Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Koranen. En meget kort introduktion » Koranen - introduktionsbladet » Koranen - ikke blot en historisk kilde

Koranen - ikke blot en historisk kilde

Af Angelika Neuwirth

Scenariet for den koranske kommunikation

Koranen rejser mange spørgsmål for historikeren – hvilket den foreliggende lille åndrige, men dog letlæste bog af Michael Cook demonstrerer. En disciplin der kan hjælpe historikeren, og som alt for sjældent bliver taget i anvendelse, er litteraturvidenskaben.

Det der for historikeren er »koransk materiale«, præsenterer sig nemlig for den litteraturvidenskabelige læser som »tekst«, eller sagt mere præcist: egentlig er Koranen en slags stivnet kommunikation mellem en talende (der taler om sig selv i jeg- og vi-form) og et tiltalt »du«, der har til opgave at formidle det hørte videre til en gruppe tilhørere. Selv om den tiltalte ikke selv besvarer den talendes tale, har denne tale alligevel karakter af en dialog, idet den talende i mange tekster refererer til aktuelle samtaler blandt tilhørerne.

Den islamiske tradition har identificeret de tre parter i denne kommunikation med Gud (den talende), Muhammad (den primært tiltalte) og hans menighed (de indirekte tiltalte). Den har dermed fastlagt en scene, som ganske vist ikke lader sig bevise historisk – vi ejer ingen dokumenter fra profetens tid som bekræfter hans offentlige optræden – men som dog i forhold til radikalt skeptiske modmodeller har det fortrin at være mere plausibel og frem for alt rumme færre indre modsigelser.

Denne Koranens kommunikations-scene er under udvikling. Den beskriver den situation hvor der dannes en menighed: Muhammad, der påberåber sig guddommelig inspiration, foredrager sin tale for en kreds af tilhørere som i løbet af denne kommunikationsproces udvikler sig ideologisk, udvider sig personligt og mere og mere vokser sammen til et trosfællesskab. Det koranske budskab som jo afledes fra en guddommelig talende, fungerer således som et bestandigt ekspanderende forråd af liturgiske tekster der står i centrum for menighedens gudstjenester. Et bæredygtigt trosfællesskab bygger naturligvis ikke blot på det guddommelige ord som det har modtaget, men er også i besiddelse af faste former for besvarelse af denne tale i form af riter og liturgiske ceremonier. Udviklingen af en sådan islamisk liturgi forløber parallelt med opståelsen af den hellige skrift og afspejler sig samtidig mange steder i Koranens tekst.

Spørgsmålet om kronologien

Den nyere historiske Koranforskning tillægger ikke kronologien i de koranske tekster nogen særlig betydning. For dem synes Koranen for fattig på direkte vidnesbyrd om historiske begivenheder, mens de udviklingsprocesser som afspejler sig i Koranen synes for stærkt litterært kodet til at en undersøgelse lønner sig. Med afkaldet på en i det mindste rudimentær rekonstruktion af teksternes genetiske rækkefølge går historikeren imidlertid glip af afkodningen af et stort antal henvisninger til Koranens opståen som findes i teksten selv. I og med at man ikke behandler Koranen som tekst, men som en samling anonyme materialer, hvis herkomst ikke lader sig rekonstruere hverken i tid eller rum, slipper man for hurtigt om ved opgaven med at fortolke Koranen som et religionshistorisk nøgledokument.

Derimod kan den litteraturforsker, som har genkendt det formelt påfaldende kommunikationsscenario, ikke unddrage sig opgaven at skabe kronologisk orden i teksten. For ham stiller der sig en dobbelt opgave: han må forfølge den gradvise opståen af en litterær hellig tekst, Koranen, og den islamiske liturgis »performatoriske tekst« som opstår samtidig hermed.

