Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind II » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet 2 » Undtagelser fra reglen – om Niebuhrs ægyptiske oldsager

Undtagelser fra reglen – om Niebuhrs ægyptiske oldsager

Af Anne Haslund Hansen

Det mest velkendte stik fra Niebuhrs Rejsebeskrivelse er uden tvivl portrættet af Niebuhr i arabiske klæder (Rejsebeskrivelse 1, Tavle LXXI ). Som angivet i den ledsagende billedtekst fremviser stikket en bestemt yemenitisk dragttype. På trods af sit registrerende og nøgterne ærinde åbner det dog for en række spørgsmål. Er det virkelig Niebuhr vi ser? Og hvordan skal den dramatiske scene i baggrunden (to mænd kæmper med knive) fortolkes? Er det blot et forsøg på at vise den særlige kniv i funktion eller skal vi rettere se det som et sindbillede på den orientalske folkekarakter? Og endelig, hvorledes skal forgrundens ro ses i forhold til baggrundens voldsomhed? Såvel fysisk som fortolkningsmæssig rummer stikket to skitserede lag - det vi ser og det vi fornemmer.

Samme flertydighed findes i et andet, om end helt væsensforskelligt stik, som viser seks oldsager i en art landskab. (Rejsebeskrivelse 1, Tavle XLII). Her rejser sig ligeledes flere umiddelbare spørgsmål. Hvad er disse figurer, hvor store er de, hvad er deres indbyrdes relation, og hvilken ramme er de indsat i? Det er i dette stik og den ledsagende tekst, at historien om Niebuhrs ægyptiske oldsager findes.

Stikket er placeret som det sidste af i alt 14 illustrationer (XXIX-XLII) til kapitlet Oldtidsminder i Egypten, hvor landets arkæologiske levn omtales. Placeringen er ikke tilfældig. Ser man på kapitels opbygning er der tale om en hierarkisk præsentation, hvor Niebuhr, ret oplagt, indleder med de store pyramider ved Giza, og ender med den mindste genstand, figur F. på Tavle XLII. Kapitlets sidste sætning lyder F. er overtrukket med en grønlig glasur, en både finurlig og ydmyg afslutning – nærmest som havde emnet skrevet sig selv ud. Imellem disse to poler, de mægtige pyramider og grønlige småsager, præsenteres en lang række genstande, herunder stensarkofager, obelisker, kanopekrukker og relieffragmenter. Alle genstande, som har én markant fællesnævner, nemlig at de er dekoreret med hieroglyfindskrifter. Et træk som derimod ikke kendetegner de seks genstande på det afsluttende stik.

For de lærde mænd

Indskrifterne var Niebuhrs centrale anliggende med kapitlet. Herigennem ønskede han at fremlægge tekstlige kilder til brug for det tydningsarbejde, der endnu pågik i 1700-tallets anden halvdel (og som først bar egentlig frugt flere årtier inde i 1800-tallet). Niebuhr havde selv foretaget afskriften af de mange genstande som præsenteres i kapitlet, en indsats, der lå ham så nær, at han ligefrem handlede imod ordre. I sommeren 1762 skrev Niebuhr flere breve hjem angående sit arbejde med aftegningerne. Her hentyder han i indirekte vendinger til det faktum, at hieroglyfstudier og kopier af oldægyptiske indskrifter langt fra hørte til ekspeditionens videnskabelige kerneområde, og da slet ikke til hans eget. Dog var der en vis mening med anstrengelserne. De var gjort i opdagelsernes navn og for de lærde mænd i Europa , som han formulerer det (brev til Prof. J.D. Michaëlis i Göttingen, dateret Kairo 30.juli 1762, Rigsarkivet). På Tavle XLI, (det næstsidste stik i kapitlet), har Niebuhr forsøgt at opstille en systematik over hieroglyftegnene. Tavlen kan ses som et umiddelbart resultat af hans studier, og var formodentlig tænkt som en ledetråd til de genstande der præsenteres på de forudgående tavler.

Scenografisk længsel

Niebuhr valgte at give sine genstande en bestemt visuel præsentation. Se man på stikkene XXX-XL er de alle bygget over samme læst. Genstandene vises som var de papirark, rentegnede og med fokus på deres dekoration (figurer og indskrifter), ikke på deres plastiske form. Flere af genstandene optræder slet ikke i deres helhed, men kun som isolerede tekstbånd. Hermed blev der sat fokus på det, som Niebuhr så som genstandenes vigtigste egenskab, nemlig at være kilder til teksttydning. Tavlerne er udformet helt i tråd med periodens videnskabelige idealer, som fremmede objektiv fremlæggelse og skemalagt klassifikation. Kapitlets sidste stik derimod, ligger fjernt fra den forenklede og tydeliggjorte fremstilling. Her er ingen hieroglyffer at granske, ingen nøgterne flader, men derimod masser af rum, dybde og suggestive virkemidler. De seks genstande er behandlet skulpturelt og i deres helhed. De er ikke arrangeret rigidt side om side, men strøet ud i et arkitektonisk ruin-agtigt rum med grove stenblokke og gevækster. To figurer (en Osiris og en Isis med Horusbarnet) indtager den centrale plads, mens de øvrige fire figurer er placeret i baggrunden eller omkring deres fødder.

