ansættelse som privatsekretær hos finansminister Schimmelmann, og i 1797 som sekretær for hofbiblioteket i København. To år efter - han er nu 22 - er han på studierejse i England og Skotland, denne gang for at se nærmere på landbrug og økonomi. Efter hjemkomsten bliver han gift for i 1804, i en alder af 28, at blive udnævnt til direktør for den danske statsbank.

Med dette tempo kunne den hæsblæsende karriere dårligt fortsætte indenfor den danske helstats rammer, så i 1806 flytter Barthold Georg Niebuhr til Berlin for gennem de næste fire år at gelejde den preussiske stats finanser gennem nogle overordentlig omfattende og blandt historikere velkendte reformer. Ved udtrædelsen af regeringen i 1810 bliver han udnævnt til hofhistoriograf, medlem af det preussiske videnskabernes akademi og professor ved universitetet i Berlin. Det er i årene omkring hans fars og hans første kones død i 1815 at Barthold Georg Niebuhr lægger grundstenene til både en ny familie og det forfatterskab som oldtidshistoriker, som eftertiden først og fremmest husker ham for. Første udgave af storværket Römische Geschichte i to bind udkommer allerede i 1803-1806, men berømmelse som grundlæggeren af den moderne kildekritiske historiske forskning opnåede han først med den senere udgave i tre bind fra 1811 til 1831. Efter otte år som preussisk gesandt ved Vatikanet, der også gav ham rig lejlighed til omfattende studier og kildeudgivelser af de antikke tekster og andre offentlige hverv, bosætter han sig i 1825 i Bonn, hvor han forsker og forelæser i hovedsageligt romersk historie indtil sin død i 1831.

Set på denne baggrund er det lidt nemmere at forstå, hvorfor Barthold Georg Niebuhr insisterer på, at hans berømte far godt nok er en at de største landrejsende nogensinde, men altså "ikke bekymrede sig om intellektuelle problemstillinger" og var uforstående over for "abstraktioner og spekulationer". I disse kritiske formuleringer kommer ikke kun sønnen til orde, men også en ny generation og en ny akademisk elite, som Carsten Niebuhr ikke var del af.

Barthold Georg Niebuhr skriver også udførligt om hvordan faderen reagerede da ingen ringere end Johan Gottfried Herder i 1788 viste sin intense interesse for de Persepolis-indskrifter, som Carsten Niebuhr havde sat sit syn på spil for at kopiere i de tre uger i ørkenen, som han til sin død anså som sit livs højdepunkt. Og Herder havde det med Carsten Niebuhr ganske som sønnen: de nærede overordentlig stor beundring for hans evner som iagttager, rapportør og kopist, men havde klart større tillid til deres egne evner når det gjaldt "intellektuelle problemstillinger", og abstraktioner og spekulationer som for eksempel om kileskrifttegnenes egentlige indhold og betydning.

Carsten Niebuhr var blevet sendt afsted som ligeberettiget medlem af "et selskab af lærde mænd" (eine Gesellschaft gelehrter Männer). I sønnens og eftertidens, men også nogle samtidige lærdes øjne havde denne formel allerede fået en bismag af naivitet: dybere lærdom, intellektuelle problemstillinger, abstraktioner og spekulationer skulle efter deres mening hellere dyrkes ved at blive hjemme end ved at rejse ud. Der skulle gå rigtig mange år før man igen i et Europa, der i stigende grad så sig hærget af alskens - nationalistiske, imperialistiske, orientalistiske - abstraktioner og spekulationer, fik øje for hvor meget det kan betyde at de lærde selv begiver sig på feltarbejde.