Allerede de klassiske muslimske lærde forsøgte i store linjer at bringe kronologisk orden i en korantekst som er overleveret i helt uordnet form. Profeten besluttede sig ikke for nogen endegyldig redaktion, måske ikke engang en fuldstændig skriftlig samling af sine forkyndelser, og den redaktion som blev foretaget cirka femogtyve år senere, sorterede blot teksterne groft efter deres længde. De senere islamiske lærde indskrænkede sig i det store og hele til at inddele surerne i Mekka- og Medina-tekster. Denne tilordning er naturligvis lige så usikker som efterretningerne om profetens liv og baggrunden for de enkelte åbenbaringer. Alligevel må man betragte profetens og hans tilhængeres udvandring (hijra) fra Mekka til Medina som et vigtigt udviklingstrin, og ligeledes bliver man nødt til at holde fast ved andre basisdata som Kaaba-kulten i Mekka og tilstedeværelsen af en jødisk menighed i Medina. Men hvorledes kan man på grundlag af disse få retningslinjer skabe en tilforladelig orden i Koranen? Lidt hjælp får man af den overleverede inddeling af Koranen i surer, tekstafsnit af forskellig længde, som i kraft af deres udpræget litterære karakter for størstedelen må regnes for oprindeligt intenderede enheder. Ensartet strukturerede surer kredser i reglen om ensartede emner således at man kan opfatte Koranen i sin helhed som en sekvens af forskellige emner der afløser hinanden.

Mekka-surerne

De korte stramt konstruerede mekkanske surer med deres ekspressive rim bevæger sig stadig inden for den gammelarabiske forestillingsverdens snævre horisont. Her udøver åndevæsener magt, og stammekonflikter, social uretfærdighed og selvopholdelsens grusomme handlemåder er dagens orden. Men økonomiske succeser og Mekkas kollektive sikkerhed såvel som erindringen om redningen af den centrale helligdom i byen for blot en menneskealder siden har også betydning. Forkynderens og hans tilhørere husker i »straflegenderne« de folkeslag, der er bukket under på grund af deres egne fejl; det er korte poetiske fortællinger om »de udryddede bosættelser« hvis beboere har måttet undgælde med guddommelig straf for deres ulydighed mod Guds bud. Historierne demonstrerer drastisk den dom som også Mekka må frygte. I stedet træder dog en ny form for fortælling. Ud fra det kommunikationsscenario som behersker Koranen kan man jo forvente en kontinuerlig udviklingsproces: På den ene side gennemgår tilhørerne takket være den talendes vedholdende belæring en religiøs udvikling som igen kræver en udvikling af Koranens sprog og fraseologi for at tilgodese de nye forventninger hos tilhørerne. På den anden side sker der med udvidelsen af adressatkredsen til jødisk og kristent dannede tilhørere også en udvidelse af det koranske indholds spektrum som nu forlader den snævre gammelarabiske forestillingsverden og mere og mere bevæger sig ud i den tidsligt og rumligt udvidede bibelske geografi. Denne åbning mod »Bibelens verden« forløber parallelt med en i Koranen reflekteret liturgisk orientering mod templet i Jerusalem der af profetens tilhørere antages som bederetning. Mod Jerusalem vender man sig i bøn og i den med Jerusalem forbundne bibelske historie bevæger menighedens tanker sig. Samtidig med den skriftlige fiksering af surerne som begynder i denne fase, træder det bibelske kosmos som skriften forjætter, stærkere ind i synsfeltet. For den særegne skriftliggørelse af de »nedsendte« tekster opfattes som en jordisk fiksering af en urtekst som allerede er skriftligt fastholdt »i himlen«. Den guddommelige selvmeddelelse til den unge menighed fremtræder som en gentagelse af den kommunikation de ældre bibelske religioners troende allerede havde del i. Den Koran som er ved at opstå optræder ved siden af Toraen og Evangeliet. Samtidig nærmer man sig de ældre religioners liturgi: Surerne fra denne opståelsesfase afbilder i mange tilfælde forløbet i en kristen eller jødisk gudstjeneste hvor oplæsningen af bibelteksten står i centrum indrammet af liturgiske kommunikationer som bønner og lovprisninger. De bibel-orienterede surer svarer til denne model idet de grupperer dialogiske tekster, polemik mod modstandere eller opmuntringer til betrængte profeter omkring en bibelsk tekst som står i centrum.

