Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Koranen. En meget kort introduktion » Koranen - introduktionsbladet » At istemme Guds stemme

At istemme Guds stemme

Af Thomas Hoffmann

Om recitation af Koranen

Bøger er stilhed! Biblioteket, læsesalen og antikvariatet er oaser af stilhed. Billedet af den læsende er for mange billedet på en privilegeret tilstand af tavshed og fordybelse. Men dette billede er fortegnet. Bøger er også lyd, stemme, klang. Bøger synes at tale til den læsende med en egen stemme. Undertiden insisterer bøger ligefrem på, at den læsende så at sige stemmer i med bøgernes egne stemmer – at læseren ikke blot investerer sit blik og indre gehør men hørligt opløfter sin stemme. Netop Koranen hører til blandt de bøger, hvis oprindelse, overlevering og rituelle brug vidner om betydningen af den opløftede stemme. Således betyder ordet Koran (arabisk qur’ân) egentlig ›fremsigelse‹ eller ›deklamation‹, og de første ord Muhammad ifølge traditionen fik åbenbaret var påbudet: »Fremsig i din Herres navn« (sûrah 96:1). Denne tilskyndelse opretholdes Koranen igennem med jævnlige påbud om at fremsige eller recitere: »Fremsig…« Dét, som fremsiges, tænkes at være Guds egen tale, kalâm Allâh. Men det er altså ikke Gud selv, for så ville det reciterende menneske jo blive til Gud selv – en højst kættersk tanke. Kun det fremsagte er guddommeligt. Den fremsigende stemmer så at sige i med Guds stemme. Man kan her tale om en dobbelthed ved den koraniske recitation; på den ene side delagtiggøres muslimen i Guds egen tale og profeten Muhammads forbilledlige åbenbaringsoplevelser, på den anden side repræsenterer de forskellige ›fremsig-‹ og ›sig‹-formler en art verbale citationstegn, der løbende markerer korantekstens forskellighed fra det almindelige menneske. Denne dobbelthed finder man i mange religioner og på mange niveauer; på den ene side er Gud transcendent og forskellig fra mennesket og verden, på den anden side tænkes Gud også at tage del i denne verden. Som det formuleres i Koranen, er Gud nærmere mennesket end dets egen halspulsåre (sûrah 50:16).

Når det gælder religiøse skrifter er den stille indadlæsning faktisk undtagelsen frem- for reglen. For mange kirkegængere her til lands består ›læsning‹ af Biblen jo i at lytte til præstens oplæsning fra Biblen. Altså mestendels et fænomen, der foregår i kirkerummet og ved særlige lejligheder. I den islamiske verden, fx Cairo, vil moskeen og de religiøse højtider naturligvis også være særlig knyttet til recitationselementet, men – hvis man lytter efter – vil man også blive slået af recitationens nærvær i det offentlige rum. Koranrecitation strømmer ud fra radioen i taxien, fra elevatoren, fra en live recitatørs mund ved højtideligheder, og på mange gadehjørner sælges kassettebånd med ›hits‹ fra stjernerecitatører som al-Husarî og Abd-Samad. I modsætning til bedetæppet, som normalt kun bredes ud ved de daglige bønner, fungerer koranrecitationen som et langt bredere og mere offentligt lydtæppe.

Nodebladet viser, hvordan koranrecitation lød i 1930ernes Cairo. Koranens tekst er her gengivet med latinske bogstaver, således at standardudtalen står øverst, mens variantudtale stedvist er angivet neden under.(Illustration efter Gotthelf Bergsträsser i tidsskriftet "Der Islam", bd. XXXI, 1932-1933)

Nu kunne man måske tro, at recitation betyder oplæsning på samme måde som bibelteksterne bliver læst op i Folkekirken i dag. Sådan er det ikke! I Michael Cooks introduktion kan man se al-Fâtiha, Koranens første sûrah, gengivet med latinske bogstaver og noder. Noderne antyder musikalske toner, og henviser nok her til den særlige form for koranrecitation, som har en mere messende end oplæsende karakter: undertiden kaldet tadjwîd, undertiden tilâwâ. I musiktekniske termer kaldes en sådan form for recitation for cantillation, dvs. recitation med musikalske modulationer. Uden at komme nærmere ind på de tekniske detaljer og forskellige stilarter er det overordnede indtryk den særlige orientalske brug af frasering (fx ved at forlænge vokalernes lyd) og vibrato, som forlener lyden med en terrasselignende kontur, der også har et strejf af sørgmodighed over sig. Traditionelt angives det da også, at Koranen skal fremføres bi’l-hazanin, »med sørgmodighed«; de mange trusler og advarsler til mennesket i Koranen får derved en helt anden ›stemning‹, end når vi læser den uakkompagneret. Ved live recitationer er det da heller ikke brud på god tone, hvis en tilhører bryder ud i gråd. Et andet træk ved cantillation er monotonien – ikke at forveksle med kedsommelighed – fordi recitatøren fremfører teksten uden naturlige pauser, uden ›skuespilleragtig‹ dramatisering af teksternes indhold og uden større variation i volumen, men med en flydende fremførsel bestående af talrige små melodiøse serier. En muslimsk forsker har således foreslået at sammenligne det lydlige udtryk med arabeskens gentagende mønsterfigurer.

Hvorfor overhovedet cantillation? Hvorfor denne stiliserede form frem ›normal‹ oplæsning? Ved siden af den teologiske forklaringsmodel opridset foroven kan der opstilles andre parallelle modeller: en neurologisk, en religionshistorisk og en retorisk. Neurologiske undersøgelser har for eksempel vist, at sang og sanglignende intonation – udover visse mnemotekniske fortrin – kan lokaliseres til andre sfærer i hjernen end det såkaldte talecenter, og det selv om sang jo indeholder ord og grammatik ligesom almindeligt sprog. Det er således ofte set, at folk der lider af afasi, dvs. alvorligt tab af kommunikationsevne grundet skader i hjernens talecenter, forbliver i stand til at synge. Hvis kerneteksten ikke kun lagres i talecentret, men også andre steder i hjernen, er sandsynligheden for succesfuld kulturel overlevering større.

Den religionshistoriske model ser den koraniske cantillation i forlængelse af de præ-islamiske hel- eller halvpoetiske recitationsstilarter. Ved at fremføre sine åbenbaringer i en for sin samtid velkendt recitationsstil kunne Muhammad legitimere sig i forhold til den stærke sociale traditionalisme og samtidig indføre sine banebrydende monoteistiske budskaber. Da først islam havde bevist sin levedygtighed, blev denne måde at recitere Koranen på en del af den profetiske model og som sådan normgivende.

Endelig vil den retoriske model pege på, at den stiliserede og melodiske recitation føjer en musisk ›mærk-værdig‹ dimension til, som overskrider det rent kommunikative. Koranen bliver herved forlenet med en særegen lydlig autoritet, som mange muslimer finder inciterende og værdifuld i sig selv.

Uanset forklaringsmodeller og fortolkninger kan jeg kun afslutningsvis opfordre læseren til at besøge en moské og dér høre de levende ord eller at klikke sig ind på en hjemmeside med eksempler på recitation.