Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Koranen. En meget kort introduktion » Koranen - introduktionsbladet » Skriften på væggen

Skriften på væggen

Af Johan Herman Rump

Om koranfriser i islamisk arkitektur.

»Skriften på væggen« i Rembrandt Harmensz van Rijn: Balthasars gæstebud, ca. 1635; olie på lærred, 168 ´ 209 cm, The National Gallery, London.

Kender De Rembrandts billede af Balthasars gæstebud? – Det maleri, som skildrer historien om skriften på væggen fra femte kapitel af Daniels Bog i Det Gamle Testamente, hvor Gud lader en gådefuld meddelelse om Babylons fald prente på festsalens væg til kong Balthasars og hoffets store forfærdelse. I den kristne kulturkreds har man været så fascineret af denne beretning, at udtrykket, »skriften på væggen«, er indgået i de forskellige europæiske sprog. Udtrykket kendes også i den muslimske verden, men for orientens muslimer er Guds ord skrevet på væggen et dagligdags syn: hér er lange indskrifter fra Koranen en essentiel del af arkitekturen, og hér kan »skriften på væggen« have andre betydninger end et ulykkesvarsel. I det følgende vil jeg præsentere to centrale sider af den islamiske kunstbestræbelse i forhold til de førislamiske kulturer – to sider, der reflekteres i Koranens tankeverden: synet på den guddommelige åbenbaring og på de førislamiske helligsteder. Til at beskrive dette vil jeg omtale tre berømte, tidligislamiske helligdomme – Kabaen i Mekka, Klippemoskéen i Jerusalem samt Ahmad ibn Tuluns Moské i Kairo – og ærbødigst tyde »skriften på væggen« i disse bygninger.

Åbenbaringsopfattelsen i islam og kristendom

Den grundlæggende forskel på islam og kristendom ligger i åbenbaringsopfattelsen, det vil sige i synet på, hvordan det guddommelige kom ind i den menneskelige verden. Den bærende tanke i kristendommen er, at Gud blev til menneske – til Jesus fra Nazareth. Kristne har Guds/Jesu ord i en oversættelse (fra aramæisk til græsk), der blev genfortalt af evangelisterne og samlet til de fire versioner i Bibelen: Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. Derimod hævder muslimer, at Gud åbenbarede sig i form af et skrift – Koranen. Muslimer har Guds ord på originalsproget (arabisk), der blev udtalt igennem Muhammad fra Mekka og samlet til én version, Koranen. Hvor altså i kristendommen Guds ord er en person, Jesus, og skriften (Bibelen) er det menneskelige vidnesbyrd om Ham, er det i den islamiske opfattelse omvendt: Guds ord er skriften (Koranen), og Muhammad er bare den menneskelige formidler. Forskellen i opfattelsen af det guddommeliges skikkelse i islam og kristendom kan man i forenklet form opstille således:

Skrift Person
Guddommelig Koranen Jesus
Menneskelig Bibelen Muhammad

Disse åbenbaringsopfattelser blev udtrykt i den islamiske og kristne kunst, der hver især skulle søge at fremhæve det centrale ved religionen – det guddommelige – til evig påmindelse for mennesket, Guds glemsomme skabning. Denne fremhævelse ses tydeligt i den islamiske kunsts koraninskriptioner og fravær af Muhammadfigurer; omvendt i den kristne kunst: hér har man Kristusfigurer og ikke en lignende tradition for bibelinskriptioner. Når mennesket trådte ind i Guds hus – i kirken eller moskéen – blev det således mødt med en kunstnerisk gengivelse af Guds jordiske manifestation: Kristusfigurer eller koraninskriptioner. Den figurative fremstilling – som maleri eller skulptur – gav den kristne kunst de bedste muligheder for at fremstille sin guddommelige åbenbaring (Jesus Kristus), mens den islamiske kunst fandt skønskriften (kalligrafien) naturlig for at fremvise den guddommelige åbenbaring (Koranen), der i den islamiske arkitektur således blev til »skriften på væggen«.

Med denne forskel i brugen af skrift og billede kunne den nye islamiske kultur også profilere sig i forhold til kristendommen. Selvom der i praksis findes undtagelser, opretholdt islamisk lov snart billedforbudet fra jødedommen, der i sin kerne angik afbildning af Gud, men udstraktes til at omfatte alt figurativt for at forhindre enhver mulighed for afgudsdyrkelse. Kristendommens og islams forskelligartede syn på helligskriften og gudebilledet fik videre konsekvens for kulturernes øvrige kunstudfoldelse: kalligrafien (i bøger og på bygninger) blev den mest prestigefyldte kunstart i den islamiske verden, mens den figurative kunst (i maleriet og skulpturen) blev den højest værdsatte kunstform i den kristne – ja, hér betragtes kalligrafi knap nok som kunst, mens den islamiske kunst knap nok kender til det fritstående maleri.

