Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De fremmedes bog » De fremmedes bog - lintroduktionsbladet » Erindringens politik: Kejser Wilhelm II i Baalbek

Erindringens politik: Kejser Wilhelm II i Baalbek

Af Thomas Scheffler

Den 11. oktober 1898 forlod den tyske kejser Wilhelm II sit slot i Potsdam og begav sig ud på en halvanden måneds rejse til Det osmanniske Rige. Iagttagere i samtiden var forbløffede over det kejserlige følges omfang og pragt. På vejen til Jerusalem skulle kejserens selskab bruge omkring 230 telte, 100 vogne, 12 bagagevogne, 1300 heste og muldyr, 100 kuske, 600 kvægdrivere, 6 kokke, 6 kokkemedhjælpere, 60 tjenere, 10 førere og 12 tolke.

Kejserens rejse, der blev arrangeret af Thomas Cook, og som var en af de mere spektakulære episoder i det 19. århundredes politiske turisme, er som regel blevet betragtet som et led i den internationale konkurrence om jernbanen til Bagdad. Men hvis man på denne måde reducerer den til et rent og skært redskab for ”økonomisk imperialisme”, går man glip af mange af dens symbolske dimensioner.

Skal man tro den tyske udenrigsminister, Bernhard von Bülow, skyldtes kejserens ønske om at besøge Det osmanniske Rige ikke mindst hans beundring for sultan Abdulhamid II, hvis magt inden for rigets grænser på det politiske og religiøse område, både som sultan og kalif, kejseren anså for at være nærmest uindskrænket. Wilhelm II kæmpede en forgæves kamp mod demokratisering på hjemmefronten og hævdede gang på gang, at hans kongemyndighed var indstiftet af Gud, og at han derfor kun stod til regnskab for Gud, ikke for ministre, parlamenter eller politiske partier.

Når kejserens rejserute fortolkes på denne baggrund, får den vidtrækkende symbolske undertoner. Fra Istanbul, den muslimske sultans og kalifs hovedstad, fortsatte Wilhelm til Jerusalem, det kristne riges eskatologiske midtpunkt. Ved at nedlægge en krans på Saladins grav i Damaskus og betale for dens restaurering ærede han mindet om korstogene og de hellige krige og demonstrerede, at forsoning mellem muslimer og kristne var mulig, blot man holdt ridderlige og kongelige dyder i hævd. Rejsen afsluttedes med et besøg i Baalbek, oldtidens Heliopolis, en symbolsk påmindelse om de romerske kejseres storhedstid. Var Baalbeks og tempelruinernes enorme størrelse ikke i sig selv et bevis på, at de gamle kejserdømmer havde været i stand til at opføre langt større monumenter end Grækenlands demokratiske bystater?

Baalbek syntes således at være stedet, hvor kejseren og sultanen på en passende måde kunne fejre deres venskab og føje endnu et monument til dette landskab af mindesmærker. Den 11. november afslørede kejseren en rigt udsmykket marmortavle i Baalbeks ruiner. Det fremgår af indskriften, der er på både tysk og tyrkisk, at tavlen er en gave fra Abdulhamid II til minde om kejserens og kejserindens besøg. Efter Wilhelms ønske blev den opsat i et tempel, som dengang mentes at være et tempel til Jupiter opført af kejser Antoninus Pius.

Denne mindetavle skabte stor vrede og kritik blandt puristiske arkæologer, som anklagede kejseren for at hengive sig til wagnersk historieromantik og samtidig udsætte historiske mindesmærker for hensynsløs vandalisme. Og det skulle blive værre endnu! Det kortvarige ophold i Baalbek gjorde så dybt indtryk på kejseren, at han nærmest på stedet besluttede at støtte og finansiere en arkæologisk udgravning af området.

De tyske udgravninger (1898-1905) resulterede i en væsentlig ændring af tempelbyens udseende. Og ved en skæbnens ironi forandrede de også de symbolske koordinater for den kejserlige mindeplade – som følge af udgravningerne blev det tempel, hvor tavlen var blevet sat op, nu tilskrevet Bacchus-kulten, en anskuelse der stadig er herskende i dag, men som indebærer at mindet om den protestantiske kejser ikke er blevet holdt i hævd under Jupiters, oldtidens øverste guds auspicier, men tværtimod i et tidligere tempel for dionysiske orgier. Da murbrokker og affald var fjernet, blev gulvet desuden tre meter lavere i 1905 end i 1898, så det var næsten umuligt for normale turister at læse indskriften på tavlen med det blotte øje. I 1904 foreslog lederen af den tyske arkæologiske mission til Baalbek, Otto Puchstein, at de tyske myndigheder skulle flytte tavlen til et bedre egnet sted. Der kom ikke noget ud af disse planer, og Puchstein havde heller ikke held med et andet forslag, der gik ud på at opsætte en mindeplade for den tyske arkæologiske mission til Baalbek.

Den osmannisk-tyske tavle blev siddende på sit gamle sted indtil 1918, da general Allenby efter den britiske hærs sejrrige indtog i Baalbek gav ordre til, at den skulle nedtages, og at navne og titler på fjendens majestæter skulle fjernes. Først midt i 1970’erne, efter henstilling fra den daværende vesttyske ambassadør i Libanon, blev kejserens og kejserindens navne indmejslet igen, og resten af tavlen sat op – denne gang dog uden den smukt dekorerede marmorbue, som efter sigende var”forsvundet” under den sidste libanesiske borgerkrigs omskiftelser.