Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » De fremmedes bog » De fremmedes bog - lintroduktionsbladet » Beirut graffiti
Beirut graffiti
Af Sune Haugbølle
Der findes et sted nord for Beirut, ved Hundefloden Nahr al-Kalbs udløb, hvor fremmede hærledere fra babylonierne til franskmændene under 2. Verdenskrig har indskrevet deres navn på steler. Libaneserne er stolte over disse sten: de er et bevis på, at deres land altid har været en kulturernes korsvej. De er også et bevis på at Libanons historie er én lang række af invasioner, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at hele verden har stået her og kigget ned mod Beirut, mødestedet mellem Øst og Vest, og sikkert været ganske betaget. Siden de franske kolonialister tog hjem i 1946 og Libanon fik selvstændighed, har yderligere to lande, Israel og Syrien, invaderet Libanon, uden at det dog har fået dem til rejse steler ved Nahr al-Kalb endnu. Til gengæld efterlod de, sammen med libaneserne skal det tilføjes, landet i ruiner efter femten års borgerkrig fra 1975 til 1990. Inde i Beirut findes der utallige graffiti, der på forskellig vis mindes og minder om borgerkrigen. Men modsat stelerne nord for Beirut er Libanons turistministerium ikke interesseret i at bevare disse indskrifter, tværtimod. Krigen er det bedst at glemme, mener man fra officiel side. Ikke desto mindre vrimler det med minder om krigen i Beirut. For eksempel kan man, når man kommer gående ned mod hovedvejen Beshara al-Khoury for at tage en taxi, ikke lade være med at bemærke en enorm, funktionalistisk kontorbygning, der ligger intakt men komplet udbrændt på det, der under borgerkrigen var den Grønne Linie, skillelinen mellem Øst og-Vestbeirut. Hvis man i stedet for at tage sin taxi bliver interesseret i at se nærmere på ruinen og begynder at kravle op ad dens overbegroede trapper og kigger indenfor i de sodede kontorer, vil man se, at det hele er som for tretten år siden da krigen sluttede. Der ligger stadig sandsække under vinduerne, og overalt på væggene har militssoldater udødeliggjort sig selv ved at skrible graffiti, et forståeligt ønske når man sidder midt i en krig. Hele bygningen er som en historiebog, man kan bladre igennem, hvis man ellers er indstillet på at vandre rundt i en faldefærdig ruin. Man kan høre kuglerne hvisle gennem trafikstøjen sådan et sted. På den ene væg står der på arabisk: ”Tony, den hårde negl fra al-Daura”. En anden væg er fuld af kors og kristne slagord. Denne del af byen var gennem næsten 15 år fronten mellem kristne Østbeirut og muslimske Vestbeirut. Mødestedet mellem Øst og Vest.
Graffiti og krig
Der har fandtes graffiti lige siden hulemaleriernes tid. At gribe et kridt eller et kul og skrible et eller andet ned på en væg eller sten er den simpleste form for skrift der findes. Fordi graffiti kommer lige fra hjertet, er udtrykket vigtigere end den litterære refleksion. De Fremmedes Bog er en guldgrube af den slags graffiti, der kommer lige fra hjertet. Længsel, nostalgi, hjemve og afsavn er de almindeligste emner i disse graffiti fra det 10. århundredes arabiske verden. De er små glimt af personlige skæbners håb og kvababbelser fra en fjern tid. I vore dage er graffiti mest af alt et storbyfænomen. Der findes både politisk og poetisk graffiti i storbyen. New York er ungdomskulturens æstetiske graffitis hjemby, den cool graffiti, der mere drejer sig om form end om indhold. I Mellemøsten skorter det på cool, æstetisk graffiti. Til gengæld er det prægnante politiske budskab spraymalet på en mur en af de mest almindelige offentlige kommunikationsformer og en essentiel del af den politiske kultur. Forklaringen er, at når de gængse medier i den offentlige sfære er stoppet til af statslig censur og konservative normer, kan man stadig liste ud og skrive graffiti på byens mure. Byrummet fungerer som en slags opslagstavle, hvor alle kan hænge deres sedler op, og alle andre kan tage dem ned igen hvis de ikke bryder sig om budskabet, eller hænge et svar op nedenunder. En mod-offentlighed, hvor