Imidlertid er koraninskriptioner mere end en æstetisk dekoration og guddommelig påmindelse i den islamiske kunst; valget af koranpassager til »skriften på væggen« giver mange gange en idé om det enkelte bygningsværks betydning, sådan som de muslimske arkitekter og bygherrer forstod det. Dette skal der i det følgende gives eksempler på.

»Skriften på væggen« i Klippemoskéen i Jerusalem. Her vises koranfrisen allerøverst på den side af den ydre søjlevæg, der vender ind mod den hellige klippeknold.

Helligstedet i Mekka

Muslimske kilder beretter, at forholdet til de førislamiske religioner – det arabiske hedenskab, jødedommen og kristendommen – fra begyndelsen stod i centrum af Muhammads religiøse forkyndelse (610-632 e.Kr.); udviklingen kan man følge i Koranen: islam begyndte som et opgør mod det daværende arabiske, polyteistiske hedenskab, hvis hovedhelligdom var Kabaen i Mekka. Muhammad hævdede, at han som den første profet var kaldet til at omvende det arabiske folk til troen på den ene, sande Gud, som tidligere gennem profeter og helligskrifter (fx. Mosebøgerne og Davids Salmer) havde henvendt sig til det jødiske og kristne folk, der under ét i Koranen kaldes: »Skriftens Folk«.

Det viste sig dog, at Skriftens Folk i Arabien ikke ville anerkende Muhammad som profet – ja, de gjorde oven i købet nar af ham, da han forekom dem at være en amatørprofet, der rodede rundt i de elementære bibelske historier. Såret, skuffet og rasende – men stadig væk appellerende til dem om besindelse – ændrede Muhammad bederetningen fra Jerusalem (jødernes og de kristnes hellige by) til Kabaen i Mekka. Gud meddelte nu Muhammad, at Kabaen ikke oprindeligt var en hedensk helligdom, men derimod verdens første tempel, bygget af jødernes og de kristnes stamfader, patriarken Abraham. Hvad Muhammad prædikede var »Abrahams religion«, den autentiske version af Guds religion, og hvis Skriftens Folk ikke kunne indse det, var det, fordi deres præster havde ændret i Bibelens tekster. Ved den muslimske restaurering af Kabaen i år 758 e.Kr. blev en mosaikinskription med Koranens »missionsvers«, efterfulgt af den centrale koranpassage der viste denne nye forståelse af Kabaen og Abraham, indsat over Kabaens dør:

"Det er Ham (Gud), der har sendt Sin apostel (Muhammad) med retledningen og sandhedens religion for at lade den besejre al anden religion … (ix: 33). Sig: Gud taler sandhed! Følg derfor Abrahams religion, den rettroende, der ikke var en af flergudsdyrkerne! Sandelig, den første helligdom, der grundlagdes for mennesker, var den i Mekka (Kabaen) … (iii: 96-97). "

Således blev den hedenske helligdom, Kabaen, omdefineret til verdens første helligdom for Guds religion og blev herved til islams hovedhelligdom og »Jordens Navle«, punktet med nærkontakt til Gud. For at berettige denne omdefinering blev Kabaen kædet sammen med bibelsk autoritet som selve stamfaderen Abraham, med hvem muslimerne nu kunne hævde sig i forhold til Skriftens Folk og se sig selv som repræsentanter for den ældste, og ikke den yngste, af Guds åbenbarede religioner.

En sådan islamisering af tidligere ikke-islamiske helligsteder gentog sig efter Muhammads død med opførelsen af Klippemoskéen i Jerusalem og Ahmad ibn Tuluns Moské i Kairo.

Helligstedet i Jerusalem

Ved den muslimske erobring af Jerusalem i 638 e.Kr. var kalif Umar ibn al-Khattab (Muhammads anden efterfølger og den islamiske regent fra 634 til 644 e.Kr.) meget ivrig efter at se tempelpladsen, stedet hvor Salomons Tempel, jødernes hovedhelligdom, havde stået frem til år 70 e.Kr., da romerne ødelagde det. Efter Abraham var kong Salomon en af de mest betydningsfulde profeter i det muslimske verdensbillede; kong Salomon er en populær figur i Koranen, der også omtaler Salomons Tempel (xxxiv: 13 og xxxviii: 21). Muslimerne vidste, at hér stod de foran ruinerne fra et ældgammelt kultsted af vital betydning for både jødedommen og kristendommen.

