Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Koranen. En meget kort introduktion » Koranen - introduktionsbladet » Djævelen i Koranen

Djævelen i Koranen

Af Jean Butler

Koranen rummer mange gode historier. Én af de mere centrale er Syndefaldsberetningen eller historien om, hvordan det første menneske mistede sin uskyld og det Onde trådte ind i verden. Som i Bibelen, er Djævelens historie også i Koranen tæt forbunden med menneskets. Og ligesom beretningens iboende problematik forbliver uforløst i bibelsk tradition, leverer heller ikke Koranen noget endeligt svar på tilværelsens måske mest drilske spørgsmål. For hvordan forklarer man egentlig det Ondes eksistens i en Gudskabt verden? Eller rettere: Hvordan retfærdiggøre Guds eksistens, faced with the Devil?

Ikke kun kære børn har mange navne. I Koranen kaldes Djævelen indledningsvis Iblîs, sidenhen, efter at også han er faldet fra Guds nåde, træder han frem i skikkelse af al-Shaytân, Satan, og frister mennesket over evne. Djævelens historie, som altså i høj grad også er menneskets, er i Koranen spredt ud over hele syv kapitler, eller sûrer som disse kaldes, i tilsyneladende vilkårlig orden. I disse syv kapitler finder vi syv mere eller mindre parallelle variationer over Djævelens historie fra fødsel til fald. Det er en rigt facetteret beretning, ikke altid i overensstemmelse med sig selv, men sådan må det nødvendigvis være, når det drejer sig om intet mindre end beretningen om det Ondes oprindelse. Her tager det Onde skikkelse, og dét i en grad, så det er svært ikke at føle sig berørt.

Koranen fortæller, at Gud skabte mennesket af ler og indgød ham sin ånd, hvorpå Han kaldte sine engle til sig for at informere dem om sin hensigt med mennesket. »Jeg vil skabe en stedfortræder på jord«, siger Han, og englene protesterer højlydt. »Vil Du placere én derpå, som vil korrumpere og udgyde blod, mens vi tilbeder Dig og priser Dit navn«, spørger de indignerede, hvorpå Gud køligt svarer: »Jeg ved, hvad I ikke ved«. Gud lærer nu Adam altings navne, præsenterer dette alvidende væsen for den undrende skare af engle, og beder dem atter om at bøje sig for Adam. »Og de bøjede sig alle, undtagen Iblîs«, lyder Koranens stemme nu syvfoldigt, i en sentens, der er central for forståelsen af Djævelens natur. For hvem er Djævelen da, om ikke en engel, og altså én af Guds betroede medarbejdere, og dog en engel, som nægter at lyde det guddommelige bud. At denne engel er af en vitalt anderledes natur end sine fæller i det høje, vidner da også Koranens ord om i én af de syv ovennævnte variationer. »Han var en jinn«, lyder det, og andetsteds fortælles vi, at disse jinner er skabte, ikke af lys, som engle ifølge traditionen er, men af ild. Dette flyvske, irrationelle element, af natur svært tæmmelig, udgør altså Djævelens kerne, og ligger til grund for hans ulydighed.

Djævelens ulydige natur cementeres yderligere, da Gud spørger ham, hvorfor han nægtede at bøje sig for Adam på Hans bud. Iblîs svarer stolt og uden skam: »Jeg er bedre end han; Du skabte mig af ild, og ham af ler«, og går med denne sætning over i islamisk historie som selveste indbegrebet af hovmod og ulydighed, to af de værste synder i en religion, der hylder den absolutte hengivelse til Gud over alt andet.

Som straf styrtes Iblîs ud af himmelen, falder, og transformeres i sit fald fra en strålende engel til en hæslig, forkrøblet skabning al-Shaytân al-rajîm, »den stenede Satan«. Han formår dog inden da at indgå en – i teologisk forstand – ganske kontroversiel aftale med Gud. Hans straf bliver udsat indtil Dommedag. I mellemtiden får han tilladelse til at lede de mennesker på afveje, han kan. »Som Du har vildledt mig«, siger Iblîs, »skal jeg lede dem bort fra Din rette vej.« Således falder Adam og Eva fra Paradisets Have med Guds velsignelse, som Djævelen brikker i det store guddommelige spil, der kun netop har taget sin begyndelse.

Djævelens historie i Koranen har gennem tiden inspireret mangen en tænker. Tidlige sûfî-mystikere så ham således som en tragisk skikkelse, der elsker Gud til døde. I denne fortolkning er Iblîs den ultimative muwahhid, den eneste der virkelig tør bekende Guds absolutte enhed, og dermed ikke kan bøje sig for andre skabninger – selv når Gud befaler det. En så radikal – idealistisk, om man vil – fortolkning af det Onde blev allerede i 900-tallet dømt kættersk, men eksisterer den dag idag på skrift, og viser bredden i datidens islamiske tænkning. Også nyere tids ikke-muslimske forfattere har ladet sig inspirere af tragikken, og betalt prisen. Tænk blot på Salman Rushdies De sataniske vers, som udover at ironisere over flere af Islams væsentligste dogmer, også giver sit bud på det Ondes oprindelse.

Hvordan muslimske fortolkere af Koranen gennem tiderne har valgt at anskue denne for religionen Islam så centrale beretning er naturligvis af vital interesse. Man kan her iagttage en udvikling fra klassisk Koranfortolkning i 800-900-tallet, over Middelalderens dogmatiske eksegese, til den moderne, mere rationalistiske fortolkning, som peger i retning af en frikendelse af Gud på menneskets bekostning. Satan? Han tildeles en plads i periferien, så helt ulig fordum tiders stråleglans. Men det er en helt anden historie.