Stikket skal tydeligvis ikke opfattes som en videnskabelig redegørelse for genstandenes objektive beskaffenhed. Der er ikke tale om en præsentation af enkeltstående detaljer, men om noget der skal opfattes som et samlet hele. Det er fristende at forestille sig, at der er tale om en art scenografisk længsel, hvor genstandene bevidst er henført til en fantaserende og følende kontekst - til et sted, hvor indlevelsen er sat i højsædet. Genstandene kaster skygger, som var de virkelige væsner af kød og blod. Seks skuespillere fastfrosset midt i en vigtig scene. Alle, undtagen den bagerste aktør, skuer væk, som havde de selv vendt blikket for dermed at undvige videnskabens granskende blik. Den iscenesatte genstand skal lede beskueren tilbage til Ægypten, til det sted, hvor oldsagen står hen i uforklaret selvtilstrækkelighed, helt uden at skulle afkodes eller læses.

De seks små genstande bærer ingen hieroglyffer og er derfor ikke originalkilder på samme linje som kapitlets øvrige eksempler. I manglen af denne egenskab kan netop disse genstande få lov at overskride grænsen mellem videnskab og fortælling. Stikkets placering som afslutningen på Niebuhrs redegørelse for de ægyptiske oldsager virker således nærmest poetisk og reflekterende. Nok er det sidste punktum sat, men der findes en åbning til videre udforskning. En åbning, som med allegoriske undertoner findes udtrykt i stikkets geografi. Baggrundens ruiner synes i venstre side at falde tilbage for en skyggelagt indgang, hvis vægge er dækket med små vage figurer. Hvor fører denne indgang hen og ender den andre steder end på papirets bagside?

Arkitektonisk fantasi

Den scenografiske læsning er ikke uden pejling. Stikket er signeret ”P. Cramer”, hvilket dækker over den københavnske teatermaler Peter Cramer (1726-82), som fra slutningen af 1750erne og frem til sin død især producerede scenedekorationer til flere af byens teatre. Cramer findes repræsenteret med endnu en tegning i Rejsebeskrivelse , Tavle LXIX, som viser ekspeditionens audiens hos imamen i Sana, Yemen. I den enorme audienssal ses imamen som en lille tronende figur, mens ekspeditionens medlemmer føres op mod ham. Alle øvrige personer står i sirligt organiserede rækker og ser på.

Stikket er påfaldende i sin mangel på nærhed og detalje. Den altdominerende audienssal fremtræder som en effektfuld arkitektonisk fantasi med et kuppelloft af umulig konstruktion. Alle agerende figurer er reduceret til små, anonyme skikkelser, som var de blot statister. Flere af dem ser ud på beskueren, som var det muligt at træde ind i rummet og selv gennemspille seancen. Med sine grafiske linjer og det næsten usynlige handlingsrum synes teaterkulissens funktion at træde fuldt i karakter – som en baggrund, der danner ramme, men som ikke stjæler opmærksomheden. Stikkets fravær af fysisk realisme og objektiv præsentation betyder mindre, hvis man igen ser det som et forsøg på at trække læseren ind i bogens fortælling, bagom den distancerende videnskabelige dokumentation.

De mulige intentioner bag Cramers scenografiske indlæg foruden, så var han ikke helt uerfaren med bogillustration. To årtier forinden havde han bidraget til Frederik Ludvig Nordens Voyage d’Egypte et de Nubie, 1755. Et dansk, men internationalt berømmet pragtværk, som var en af ekspeditionens store inspirationskilder. Arbejdet med netop dette værk kan have stillet ham som en oplagt kandidat til hvervet som illustrator på Rejsebeskrivelse .

Figurer, som jeg har bragt med tilbage

Cramers to stik har en karakteristisk fællesnævner, nemlig deres frihed fra forlæg. Den altovervejende del af illustrationerne til Niebuhrs værk blev skabt ud fra tegninger af in situ situationer, således som de blev aftegnet og dokumenteret på rejsen af enten maleren Baurenfeind eller Niebuhr selv. Brugen af Cramer kan sandsynligvis forklares med en mangel på en sådan dokumentation. I tilfældet med audiensen i Sana kan det skyldes, at højtidelige høflighedsvisitter næppe danner den rette ramme for registrerende skitser. Niebuhr giver i Rejsebeskrivelse en kortfattet beskrivelse af rummets udseende med netop de få elementer (stor sal med hvælvet loft, springvand, podium) som kan genfindes i Cramers fortolkning.

