Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den globaliserede islam » Den globaliserede islam - introduktionsbladet » Euroislam: Den indre jihad

Euroislam: Den indre jihad

Af Olivier Roy

Hvis der hidtil havde hersket tvivl om, at radikale muslimer født i Mellemøsten kunne sprede død og ødelæggelse i den vestlige verden, blev den fjernet den 11. september 2001. Men et vigtigt beslægtet spørgsmål er stadig ubesvaret: kan islamisk terror i fremtiden opstå blandt radikaliserede muslimer, der er født og opvokset i Vesten og fortrolige med vestlige samfund? Hvordan vil en sådan radikalisering forme sig? For at besvare dette spørgsmål må vi udvikle en ny form for sociologi - læren om euroislam.

Islam i Vesteuropa forandrer sig hastigt fra at være importeret til at blive forskellige former for europæisk eller "universel" islam. Den væsentligste forskel er, at den førstnævnte form for islam dyrkes af indvandrere, som bevarer forbindelsen med oprindelseslandet, mens den sidstnævnte hovedsagelig dyrkes af muslimer, som er født i Europa og ikke længere betragter "det gamle land" som sammenligningsgrundlag eller hjemsted for aktivister og gejstlige.

Omfanget af overgangen fra importeret til universel islam varierer meget fra den ene samfundsgruppe til den anden. Den er fremherskende hos unge, der er født i Europa, og mere udpræget blandt arabere end blandt tyrkere. Når den europæiske islam først har etableret sig, kan den antage forskellige former. En af dem er integration, dvs. udviklingen af en særlig europæisk, fransk eller britisk "muslimsk kirke". En anden er en fornyelse af fællesskabet på tværs af nationale grænser, som bygger på de europæiske muslimers identifikation med en universel umma, dvs. et trosfællesskab. Det er i forbindelse med dette fænomen, at radikalisme og vold kan blive et alvorligt problem.

En nødvendig forudsætning for en radikalisering er en gen-islamisering, dvs. en socialisering af europæisk fødte muslimer til den islamiske tro eller i det mindste til en tro, der fremholdes som islamisk. Men der er også andre forudsætninger. Der findes eksempler på en konservativ og traditionel gen-islamisering, som tager udgangspunkt i det enkelte individs værdighed, anerkendelse og respekt. Det er tilfældet for mange muslimer fra Indien, som nu bor i Storbritannien. Gen-islamiseringen kan antage en humanistisk og endda liberal form, som fx imamen i Ad-Dawa-moskeen i Paris har gjort sig til talsmand for.

Gen-islamisering kan også føre til radikalisering, og det kan i det mindste i teorien ske på to måder. For det første er der den diasporiske radikalisering, der er defineret som knyttet til og fokuseret på oprindelseslandet og ikke det europæiske værtsland. De radikale muslimske grupper, der bevarer en nær forbindelse med oprindelseslandet, er imidlertid aldrig primært islamistiske, men derimod nationalistiske og hyppigt venstreorienterede som eksempelvis Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det algeriske Islamisk Frelse (FIS) er til stede i Europa, men er ikke længere involveret i militant virksomhed blandt algerisk fødte udvandrere, og det tyrkiske Milli Görüs - en europæisk udløber af det senere forbudte Refah-parti - er ikke længere specielt interesseret i tyrkisk politik, selv om det stadig er aktivt blandt udvandrere.

Den anden form for radikalisering er ideologisk og kommer til udtryk som en overnational islam uden forbindelse med oprindelseslandet. Ideologisk radikalisering udvikler sig typisk som følge af de unges fremmedgørelse og er et udbredt fænomen i dårligt fungerende eller socialt marginale storbykvarterer. Arbejdsløse indvandrere i anden og tredje generation, som har mistet forbindelsen med den traditionelle islam, er et frugtbart grundlag for rekruttering til den radikale islam.

Den islamiske radikalisering i Europa siden begyndelsen af 1990'erne har hovedsagelig været af denne anden art og orienteret mod et overnationalt fællesskab, det muslimske umma. Dette fællesskab er til dels en imaginær konstruktion, men opleves som konkret, en tilstand der i høj grad underbygges af internettet og den tilhørende subkultur.