Mens de muslimske erobringskrige var på deres højeste, nøjedes muslimerne med at bygge en simpel moské, men fra 692 e.Kr. opførtes den storslåede Klippemoské, som centreredes omkring den mærkelige, rå klippeknold, som mentes at have været indesluttet i det gamle tempels Allerhelligste rum, og som for jøderne udgør »Jordens Navle«. Arkitektonisk udformedes Klippemoskéen efter Jesu Gravkirke – der er hovedhelligdommen og »Jordens Navle« for kristenheden – og lignende kristne helligdomme i Jerusalem; men moskéens indre mosaikudsmykning, »skriften på væggen«, blev særegen muslimsk: Øverst på hver side af den ydre søjlegang løber et 240 meter langt indskriftsbånd, skrevet med gyldne bogstaver, som funkler mod en mørkeblå bund. Teksten er næsten udelukkende hentet fra Koranen og nøje udvalgt for at give omverdenen klar besked om denne bygning. Essensen i indskriften er samlet på den side af søjlegangen, der vender ind mod den hellige klippeknold; her følger en lidt afkortet oversættelse:

"Sandelig, Gud og Hans engle velsigner profeten (Muhammad). O, I troende, så velsign I ham også! … (xxxiii: 56). O, I Skriftens Folk, overdriv ikke i jeres religion og sig intet om Gud undtagen sandheden! Kristus – Jesus, Marias søn – var kun Guds apostel … og en ånd fra Ham. Tro derfor på Gud og Hans apostel og sig ikke: »der er tre (guder)«! Hold op med det – det vil være bedst for jer. Gud er kun én gud – hævet er Han over at skulle have en søn! … (iv: 171-172). … Sandelig, religionen hos Gud er islam. … For den, som fornægter Guds tegn, er Gud visselig hurtig til at afregne. (iii: 19) "

Med Klippemoskéen byggede muslimerne et nyt Salomons Tempel – hvad jøderne ikke havde formået siden templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. – og dette med en bygning, der skulle overgå de kristnes helligdomme i pragt og skønhed. Midt på dette ældgamle helligsted skabte muslimerne en markant, arkitektonisk manifestation af, at islam var kommet for at blive, og med koraninskriptionen gav de omverdenen, »Skriftens Folk«, begrundelsen for islams magtovertagelse: Gud var med muslimerne, for Skriftens Folk havde fraveget sandheden – islam var derimod den sande udgave af den monoteistiske religion. Med koraninskriptionen ville muslimerne dog ikke blot polemisere, de ville også invitere Skriftens Folk til at omvende sig til den rette tro.

Kabaen i Mekka og til højre Klippemoskéen i Jerusalem

Helligstedet i Kairo

I løbet af anden halvdel af 800-tallet var den første moské i Kairo blevet for lille for den muslimske erobringshær og de øvrige, nye muslimske indbyggere. Derfor iværksatte den stedlige muslimske hersker, Ahmad ibn Tulun, der var flyttet til Ægypten fra Irak, opførelsen af en ny og større moské, kendt som Ahmad ibn Tuluns Moské (876-879 e.Kr.). Ahmad ibn Tulun valgte at opføre moskéen på Jashkurs Høj, som var et helligsted for landets hidtidige befolkning af jøder og hovedsageligt kristne. Stedet var kendt for, at bønner til Gud blev besvaret, men særligt opsigtsvækkende var den lokale tradition, at Noahs Ark efter Syndfloden skulle være strandet her.

Ahmad ibn Tuluns Moské i Kairo

Den nye moské skulle være en bygning, hvis pragt skulle give genlyd ud over Ægyptens grænser, og ligesom Klippemoskéen skulle Ibn Tulun-moskéen have en koranfrise på begge sider af søjlegangene; denne gang blev frisen 2,5 km lang – tilsyneladende den længste koranfrise i den islamiske arkitekturhistorie! Til forskel fra Klippemoskéens frise blev Ibn Tulun-frisen ikke komponeret af sammensatte koranvers, der omhandlede et bestemt tema; derimod var Koranens tekst fortløbende indskrevet fra første kapitel indtil enden af de 2,5 km – og på dette stykke nåede man at indskrive ca. 1/14 af Koranens tekst. Det var således ikke selve tekstindholdet, der angav meningen med denne ambitiøse koranfrise; men en anden forklaring kan her tyde »skriften på væggen«: Efter at moskéen var bygget færdig, spredtes det rygte, at koranfrisen var skabt af plankerne fra Noahs Ark; til forskel fra mosaikfriserne på Kabaen og i Klippemoskéen var frisen i Ibn Tulun-moskéen nemlig udskåret i træ og naglet fast med kiler til væggen. Denne opfattelse har passet godt ind i de muslimske herskeres kram – og måske udfærdigede man ligefrem koranfrisen som en arkitektonisk reference til Koranens kortfattede beskrivelse af Noahs Ark: »en ting af planker og nagler« (liv: 13), for frisen er sat ind mellem to andre træplanker i en trinvis forskudt rækkefølge, således at de tre planker ligner siderne af en træbåd.

