Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den globaliserede islam » Den globaliserede islam - introduktionsbladet » Islamismens tid - et overstået kapitel?

Islamismens tid - et overstået kapitel?

Af Bjørn Olav Utvik

Som det gerne er med upopulære fænomener, er islamismens død varslet gentagne gange i vestlig litteratur, siden den begyndte at vokse kraftigt i 1970’erne. Den moderne islamisme antog første gang form gennem dannelsen af Det muslimske Broerskab i Egypten i 1928. Etter en opblomstring i 1940’erne blev Broderskabet forbudt under Nassers styre i 1954. I Richard Mitchells klassiske værk om Broderskabet fra 1969 dømmes bevægelsen til historiens losseplads. De sidste 30 års historie har vist, at Mitchell tog grundigt fejl. Spørsmålet er ,om ikke også de seneste års populære boggenre om islamismens vækst og forestående fald er noget præmatur.

En hovedårsag til fejlslutningerne er, at blikket har været for stift rettet mod islamismens mest spektakulære (og ofte samtidig mest reaktionære) udryk såsom organisationer af al-Qa’idas type frem for mod det, som virkelig er islamisme i masseomfang: de brede bevægelser, der leder en politisk og samfundsmæssig opposition mod de udemokratiske og autoritære regimer, som dominerer den muslimske verden. Hvis vi retter blikket mod disse brede islamistiske bevægelser, toner der et billede frem, som slet ikke så let kan passes ind i billedet af en almen nedgang for politisk islam.

I Marokko fik den legale islamistgruppe, Partiet for Retfærdighed og Udvikling en kraftig fremgang ved sidste parlamentsvalg. I Tyrkiet gjorde et parti ved samme navn rent bord høsten 2002 og det har nu fuld kontrol over Tyrkiets regering og parlament. I Pakistan gjorde islamistiske kræfter et svært godt valg i fjor og dominerer nu grænseregionen mod Afghanistan. I Algeriet har 11 års brutal krig ikke fjernet vælgergrundlaget for den islamistiske bevægelse. Efter den amerikansk-britiske invasion af Irak ser vi her, at religionen og religiøse bevægelser spiller en ganske vigtig rolle i ufformningen af det nye politiske landskab efter Saddam. Også i de mange muslimske lande, hvor de islamistiske organisationer er helt eller delvist forbudt tyder alt på, at de nyder betydelig tilslutning fra befolkningen.

Iran er et særtilfælde, hvor de islamiske gejstlige i høj grad erobrede magten efter revolutionen i 1979. I dag har den revolutionære elite delt sig i to: en stærk reformistisk strømning dominerer parlament og regering – en strømning som ønsker at afskaffe de gejstliges privilegier og som ønsker at skille den religiøse institution fra den politiske. Dette er ikke nødvendigvis det samme som, at de har opgivet den islamistiske ideologi.

Reformisterne i Iran har det til fælles med ganske mange af dagens islamistbevægelser også inden for sunni-kredse, at man stadigt stærkere understreger behovet for pluralisme, demokrati og respekt for menneskerettighederne, også ikke-islamisters (og ikke-muslimers). Typisk er da det syn, at religionen må gennemsyre samfund og politik med sine centrale værdier, men at dette kun kan ske på baggrund af folkets frie valg. Hvorvidt man ønsker at kalde dette post-islamisme eller ”islamismen som den har udviklet sig i dag” er en smagssag (er Tony Blair en socialdemokrat eller en post-socialdemokrat?).

At forstå islamismen er et centralt spørsmål for den, som interesserer sig for dagens muslimske samfund. Mellemøsten og Nordafrika er i dag den måske største sammenhængende region i verden uden reelt demokrati. Konfronteret med kritik maner de lokale, ikke-valgte magthavere truslen fra islamismen frem: “Åbner vi for demokrati, vil islamisterne vinde magten for derefter at udslette demokratiet”. Denne argumentation ser det ud til, at både regeringer og offentligheden i Vesten i det mindste stiltiende accepterer. Men kan man fremme demokratiets udvikling ved at støtte korrupte konger, præsidenter og generaler i at holde politiske bevægelser med bred folkelig støtte udenfor politisk deltagelse?

Islamismen er på den ene side et indædt forsvar for egen identitet i en verden, hvor muslimer længe har følt sig presset til at foragte deres egne traditioner som bagstæberiske og middelalderlige og til at adoptere vestliggørelse som den eneste vej til modernitetens saligheder. På den anden side drejer det sig om et forsøg på at reaktivere religionen som en moralsk struktur i et samfund, som moderniseringsprocessser har udsat for hurtige og dybtgående, sociale ændringer. De stærke og positive impulser, disse drivkræfter sætter i gang, kan nogen gange vende sig i reaktionær retning, først og fremmest i synet på kvinders stilling i samfundet. På mange andre måder har islamismen repræsenteret en klart moderniserende kraft i muslimske samfund.

