Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind II » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet 2 » I går fik jeg brev fra de dødes rige…Peter Forsskål og Carl von Linnés Systema Naturae

I går fik jeg brev fra de dødes rige…Peter Forsskål og Carl von Linnés Systema Naturae

Af Otto Fagerstedt

Da Peter Forsskål i 1761 sejlede ud fra Helsingør med Danmarks og Frederik Vs arabiske ekspedition indgik han samtidig i den svenske naturforsker Carl von Linnés store projekt.

Forsskåls dobbelte loyalitet, mod Danmark og mod Linné, skabte et delikat problem på rejsen. Forsskål havde held med det kunststykke at forsyne Linné med frø fra ekspeditionen med godkendelse fra København. Men han stolede ikke på visse kolleger i København, og gik så langt, at han kodede materialet så kun Linné kunne tolke det på den rigtige måde.

Linné ville, med hjælp fra sine mange rejsende apostle, skabe en ny orden i naturen, for planterigets vedkommende baseret på sit slægtssystem. For at systemet skulle blive almengyldigt måtte det efterprøves på planter fra hele verden. Derfor arbejdede Linné utrætteligt på at få sine elever med på andres ekspeditioner og forehavender, for hverken han selv eller Sverige havde de ressourcer, der krævedes.

Dette drama og eventyr begyndte egentlig med Linnés egen laplandsrejse i 1732 og spændte over det halve 1700-tal. En snes unge mænd rejste ud, inspirerede af Linné, for at kortlægge intet mindre end hele Guds skaberværk. Hen ved halvdelen kom aldrig tilbage.

Rejsernes formål var dobbelt. Apostlene skulle hente hjem, men også sprede. Ordet apostle er her dækkende, fordi det beskriver den måde, hvorpå Linné anvendte sine unge rejsende som ambassadører for sin måde at beskrive verden på. De skulle hjælpe ham til at besejre rivaler, som ville ordne arterne på alternative måder.

Ambitionen var mageløs: Alle verdens dyr og planter, til og med bjergarter og mineraler, hele jordens natur skulle med de rejsendes hjælp kortlægges og føres ind i et gigantisk katalog, Linnés Systema naturae. Linné blev både drevet af en monumental personlig ærgerrighed og af overbevisningen om at have afsløret Guds skaberplan – hans projekt var dermed udtryk for Guds vilje.

Men bag den guddommelige opbakning lå der en svensk national patos, som gennemsyrede alt. Hjembragte tebuske, morbærtræer, ris, saffran og bananplanter skulle ”tæmmes” og bringes til at vokse på den svenske tajga. Ja til og med i Lapland så Linné muligheder for valnøddetræer og silkedyrkning som hjørnestene i en økonomi, som var uafhængig af import. En hel kolonialøkonomi skulle udvikles til landet uden kolonier.

De rejser, hvor de unge mænd satte livet på spil, gik bogstavelig talt til alle verdenshjørner, fra Spitzbergen i nord til Antarktis i syd, de gik vestpå til Nord- og Sydamerika, østpå til Kina, Sydøstasien, Sibirien. Linnés apostle gennemkrydsede Europa og Arabien, gjorde strandhugst i Afrika og rejste med kaptajn Cook på hans to første verdensomsejlinger. De udforskede Stillehavets øverden og steg i land på Australiens og New Zealands sælsomme plante- og dyreverden. Daniel Solander var den første naturforsker, som så og beskrev en kænguru og andre sydlige mærkværdigheder.

Omtrent på den tid hvor Cook rejste, begyndte Linné at tabe grebet. England, der fik voksende koloniale ambitioner, overtog initiativet over den videnskabelige rejse.

Samtidig svulmede den globale dataindsamling ud over alle bredder. Da Linnés Systema naturae kom i sin tolvte udgave var den blevet forvandlet fra et ydmygt hæfte til et kæmpeværk. Verdens storhed er uden ende, artsrigdommen så uendeligt meget større end nogen kan ane.

De nordiske vintre dræbte langsomt men sikkert de modige forsøg med sydlandsk planteimport. End ikke de ”amerikanere” fra Ny England og Canada, som Pehr Kalm hentede hjem til Åbo, kunne tilpasse sig. Kun vildvinen klarede sig.

Men Linnés idé, slægtssystemet, overlevede, ligesom hans måde at give arterne navne på. Til og med mennesket bærer hans betegnelse, Homo sapiens. Og han forsøgte at udødeliggøre sine unge rejsende gennem nyopdagede planteslægter fra hele verden, som fik lov at bære deres navne: Solandra, Kalmia, Osbeckia, Falkia, Sparrmannia, Thunbergia, Ternstroémia, Torénia, samt … Forsskaolea. De sidste var nogle stikkende vækster, som Linné fandt lige så stædige og umedgørlige som Peter Forsskål selv.

Peter Forsskål døde i Yemen den 11. juli 1763. Blandt de opgaver, han og ekspeditionen havde taget på sig at løse, var at finde mekkabalsamtræet, som var kendt fra Bibelen. Det lykkedes at sende en prøve hjem, men der skulle gå endnu et år inden Linné holdt træets kvist i sin hånd. Til en bekendt skrev han: ”I går fik jeg brev fra de dødes rige…”