Ved at fremstille sig selv som arvtagerne til plankerne fra selveste Noahs Ark, kunne muslimerne endnu engang markere, at Gud var med dem, og at de repræsenterede den sande version af jødedommen og kristendommen.

* * *

For de første muslimske generationer var forholdet til de ældre religioner en betragtelig udfordring: den tilsyneladende yngste religion, islam, med sine mange referencer til jødedommen og kristendommen, måtte ikke ses som en udløber af de ældre religioner, men som en sandere version af Guds åbenbaring. Svaret på denne udfordring var en omfortolkning og omdatering af religionernes historie.

Denne omfortolkning fik et tydeligt arkitektonisk udtryk på tre helligsteder – med Kabaen i Mekka, med Klippemoskéen i Jerusalem og med Ahmad ibn Tuluns Moské i Kairo. Ved disse gamle helligsteder greb muslimerne ned i de eksisterende religiøse traditioner og gav dem en ny islamisk drejning. Herved skulle omverdenen se, at islam ikke var en ny religion, men derimod menneskehedens ældste, som nu igen sprang fra en ren kilde.

I deres islamisering af de gamle ikke-islamiske helligsteder gjorde muslimerne brug af fortidens store gudsmænd, som både jøder, kristne og muslimer satte højt: Abraham, Salomon og Noah. Med de imponerende bygninger hævdede muslimerne, at de var bærerne af disse fortidige gudsmænds religion – således skulle Kabaen fremstå som Abrahams Tempel, Klippemoskéen som Salomons Tempel og Ibn Tulun-moskéen som et Noahs Tempel.

To enestående koranfriser kan ses i københavn:

I Davids Samling kan dette fragment af koranfrisen fra Ahmad ibn Tuluns Moské i Kairo ses (inv.nr. 1/2002). Frisen er udskåret af skovfyr, skrevet med klassiske kufi-bogstaver og hidrører fra moskéens opførelse i 876-879 e.Kr. Fragmentet er 123 cm langt og 29,5 cm højt og indeholder teksten fra Koranens andet kapitel, vers 133: »dine fædres Gud – Abrahams, [Ismaels og Isaks Gud]«. Inskriptionen er særlig interessant derved, at dens stavemåde afviger fra den autoriserede koranudgave. Der er ikke tale om en stavefejl, men derimod om en længe glemt måde at skrive a-vokalbogstavet, alif mamduda / maqsura, på. Sammen med et stort fund i Yemen af de tidligste koranhåndskrifter, vidner koranfrisen om, at arabere oprindeligt ikke kaldte patriarken Ibrahim, men derimod Abraham, ligesom deres semitiske naboer, hebræiske jøder og ætiopiske kristne. Denne arabiske udtaleforskel har længe været en gåde for forskningen.

I Københavns Bispegård findes denne koranfrise i marmor med klassisk kufi-skrift indmuret i portrummet (inv.nr. 1829/4). Frisen fremskaffedes i 1824 af den danske generalkonsul i Alexandria, Daniel Dumreicher, til Sjællands biskop, dr.phil. & theol. F.C. Münter (1761-1830), der – personligt ansporet af selveste Carsten Niebuhr – var blevet orientalist af internationalt format og livet igennem samlede på oldsager. Frisen stammer fra Nilometeret, der er anlagt på niløen al-Rauda ved Kairo og er det ældste bevarede islamiske bygningsværk i Ægypten (861-862 e.Kr.). Nilometeret består af en kæmpe brøndskakt, i hvis midte der står en skalainddelt stensøjle, hvormed ægypterne tidligere målte Nilens vandstand for at kunne vurdere udbyttet af årets høst. Selvom Nilometeret ikke havde et religiøst formål, blev dets indre udsmykket med lange koraninskriptioner efter samme princip som i Klippemoskéen ved at sammensætte koranvers, der refererer til bygningens formål – i Nilometerets tilfælde koranvers, der fortæller om regnvandet fra den barmhjertige Gud som en forudsætning for den gode høst. Frisen i bispegården er 96 cm lang og 18 cm høj og indeholder to linier med tekst fra Koranen, der ikke angår vand-temaet; første linie er fra kapitel 18, vers 39 (omhandlende Guds almagt), og anden linie indeholder hele vers 81 fra kapitel 17 (om islams sejr). Da Nilometerets hedengangne indgangsbygning var dekoreret med netop disse to koranvers, kan det tænkes, at bispegårdens frise også oprindeligt har været placeret som entréfrise inden den indmuredes i bispegårdens portrum!