Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Alhambra » Alhambra - introduktionsbladet » Alhambra i Danmark

Alhambra i Danmark

Af Martin Zerlang

”I Ludvig den Fjortendes tid var alle hellenister; nu er vi orientalister”, skrev Victor Hugo i forordet til digtsamlingen Les Orientales, der udkom i 1830. Orienten blev en besættelse i det 19. århundrede, og man orientaliserede sig efter alle kunstens regler. Møbler, tæpper, tøj, kunst, litteratur, musik, over alt sendte arabesker sindet på slyngede drømmerejser.

Alhambra, det berømte slot i Granada, som var maurernes sidste bastion, inden de efter mere end 700 års besættelse blev fordrevet fra Spanien, blev en af de vigtigste stationer på disse rejser, og i 1832 leverede Washington Irving med sine Tales of the Alhambra et mønster for orientalske drømmerier. Også i Danmark broderede man flittigt videre på arabeskerne. I 1848 skrev Chr.K.F.Molbech betaget om Alhambra i rejsebogen En Maaned i Spanien, og da hans ven, arkitekten Ferdinand Meldahl, kom på en rejse til Orienten, bad han så mindeligt denne om at sende ham en tegning af ”en rigtig smuk og hyggwelig Kiosk med Myrter og Roser omkring, med mauriske Arabesker og Buer, der minde om Alhambra”. Da Meldahl selv kom til Alhambra måtte han imidlertid erkende, at her stod han over for en skønhed, han ikke kunne eftergøre. Han skrev, at Alhambra som helhed var ”et Vidunder, et Drømmebillede”, og at Løvegården var ”saa delikat, saa rig, saa kunstnerisk gjennemført, at det i det mindste for mig synes en Umulighed at frembringe noget lignende”.

H.C.Andersen var orientalist om en hals, og i rejsebogen I Spanien (1861) beskriver han Alhambra som en forstenet ”Kniplings-Bazar”, ”et Tyls Broderi af Steen”, en arkitektonisk ”Deilighedsblomst”, og selv om slottet viste sig at være mindre, end han havde ventet, så noterer han, at når man vandrer gennem buerne, gårdene og salene, er det, som om det hele udvider sig. Man fornemmer, at arabeskerne havde en nærmest euforiserende virkning.

I 1856 fik Tivolis grundlægger Georg Carstensen tilladelse til at åbne en ny forlystelsespark, denne gang på Frederiksberg, og i indbydelsen til kommende aktionærer meddelte han, at hovedbygningen skulle holdes ”i den maleriske og imponerende mauriske Stiil med Kupler og Minareter”, og da ”de smukkeste Erindringer om denne [Stiil] knytte sig til Navnet ”Alhambra””, mente Carstensen, at han ikke kunne give dette noget andet navn end netop Alhambra.

Forfatteren Valdemar Korfitsen fortæller i Gamle Minder optegnede af en gammel Kjøbenhavner (1885), at han tydeligt erindrer, hvordan det flotte prospekt til aktietegning på Alhambra, trykt på fint velinpapir og med tegninger af hovedbygningen i maurisk stil, ”en Dag blev kastet ind paa Montrerne i min Faders Butik paa Østergade”, og han fortæller videre, at alt – lige fra hovedbygningen til den mindste kiosk og fra den store portal til de små lysthuse – var holdt i maurisk stil.

Et år senere præciserede Korfitsen i den humoristiske skitsesamling Esprit de Valdemar, at lysthusene var i ”norsk-arabisk” stil; og endnu et par år senere, i 1893, leverede vittighedsbladet Blæksprutten en tegning af et ”moderne dansk Interieur i norsk-arabisk Pariserstil”. Den fjerne Orient blev åbenbart blandet op med mere nære modeller for det gode liv, men Norge eller ej: Alhambra forblev drømmeslottet, og i 1906 åbnede Carl Rasmussen, en tidligere bødkermester, et stort forlystelsesetablissement på Amager, som han gav det forjættende navn: Alhambra Park.

Alhambra Park holdt kun en halv snes år, men den findes foreviget i filmen De fire Djævle, en af de mest spændende film fra dansk stumfilms storhedstid, baseret på en novelle af Herman Bang. I familielivet og i fritidslivet øvede Orienten en uimodståelig fascination. Til drømmebillederne føjede Nordisk Film skræmmebilleder – som i serien om Gar el Hama, den orientalske giftblander.

Også musikken blev orientaliseret op gennem det 19. århundrede. I 1847 komponerede Tivoli-komponisten H.C.Lumbye Alhambra, En Vals, og i 1876 skrev P.E.Lange-Müller en suite for firhændigt klaver, som var komponeret over indtryk fra Chr. K.F.Molbechs En Maaned i Spanien. Stykket kaldte han I Alhambra, og her maler han i tidens stil tonebilleder, som hensætter lytteren til alle de kendte steder i Alhambra: den stille, solbeskinnede myrtegård; gesandternes hal; den dystre Abencerragernes hal – fremstillet i et langsomt og alvorligt tempo, der gradvis bliver mere og mere ophidset som for at sætte lyd til beretningen om de 30 maurere af abencerragernes stamme, som her blev halshugget så blodet dannede brunrøde pletter på marmorgulvet; den festlige løvegård og inderst inde mellem slottets bygninger Prinsesse Lindarajas have med fulde vinranker og rislende springvand. ”At modulere er at rejse”, mente Lange-Müller, og med denne komposition kunne man forvandle ethvert opretstående klaver til en orient-ekspres.

Maleren P.S.Krøyer ville ikke nøjes med en rejse i fantasien. I 1878 rejste han på muldyrryg rundt i Sydspanien, og han havde sat to uger af til et ophold i Granada, men han blev der i fem måneder, tryllebundet af stedet, tegnende og malende. I brev hjem skrev han betaget om stedet – og han sluttede med et retorisk spørgsmål, der også får lov at afslutte denne skitse:

”Disse Eftermiddage paa Balkonen ud mod Floden med Alhambra og Generalife oplyst af den nedgaaende Sol, og Aftenerne med Fuldmaaneskin og Nattergalesang medens Vandet rislede i Bækken og sprang i Fontænen – mageløst – i det fjerne Guitarspil og Sang. Hvad siger du”.