I Frankrig og andre europæiske lande går denne form for radikalisering sært nok hånd i hånd med vestliggørelse. De fleste radikaliserede muslimske unge i Europa har fået en vestlig uddannelse, som regel inden for tekniske eller naturvidenskabelige fag. Kun meget få har en traditionel madrassa bag sig; langt de fleste har i en periode levet en vestlig tilværelse med både spiritus og skiftende kærester, inden de bliver "genfødte muslimer" i europæiske moskeer eller fængsler.

Omvendt kan konservative grupper, hvis medlemmer dyrker en traditionel islam med en stærk kulturel og sproglig tilknytning til ikke-europæiske kulturer, udvikle en stor loyalitet mod det europæiske værtsland. Radikaliseringen er således ikke direkte knyttet til graden af integration.

Forkastelsen af oprindelseslandets kultur kombineret med en afvisning af at lade sig assimilere i den omgivende vestlige kultur kommer til udtryk som ny-fundamentalisme (eller "salafisme"). Fundamentalisme, dvs. en tilbagevenden til religionens "sande" lære - er næsten lige så gammel som islam selv. Den nuværende uddgave, der med en vis berettigelse kan kaldes ny-fundamentalisme, er en kombination af teknisk modernisme, kulturfornægtelse (en afvisning af både traditionel muslimsk og moderne vestlig kultur) og globalisering (illustreret af websteder som Umma).

Ny-fundamentalismen virker specielt dragende på fremmedgjorte unge, fordi den forvandler deres kulturelle fremmedgørelse til en begrundelse for at skabe en universel islam renset for sædvaner og traditioner og således anvendelig i alle samfund. Den forestiller sig hele verden som en stor potential umma og kræver ikke de mange tusinde timers studier, som den traditionelle islam fordrer af sine ledere og anerkendte aktivister. Den forkaster også den hjemlige religiøse kultur som u-islamisk og forurenet af overtro, folklore og begreber hentet fra ikke-islamiske kilder. Til forskel fra hvad mange tror, er de traditionelle og nationale kulturer, også selv om de er muslimske, således behæftet med negative associationer i den ny-fundamentalistiske ideologi.

Ny-fundamentalismen i Europa henvender sig ikke til grupper med tilknytning til en oprindelseskultur, men til individer som er i tvivl om deres tro og identitet. Den henvender sig både til veluddannede og til rodløse og utilfredse unge. For personer af denne type er fundamentalismen et system, der kan regulere adfærden i enhver situation, fra den afghanske ørken til et amerikansk college. Men dette system er samtidig et produkt af kulturfornægtelsen og virker befordrende for den. Islam, som den prækes af taleban, af saudi wahhabi'er eller af bin Ladens radikale, er fjendtligt indstillet også til kultur af islamisk oprindelse. Den rummer den samme forkastelse af al materiel civilisation og nedbryder den med glæde - hvad enten det drejer sig om Muhammeds grav, Buddha-statuerne ved Bamiyan eller World Trade Center.

Alligevel er disse bevægelser ikke nihilistiske. De er tværtimod fast besluttet på at genskabe, hvad de opfatter som islams renhed, inden den blev besudlet af menneskets virksomhed. Ved at gå ind for den overnationale umma appellerer de til længslen efter det universelle hos muslimer, som ikke kan identificere sig med noget bestemt sted eller land. Den konstruktivistiske umma må derfor omfatte hele kloden, hvor den strides med den vestlige politiske, økonomiske og kulturelle ensretning, som paradoksalt nok er betingelsen for dens beståen. Burgere fra McDonald og engelsk som andet sprog bekæmpes således af beskæggede ny-fundamentalister klædt i hvide gevandter, der også har engelsk som deres andet sprog (undtagen i England hvor det er er blevet et nyt modersmål) og spiser på hallal-barer.

Den anden generation af al-Qaeda-militanter i Europa (rekrutteret efter 1992) er netop kendetegnet af bruddet med den "virkelige" muslimske verden, som de påstår, at de repræsenterer. Alle terroristerne fra den 11. september samt deres medskyldige (bortset fra de saudiarabiske "soldater" i flyene) havde forladt deres oprindelsesland for at kæmpe eller studere i udlandet (først og fremmest i Vesten). De havde alle sammen brudt med familien. De havde ikke noget tilhørsforhold til en gruppe eller et samfund, i de fleste tilfælde ikke engang et religiøst fællesskab. De var kulturelt udstødte både i deres hjemland og i de nye værtslande. Men de var alle sammen vestliggjorte i et eller andet omfang (undtagen saudierne og yemeniterne); ingen af dem havde gået i madrassa; de var alle sammen uddannet i tekniske eller naturvidenskabelige fag og talte et vestligt sprog. Hvis vi medregner det logistiske netværk, havde flere af dem vestligt statsborgerskab (Zacarias Moussaoui var født i Frankrig). De var alle sammen (igen med undtagelse af saudierne) blevet genfødte muslimer i Europa efter at have levet en "normal" tilværelse i deres oprindelseslande. Moskeerne i Hamburg (Al-Qods), London (Finsbury Park), Marseille og endda Montreal havde spillet en langt større rolle end nogen saudiarabisk madrassa for deres islamiske radikalisering.