Den har fremmet ideen om den enkelte troendes individuelle ansvar ikke bare for selv at følge religionens bud men for at kjenne og forstå religionens grundtekster og især for at kæmpe for, at religionens grundværdier skal gennemsyre samfund og politik. Gennem dette fremmer den opvæksten af et aktivt civilt samfund og repræsenterer ikke mindst en bevægelse bort fra et traditionelt mønster, hvor ansvaret for de store spørsmål blev overladt dels til teologerne og dels til de, som til enhver tid besad den fysiske magt.

Islamismen har samtidig fremmet ideen om, at den sande troende er forpligtet til at vie sin tid til nyttig virksomhe og ikke mindst om arbejdet som et hellig kald. På et statsligt plan har man også anset det som en af den islamiske stats højeste prioriteringer at skabe forudsætninger for hurtig, økonomisk udvikling, noget som gerne bliver omtalt som en form for jihad – en hellig strid for Guds sag.

I regioner, hvor det politiske system i højere grad er domineret af alliancer indenfor familier og klaner end af ideologiske og socialt bestemte interessegrupper, skiller islamistene sig ud, idet de er organiseret på tværs av slægt, landsbytilhørsforhold og loyalitet til overordnede. Islamisterne har da også fra starten været ivrigt optaget af at fremme meritokratiet som princip: at det er den bedst kvalificerede, som skal ansættes i en stilling eller vælges til et tillidshverv, uafhængigt af vedkommendes tilknytning til den ene eller andre sociale gruppe.

Ved at mobilisere store grupper, som tidligere har stået udenfor det politiske liv til aktivt engagement, bidrager islamisterne også til en moderniserende udvikling. Engagementet antager flere former: fra religiøse studier via forskellige former for socialt hjælpearbejde til kampen for politisk forandring og ikke mindst for retten til at deltage i politiske valg. Som den vigtigste oppositionsbevægelse i de fleste lande i Mellemøsten står kampen for gennemførelse af reelle valg til de politiske magtorganer højt på islamisternes agenda.

På et afgørende punkt er islamismens moderniserende kraft imidlertid mildest talt vetydig – når det gælder spørsmålet om kvinders deltagelse i samfundsliv og politik. På den ene side er kvinder aktive i de islamistiske bevægelser og udgør i kraft af deres engagement en rollemodel for en from muslimsk kvinde, som indebærer høj uddannelse, erhvervsarbejde og politisk engagement, alt i modsætning til den traditionelle forestilling om kvindens plads i hjemmet, udenfor den offentlige arena. På den anden side er store dele af de islamistiske bevægelser opptaget af at forsvare det, de oppfatter som god islamisk moral, når det gælder forholdet mellem kønnene. Det er typisk at fremstille et skræmmebillede af vestlige kvinder som værende promiskuøse ofre for et dekadent samfund, hvor friheden er gået over alle grænser.

Den islamske verden må beskyttes mod dette ved en indskærpelse af traditionel seksualmoral og ikke mindst hijab, kvindens pligt til at klæde sig anstændigt. Hijaben illustrerer i og for sig det tvetydige godt: den signaliserer klart mandsmagt over kvinder, i og med at det er mandsdominerede bevægelser og mandlige, islamske lærde, som tiltager sig magt over kvinderne og regulerer noget så intimt som deres klædesdragt. Samtidig skaber den moderne hijaben et rum, hvor der kvinder uden at kunne angribes for dårlig moral, kan bevæge sig i det offentlige rum for at udanne sig, arbejde eller deltage i politisk arbejde.

Under alle omstændigheder udgør islamismen i dag en stærk, international strømning i den muslimske verden. I Mellemøsten og Nordafrika drejer det sig hovedsageligt om politiske bevægelser, der arbejder med fredelige midler for at nå deres mål.

Det er også et faktum, at disse brede bevægelsers udvikling de sidste tyve år ikke er præget af en udvikling i retning af terror og fanatisme, men ganske entydig mod en klarere tilslutning til principper om tolerance, pluralisme og demokrati. Deres succes, når de slippes løs ved et valg, skal derfor ikke opfattes som en trussel men som et resultat af en bred folkelig forankring, baseret på en nærhed til folkets religiøse kultur, og som en åbning for en gennemgribende vitalisering af det politiske liv i en region, som alt for længe har været i autoritære regimers stivnede og klamme greb.

Det ville være tragisk, hvis et vrængbillede af disse bevægelser skulle forårsage, at Vesten bliver en støtte for fortsat despoti. Den smitsomme ønsketænkning om islamismens snarligt forestående bortgang kan måske skubbe dette spørgsmål ud af sindet for en tid, men det vil i så fald vende tilbage med dobbelt alvor.