den folkelige opinion kommer til orde. Kombination af tilstoppede offentligheder og storbykonflikter i Mellemøsten har givet graffiti en central funktion som politisk udtryksform, fra Afghanistan til Irak og Palæstina. Under borgerkrigen i Libanon fra 1975 til 1990 vrimlede det med graffiti i Beirut. Byen var delt op i utallige sektorer, der blev kontrolleret af skiftende militser. En af måderne, hvorpå disse militser kunne markere deres kontrol over byrummet, var ved at hænge plakater op og skrive graffiti. Der fandtes både smædeskrifter, hyldester af ledere og soldater, og simple sloganer, såvel som modsvar fra indbyggere der ikke var enige i denne propaganda. Alle litterære former blev taget i brug, lige fra det affirmative: “ja til Arafat”, det imperative: “dræb alle Kata’ib [maronitisk kristent parti] hippier”, det konditionelle: “hvis min p.. var Kata’ib, ville jeg skære den af”, det interrogative: “søn af Mukhtara [Walid Jumblatt, drusisk politiker], ved du hvem din far er?”, og det sammenlignende: “Libanon er kristent”/ ”Libanon er muslimsk”. Der fandtes heldigvis også en mere formildende genre, for eksempel “det er svært at være flygtning i sig eget land” og “min muslimske bror, du vil altid være min bror, så længe du elsker Libanon”, eller den populære “nej til sekterisme”. Nogle af disse graffiti findes stadigvæk, men det offentlige rum er under konstant forvandling, og de fleste graffiti i Beirut i dag er nye. Indholdet er desværre ikke blevet meget fredeligere siden 1990. I Østbeirut finder man tekster, der hylder de døde ledere som Bashir Jumayil. ”Bashir lever indeni os” lyder en af de mest populære paroler. “Et Øst/ Vil forblive Et/ Kristent/ Aflukket/ Område” erklærer en anden graffiti. Eller simpelthen: ”Martyrerne tilhører os”. I Vestbeirut hylder man den islamiske modstandskamp mod Israel og andre døde ”martyrer” end dem i Østbeirut. Propaganda fra de shiitiske partier Amal og Hizbollah blander sig med slagord som ”Koranen er vores grundlov”. Her og der kan man finde hammer og segl-symboler og citater af Marx, der minder om at Vestbeirut også var de venstreorienteredes højborg under krigen. Men den del af Vestbeiruts identitet er ved at være overskrevet af islamiske tilkendegivelser som “I sandhed, vi har rigeligt med modstandskæmpere, der ikke frygter noget/selv hvis de møder døden eller døden møder dem.” Hvis man læser det offentlige rum som en mod-offentlighed, der er tættere på den folkelige opinion end den politiske korrekte, midtersøgende diskurs i politik og medier, så er indholdet dramatisk. Her kan man læse alt det, man aldrig hører de libanesiske politikere sige, men som libaneserne ved: at der er fred, men ikke forsoning; genforening, men ikke samkvem. I dag lever man stadig adskilt fra hinanden, på de enemærker, som borgerkrigen skabte. På de kristne enemærker, kan man læse, hvad de kristne synes og hvem de kristne tilhører (de kristne, naturligvis). Og på de muslimske enemærker kan man læse den modsatte identitet ud af de offentlige tegn og budskaber. Det fysiske rum er på den måde blevet en markering af skillelinier i opfattelser af hvad der skete under krigen, og hvad Libanon er og bør være for et land. Det var byrummet også under krigen, men forskellen er, at det nu er muligt at besøge den anden side. Undervejs på sine ture rundt i Beirut vil man dog også finde både poetiske og forsonende graffiti, og Beirut kan stadig være et poetisk og forsonende sted. ”Nej til religion. Ja til muslimer. Ja til kristne.”, har en velsignet sjæl skrevet med store bogstaver på arabisk, fransk og engelsk foran en kirke i et muslimsk kvarter. Så er ingen udeladt. ”Der er ingen smukkere blomst på grenene” har en anden skrevet til sin kæreste med rød skrift. Eller denne nostalgiske graffiti, der måske er en reference til de hundredtusinder libanesere, som måtte flygte under borgerkrigen, eller måske til noget helt andet: “Mourir partir revenir c’est le jeu des hirondelles”: At dø at rejse at vende tilbage - det er svalernes leg.