Medina-surerne

Efter udvandringen (hijraen) gør åbningen mod den bibelske verden plads for en ny konstellation som man kunne kalde »åbningen mod den bibelske traditions arvegods«. Den er tydeligvis et resultat af udvidelsen af tilhørerkredsen med en ny gruppe: jøderne i Medina. Det er påfaldende at den »narrative pagt« mellem foredrageren og tilhørerne har ændret sig. Mens det i de tidlige fortællinger drejede sig om gennemgange af bibelske begivenheder hvis tolkning var overladt til tilhørerne, så udgør den talende og de troende tilhørere i tidlig Medina-tid et fortolkningsfællesskab som afgrænser sig i forhold til ikke-accepterede tolkninger. En midlertidig inddragelse af jødiske tilhørere i dette fællesskab dokumenteres i gentagne appeller til disse om at tilslutte sig den nye »religionsovergribende« fortolkning af de bibelske tekster. Dog lærer man også selv af jøderne i Medina, såvel religionsretligt som liturgisk. Den liturgiske orientering mod jødedommen afslører sig især i de nye indretninger som fastlæggelsen af fredagen til gudstjenstlig sammenkomst, men især i Koranens fastebud der har jødernes faste omkring den jødiske forsoningsdag som forbillede. Tilbudet om solidaritet med jøderne bliver dog ikke opretholdt ret længe. Tværtimod forskydes diskursen om åbningen mod den bibelske traditions arvegods i retning af det sejrrige slag ved Badr – i Koranen dokumenteret som den afgørende begivenhed.

Den sidste store idékreds, som på grund af den tvivlsomme enhed i de lange surer fra Medina kun vanskeligt lader sig rekonstruere, kunne man nærmest kalde »nationsopbygning«. Her er der i lige så høj grad tale om praktiske anvisninger som om diskursiv stillingtagen. På trods af at den koranske tale nu i vid udstrækning har antaget en politisk karakter, opretholdes kunstprosaformen med dens rimede versafslutninger stadig. Den nye kollektive interesse manifesterer sig på det sociale område hvor fælles erobringstogter bliver et tema i Koranen, på lige fod med den huslige orden hos den profet som leder menigheden. I denne fase hvor den islamiske menighed bliver formet, er der endvidere stor interesse for den religiøse symbolik og ritus. Den centrale helligdom, Kaabaen, og pilgrimsfærden til denne, den islamiske hajj, bliver tolket på en ny måde, og i takt med en almindelig stilisering af forkynder-tilhører-scenariet efter bibelsk forbillede bliver symbolikken omkring Det hellige Land projiceret over på Den arabiske Halvø, således at Mekka og dens helligdom bliver til det oprindelige Jerusalem med et ældgammelt tempel der går helt tilbage til Abraham. Den koranske udvikling har ført profeten og hans tilhørere fra Mekka til Jerusalem, videre til Medina og tilbage igen til Mekka.

Selv om der ved en sådan læsning af Koranen i stadier stadig er meget der foreløbig må forblive hypotetisk, er denne tilgang lovende som et supplement til en synkron beskrivelse af den kanoniserede tekst. Vil man forstå Koranen religionshistorisk, kommer man ikke uden om at beskæftige sig med de perspektiver ud fra hvilke den talende og hans tilhørere betragter de bibelske tekster og den levede virkelighed. Koranen er ikke mindst et dokument over en fremadskridende og stadigt forandrende læsning af bibelske tekster som også reflekteres i den levede menighedshistorie. Men dette dokument åbner sig først når man betragter Koranteksten som en forkyndelses- og læreproces, det vil sige fokuserer på den særlige scene for den koranske kommunikation.