Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Alhambra » Alhambra - introduktionsbladet » Betragtninger over Alhambras arkitektur på baggrund af nyere forskning

Betragtninger over Alhambras arkitektur på baggrund af nyere forskning

Af Hans Munk Hansen

Alhambra har mere end noget andet arabisk palads åbnet vore øjne for den islamiske arkitekturs skønhed. Beliggenheden i landskabet, de charmerende gårdhaver og den overdådige udsmykning taler direkte til alle sanser og sætter fantasien i gang. Samtidig får vi et indblik i den islamiske livsform, som den tydeligt kommer til udtryk i husenes disposition og indretning.

I Spaniens muslimske periode, for over 500 år siden, var Granada arabernes sidste hovedstad, før de måtte forlade den iberiske halvø. Alhambra var en organisk del af denne by. Som altid i muslimernes bosættelser bestod Granada af en række næsten autonome kvarterer, der var afgrænset med mure, både udefter og i forhold til hinanden. Hver bydel husede en særlig social gruppe med baggrund i samme etniske oprindelse eller erhverv . Således også Alhambra, der var bestemt til herskeren og hans omfangsrige hof . Dette fyrstelige kvarter havde i Granada en særligt markant placering på et plateau højt over den øvrige by, som vi også ser det i andre islamiske byer som f. eks. Aleppo og Cairo.

Af bygningsanlæg fandtes der på Alhambra udover paladserne også moskeer, bade, basarer, boliger til hofstaben, kaserner mm. Alt i alt en selvforsynende by, der udfyldte hele højen. I dag er en stor del af dette område udlagt som park eller er bebygget med nyere huse. Dog giver mange historiske murrester løfte om, at man gennem fremtidige udgravninger kan få større klarhed om bydelens struktur og endnu uudforskede enkeltbygninger. Lykkeligvis er væsentlige dele af selve fyrsteboligen bevaret, selv om der mangler nogle afsnit som blev fjernet for at give plads til de kristne erobreres byggeri i 1500tallet. Man kan få en forestilling om paladsernes tidligere helhed ved jævnføring med f. eks. det noget senere, osmanniske Topkapi i Istanbul. Her vil man se, at der til en muslimsk herskerresidens hører vidtstrakte bygningsfløje til harem og husholdning. Det er først og fremmest disse vi må savne på Alhambra.

Stiger man op til Alhambra i dag, slår det en, hvor stærkt bebyggelsens lukkede og massive ydre står i kontrast til den lette og elegante arkitektur indenfor. Dette er et typisk træk i islamisk arkitektur, hvor man sjældent kan aflæse en bygnings indhold udefra. Men heller ikke bag murene finder man paladser i vor forstand. Den fyrstelige residens fremstår som et sammenhængende bygningsanlæg bestående af lave bygningsfløje der omgiver rektangulære gårdhaver. De overdækkede rum åbner sig mod disse, som der har været tradition for i middelhavsområdet i årtusinder. Alhambras høje og utilgængelige beliggenhed har dog gjort det muligt at forsyne nogle af forsvarstårnene med vinduer og åbne op for en storslået udsigt over Granada og det omgivende landskab. Mod residensbyens interne gadenet har paladserne formentlig kun været tilgængelige gennem en eller nogle få portaler. Disse har så, i modsætning til de lukkede facadeflugter, haft et monumentalt præg.

Så interessant Alhambras beliggenhed og ydre fremtræden end er, har blikket i nu snart to århundreder mest været rettet mod interiørernes utroligt smukke udformning. I vor tid er dertil kommet ønsket om at trænge dybere ned i forståelsen af det liv, der har udfoldet sig her i arabernes tid. Ganske vist har dette tema været behandlet tidligere, men oftest på baggrund af romantiske vestlige forestillinger om den islamiske verden, næret af tusind og en nats eventyr. Den nyere forskning baserer sig på arkæologiske udgravninger, studiet af skriftlige kilder samt arkitekturhistoriske undersøgelser.

