Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind II » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet 2 » Skrålys

Skrålys

Af Søren Giversen

Persepolis ligger på et stort plateau med nogle høje bjergformationer på østre side. Man kommer op til bygningskomplekset ad en imponerende trappe. Trinene er hugget ud i klippen som har kunnet bestiges på hesteryg.

Når der kom gæster blev deres komme annonceret af trompetere, der var opstillet lige over indgangen til Persepolis. Indgangen var den port, som Xerxes I omkring 475 f.kr. gav navnet Alle Nationers Port. To kolossale tyrefigurer vogter i øst og vest. Over tyrene er der en tresproget hyldest til Ahura Mazda.

Men der findes også en anden, mere beskeden indskrift. Jeg opdagede den første gang i august 1999, lige før den solformørkelse, der var total i Iran.

Det var sidst på dagen, da jeg gik gennem Alle Nationers Port. Da kunne jeg på afstand skimte nogle meget smukke, men prunkløse 1700-talsbogstaver:de bløde stråler fra den lave eftermiddagssol gjorde, at indskriften med ét stod helt klar. Der stod:

C . NIEBUHR 1765.

Året efter kom jeg der igen. Det var midt på dagen, og jeg ville gerne se indskriften igen – måske det eneste sted, Carsten Niebuhr satte sit eget navn i en indskrift.

Men den var ikke til at se. Mange andre navne var at læse i prangende indskrifter. Da kom jeg i tanker om tidspunktet og ventede til solen igen var i sin nedgang. Så kom den igen frem i det bløde sollys. Som Carsten Niebuhr selv: prunkløs men klar.

På Nilen, december 2004.