Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Alhambra » Alhambra - introduktionsbladet » Hver tid sit Alhambra

Hver tid sit Alhambra

Af Mirjam Gelfer-Jørgensen

Den islamiske kunst markerer sig med en række monumenter, der gennem sin kombination af arkitektur og dekoration kan henregnes blandt denne verdens mest fremragende kunstværker. Alhambra er et af dem. Sammen med moskéen i Cordoba vidner Alhambra i dag om en kunstnerisk og teknisk avanceret arkitektur fra et for længst forsvundet islamisk Spanien, hvis kunst sandsynligvis må have imponeret det nordligere Europa, lige som dets kultur satte mangt et fingeraftryk på europæisk filosofi, litteratur for ikke at tale om naturvidenskaberne. På mange områder indtog islam middelalderen igennem en førerstilling.

Men det meste af alt dette, ikke mindst kunsten, gik sin undergang i møde, endeligt slået på flugt, da den katolske Ferdinand i 1492 uddrev de ”vantro” fra Europas sydlige udpost. Samme år som Columbus opdagede Amerika, fuldendtes tilbage-erobringen, ”Reconquista”, af det sydlige Spanien, hvor muslimer og jøder i århundreder havde videreført den kulturelle arv fra Antikken.

Da verden i det 19.årh. atter vendte sine øjne mod Spanien, var der derfor kun lidet tilbage. Alhambra fik fra da af et nyt liv, idet kunstnere af mange slags inddigtede den ene mere romantiske forestilling end den anden om dette ”slot” på toppen af bjerget i Granada. Hertil har europæiske turister igennem de to sidste århundreder valfartet og digtet om et fyrstehus, hvor skønhed i kunst, poesi og musik gik hånd i hånd med blodige dramaer. Ikke mindst her dannedes europæerens billede af et på en gang fascinerende og dekadent orienten.

Alhambra blev langt op i tiden, ja, helt til vor egen tid nærmest synonym med det eksotiske, ikke mindst i forestillingen om det fantasiæggende haremsliv, hvilket man kan få dokumenteret i danske rejsebrochurer fra 1960’erne og frem. Overalt i Europas storbyer skød ”mauriske” forlystelsespaladser op som afløsere for den foregående periodes kineserier. København fik sit Alhambra, da Georg Carstensen i 1857 på Frederiksberg lod opføre en teaterbygning, omgivet af diverse kiosker og basarer.

Det 19.årh.s forestilling om det letfærdige og fortryllende Alhambra skyggede imidlertid for forståelsen af dette omfattende, rigt varierede bygningskompleks. I Salmonsens Konversationsleksikon fra 1893 står at læse, at ”Araberne vare store Arkitekter, men havde ikke Sans eller Anlæg for Maleri og Billedhuggerkunst, som desuden Koranen forbød dem at udøve”. Lofterne fremhæves for deres vidunderlige væv af stukornamenter, men de 12 løvefigurer i Løvegården ”ere meget slet og naivt Arbejde”.

Studiet af den islamiske kunst er et relativt nyt område inden for kunsthistorien og et så omfattende monument som Alhambra kan med sine gårde, sale, pavilloner og korridorer, der væver sig ind i hinanden, med sin rige stukornamentik og ikke mindre varierede udsmykning af flise-mosaik, med sit utal af inskriptioner og med pragtfulde haveanlæg opfattes og tolkes på forskellig vis. Som med alle store kunstværker vil hver tid udlægge og fortolke med udgangspunkt i sit eget kunstsyn, sit eget verdensbillede. Endnu er vor viden om den islamiske middelalders tankegang og kultur præget af lakuner, derfor vil udlægning af dette intrikate bygningsværk også i fremtiden se dagens lys – akkurat som med andre store bygningsværker som f.eks. Chartres.

Hvor europæisk arkitektur i middelalderen stræbte mod en stadig mere himmelstræbende og en stadig mere gennemsigtig konstruktion, opløste den vestislamiske arkitektur bygningens mure med optiske mønstre og lag på lag af hårfine, sammenslyngede og krydsende linjer, ranker og skriftbånd. Kniplinger er vel, hvad man tænker på ved synet af Alhambras uendelighed af stukmønstre, der ofte på fotografier afbildes, så den klare struktur udviskes.

Alhambra er som sådan ikke eet palads, men en befæstet by med hof, administrative eenheder og huse med forskellige funktioner. De mere markante bygninger er udformet i en stram, overskuelig plan, der imidlertid sættes i bevægelse af et væld af dekorative systemer. Muslimernes fordybelse i en lang række lærdomsområder – herunder geometri, aritmetik, astrologi og optik – afspejler sig i udformningen af mønstre, der opløser væggenes tyngde, men aldrig bryder overfladen. Det er et karakteristisk træk – man kan næsten tale om et fællestræk – ved megen islamisk kunst; ikke kun inden for arkitekturen, men også inden for keramik, metal og dragter ses ganske enkle former, der danner baggrund for en uendelighed af variationer over ranke- og arabeskmotiver, ofte suppleret af ornamentale skriftbånd.

I plane paneler med glaserede, keramiske fliser skabes gennem anbringelsen af de forskellige farver og en neutral bund en form for optisk bedrag; øjet tvinges hele tiden fra et ”niveau” til et andet. Øverst på væggene er de tre eller fire forskellige planer ægte nok. Udført i stuk ses lange korancitater og digtstrofer i en smuk, svungen skrift, der træder frem på en baggrund af ranker, der atter fremstår på baggrund af mindre ranke- og geometriske motiver. Alene den præcision, hvormed en overvældende mængde af dekorative enheder er udformet, må vidne om en ekspertise inden for planlægning og håndværk, der var på niveau med det kunstneriske. Set på baggrund af samtidens europæiske kunst fremstår mængden af intrikat udformede geometriske mønstre som intet mindre end mirakuløse.

Men ikke kun de umiddelbart iøjnefaldende mønstre er underlagt geometriske love; hele anlægget som sådan, de enkelte bygningskroppe og –dele samt de enkelte komponenter i vægge og lofter er udtryk for et kendskab til matematikkens og geometriens love, der selv i dag kan være vanskelige at udrede.

Al denne skønhed og al denne kunstneriske kapacitet og virtuositet skabtes til benefice for et verdsligt fyrstendømme, der så at sige her på Jorden repræsenterede det egentlige kongedømme, den egentlige magt: Islam. Ligesom ornamenternes lag på lag er der antagelig også i forståelsen af Alhambra en række betydningslag, der som følge af symbolers natur snart kan tolkes på den ene, snart på den anden måde – alt efter hvilken referenceramme det enkelte menneske har.