Herved bliver det klart, at den islamiske boligkultur har sine rødder i nomadernes tilværelse og er blevet videreudviklet gennem påvirkninger fra årtusindgamle civilisationer. Og det er slående, hvor lidt paladsernes rumdispositioner afviger fra ganske almindelige islamiske boligers grundplaner. Forskellene ligger kun i størrelsen og udsmykningens rigdom. Yderligere bemærkelsesværdigt er ligheden mellem boliger i hele islams store geografiske område, alle steder bestemt af den fælles livsform.

Undersøgelser af rummenes funktioner kan således ikke baseres på vestlige normer. Hvor vi forventer en særskilt anvendelse af hver del af huset, møder vi i den arabiske verden en boligform, hvor hvert rum, uanset deres antal, bliver brugt til skiftende formål døgnet igennem. Soveværelse om natten, spisestue, opholdsstue m.m. om dagen. Derfor består inventaret kun af let flyttelige genstande, fortrinsvis tekstiler som tæpper, puder etc. På Alhambra er næsten intet af dette bevaret, men man må antage, at bohavet i kvalitet har levet op til stedets niveau.

Karakteristisk er også rummenes lange og smalle form med den eneste åbning, dør og vindue i et, i langsiden ud mod gårdhaven. Dette udendørs rum var beboernes og deres gæsters foretrukne mødested, her i Andalusiens milde klima. For muslimen har oplevelsen af haven en central plads i tilværelsen. Siddende på gulvet i arkader, pavilloner eller bare i døråbningen hengiver han sig i timevis i nydelsen af blomsternes duft og farver, af lyden i springvandenes rislen og fuglenes sang.

Gårdhaverne følger med deres geometriske opdeling gennem to krydsende akser et hovedprincip i al islamisk arkitektur. Overraskende nok ligger indgangen ikke i aksesystem, men findes næsten altid på et underordnet sted i en af siderne. Den største rolle spiller derimod vandet. Ofte som vandløb der markerer akserne og forbinder gårdhaven med de overdækkede rum. Et overordentlig raffineret eksempel herpå ser vi i løvegården. En anden komposition ser vi i myrtegårdens store rektangulære vandflade. Her bliver spejlbilledet af de rigt dekorerede nord- og sydfacader ved det mindste vindpust opløst til uroligt flimmerværk. Helt i islamisk ånd, der opfatter den materielle verden som et flygtigt skinbillede.

Denne tanke behersker også væggenes og hvælvenes dekorationer som sigter mod en afmaterialisering af rummenes begrænsninger. Særligt stærkt opleves dette i de perforerede stukornamenter, som lyset opløser til næsten kniplingsagtig lethed.

Motiverne er ofte geometriske mønstre, som kan tydes som udtryk for universets orden. Dertil kommer stiliserede billeder af frodig vegetation, ”arabesker” som en forsmag af paradis, og endelig indskrifter der, med koranens og digteres ord, bringer det samme budskab.

Vi må prise os lykkelige over, at vi på Alhambra stadigvæk kan få disse fascinerende oplevelser.

I samtidige paladsanlæg i nuværende islamiske lande har bygninger og dekorationer undergået hyppige forvandlinger. Eller de er forsvundet helt, ofte på grund af teknisk ringe udførelse og forsømt vedligeholdelse. Dette kunne have sin baggrund i manglende interesse for permanent bosættelse, forstærket af religionens misbilligende holdning til private bygherrers lyst til at ville opføre huse ”for evigheden”.

Arkitekturen udtrykker hermed en væsentlig forskel mellem islamisk og europæisk tankegang. Dette kan næppe opleves stærkere end på Alhambra. Her står side om side to fyrstelige residenser: arabernes indadvendte fragile gårdhaveanlæg og kejser Karl V’s magtfulde renæssancepalads med overdådige naturstensfacader udefter.