Disse militante muslimer repræsentede altså på ingen måde en traditionel religion eller kultur, men havde tværtimod brudt med fortiden (og i visse tilfælde med al traditionel islam). De oplevede en individuel gen-islamisering i en lille celle af rodløse ligesindede, hvor de skabte deres egen islam - som det tydeligt illustreres af Mohamed Atta, der nægtede at lade sig begrave i henhold til ægyptisk skik, som han betegnede som u-islamisk. De var ikke tilhængere af nogen islamisk skole eller fremtrædende gejstlig og levede i mange tilfælde efter ikke-muslimsk sædvane. Næsten ingen af dem havde giftet sig endogamt; langt de fleste (Al Mottassadek, Ahmed Ressam, Fateh Kemal, Jemal Beghal, Kamel Daoudi) havde fået en "europæisk" kone. De er alle sammen i højere grad produkt af en vestliggjort islam end af traditionel mellemøstlig politik. Uanset hvor "gammeldags" deres teologi kan lyde i vesterlandske ører, og uanset hvordan de opfatter sig selv, er de radikale euroislamister et postmoderne snarere end en præmoderne fænomen.

De er også et helt og aldeles europæisk fænomen. Bortset fra nogle få pakistanere har ingen medlemmer af al-Qaeda forladt Europa eller USA for at kæmpe for islam i deres oprindelsesland. Alle "algerierne" kom fra Europa (eller blev som Ressam radikaliseret i Europa), og ikke en eneste af dem er nogen sinde blevet fundet på GIAs algeriske enemærker. Blandt de udlændinge, som i Yemen i januar 1999 blev dømt for gidseltagning, var der seks britiske statsborgere af pakistansk oprindelse (deriblandt en svigersøn af sheik Hamza, den ægyptisk fødte imam i Finsbury Park) og to franske algeriere. Sheik Saïd Omar, der blev dømt i Pakistan for bortførelsen af Daniel Pearl, er født som britisk statsborger i Storbritannien. De to unge muslimer, som i 1994 blev dømt i Marokko for at have skudt på turisterne i et hotel i Marrakesh, kom begge fra fransk-algeriske familier.

Al-Qaeda-militanternes perifere karakter afspejles også i den geografiske placering af deres slagmarker. Det er et paradoks, at de fleste al-Qaeda-krigere er etniske arabere, hovedsagelig fra Saudi-Aarabien, Ægypten og Jordan-Palæstina. Men al-Qaeda har været påfaldende lidt aktiv i arabiske lande (bortset fra, muligvis, angrebet på Khobar Towers, bombeattentatet på U.S.S. Cole og måske nogle mindre angreb i Kuwait for nylig). Organisationen har heller ikke røbet nogen særlig interesse for arabiske konflikter. Indtil sidst i 2001 havde bin Laden kun udtalt sig i forblommede vendinger om den palæstinensiske sag. Træningen op til den 11. september blev påbegyndt inden den såkaldte anden intifada; de fleste af terroristerne ankom til USA i foråret 2000, og beslutningen om angrbeet blev taget i januar samme år. Al-Qaeda og dets søsterorganisationer har kæmpet i Vesten (New York, Paris, London), i Bosnien, Kosovo, Somalia, Tjetjenien, Afghanistan, Centralasien, Pakistan, Kashmir, Filippinerne, Indonesien og Østafrika - men ikke i Ægypten, Palæstina, Libanon, Saudi-Arabien, Syrien eller Algeriet.

Det er derfor nærliggende at spørge: Kan EUs medlemslande opfattes som legitime slagmarker og derfor forvente et angreb? Svaret er et eftertrykkeligt ja.

Oversat af Claus Bech