Cramers stik af de seks oldsager forholdt sig heller ikke til en forudgående dokumentation. Som allerede nævnt var disse hieroglyf-løse genstande ikke en del af Niebuhrs kernemateriale, og en videnskabelig fremstilling var derfor unødvendig. Men hvorfor var genstandene så alligevel vigtige nok til at komme med i bogen? Svaret ligger gemt i Niebuhrs beskrivelse, hvor det hedder ”figurer... som jeg har bragt med tilbage fra Egypten” (s. 248). Nøglen til sætningen er ’jeg’. Ser man på samtlige de gengivne genstande i kapitlet findes der nemlig yderligere en række genstande, som også kom til København, uden at dette dog nævnes i teksten (se f.eks. Tavle XL, E, og Tavle XXXVII, A, begge Nationalmuseets Antiksamling). Ordet ”jeg” skal derfor ikke forstås som et udtryk for en handling, men som et spørgsmål om ejendom.

Inden ekspeditionens afrejse fra København lå det fast, at alt indsamlet materiale skulle tilfalde Kongen ubeskåret. Således forholdt det sig imidlertid ikke helt. Hvor de øvrige oldsager indsamlet under ekspeditionen blev indlemmet i de kongelige institutioner forblev de seks figurer Niebuhrs egne. Beviset herfor findes i en oldsagspublikation fra 1786, udformet af kunstneren Johannes Wiedewelt (1731-1802). Under titlen Samling af Ægyptiske og Romerske Oldsager giver Wiedewelt en præsentation af statsmanden Ove Høegh-Guldbergs (1731-1808) oldsagssamling. Fem af de seks oldsager lader sig let identificere blandt værkets store plancher (den sidste genstand fandtes også i samlingen, men blev ikke afbildet). Det formodes, at Niebuhr har solgt sine genstande til Høegh-Guldberg kort før han forlod Danmark, dvs. før 1778. Men først i 1810, efter Høegh-Guldbergs død, blev samlingen købt og indlemmet i Det kongelige Kunstkammer, Nationalmuseets forløber. Genstandene kom dermed endelig på rette hylder, bogstaveligt talt.

Korrespondancen mellem ekspeditionens medlemmer og administrationen i København viser tydeligt, at reglen om ejerforholdet over det indsamlede materiale blev fulgt nøje. Alligevel lykkedes det tilsyneladende for Niebuhr at beholde en egen lille souvenirsamling, som endog kunne vises offentligt frem. Heri ligger måske også forklaringen på de seks genstandes tilstedeværelse i Rejsebeskrivelse . Med Cramers tegning blev også disse stillet lige med det øvrige indsamlede materiale, som i hvert fald i princippet var tilgængeligt for offentligheden.

I 1820’erne ophørte de seks genstande med at være at ægyptiske typeeksempler. I disse år blev det Kongelige Kunstkammer omorganiseret, hvilket blandt andet medførte en revurdering af de enkelte genstandes kulturelle tilhørsforhold. Ifølge den videnskabeligt opdaterede bestemmelse fortsatte fire ud af de seks genstande med at være ægyptiske, mens stikkets figur C. blev henvist til Middelalderen og figur D. blev bestemt som moderne (findes i dag på Statens Museum for Kunst). Cramers to stik rummer på hver deres måde et oprør mod ekspeditionens grundprincipper. De seks oldsager lå reelt udenfor den officielle indsamlingspolitik og rummede hverken i deres karakter eller præsentation den tilsigtede videnskabelighed. Stikket med audienssalen i Sana er ganske vist et af de smukkeste i hele værket, men fraviger det fastlagte princip, at alt skulle dokumenteres ved direkte observation.

De to stik er ikke videnskab, men kunstnerisk genfortolkning. I et historisk perspektiv kan her anes et forvarsel om en senere debat omkring opfattelsen og formidlingen af fortiden. I Romantikken søgte man at vende sig bort fra det rationelle overblik, og hen imod en historie, der kunne fortælles gennem subjektiv indlevelse. Ganske som i Öehlenschlägers Guldhornene , hvor bondepigen snubler over fortiden, mens de lærde herrer forgæves søger den i deres tykke bøger.

Stikket med Niebuhr i arabiske klæder blev det første skridt til historien om teatermaleren Peter Cramer og hans to stik i Niebuhrs Rejsebeskrivelse. Intet simpelt tilfælde, for netop dette stik er sandsynligvis lavet af landets første fastansatte teatermaler Thomas Bruun (1742-1800), der i 1782 blev indsat som Cramers efterfølger. Niebuhr i de arabiske klæder føjer sig dermed direkte ind i rækken af værkets "forestillinger om den arabiske rejse.