Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind I » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet » En dansk Odysseus

En dansk Odysseus

Af Poul Behrendt

Når man ser tilbage på den strøm af udgivelser - film, udstillinger, antologier og videnskabelige publikationer - som igennem de sidste fyrre år igen og igen har fejret, at det var Danmark som i 1761 tog initiativ til verdens første videnskabelige ekspedition, kan man nemt komme til at tro, det altid har været sådan. Det har det ikke. Da man i 1961 passerede 200-års dagen for den arabiske rejse, var det over fyrre år siden nogen sidst havde beskæftiget sig med den. Og jubilæumsåret blev fejret af absolut ingen. Når lige bortses fra en enkelt kronik med titlen ”Det lykkelige Arabien” i dagbladet Information af en mand, som på det tidspunkt heller ikke rigtig var nogen – nemlig Thorkild Hansen.

Da han året efter udsendte sin roman af samme navn, der skulle trække en kølvandsstribe på ti gyldendalske oplag og fem fremmedsprogede oversættelser efter sig, gjorde han heller ikke for lidt ud af det forhold. I hans optik var nutidens totale glemsel en ækvivalent til den misligholdelse, ekspeditionens fysiske resultater havde været udsat for fra de videnskabelige miljøers side. Det har nok været en medvirkende årsag til, at romanen i de mellemliggende fyrre års publikationer om den arabiske rejse har været udsat for næsten lige så stærk en fortrængning, som romanens emne havde været det de fyrre forudgående år. Man vil faktisk lede forgæves efter nogen videnskabelig vurdering af det dokumentariske gehalt i Thorkild Hansens fremstilling. Men indirekte røfler er der mange af, startende med professor Spärcks – overraskende svagt funderede - protest allerede ved bogens udgivelse i 1962.

Men hvis Thorkild Hansen med Det lykkelige Arabien gengav nationen et stykke tabt hukommelse, modtog han ved samme lejlighed ikke spor mindre. Uden Thorkild Hansen, ingen Carsten Niebuhr. Det er sikkert. Men uden Carsten Niebuhr, heller ingen Thorkild Hansen. Det er lige så sikkert. Den bog forærede ham ikke bare hans livs motiv, rejsen, den gav ham også hans livs genre, dagbogen – i ikke færre end tre varianter, den tyske Carsten Niebuhrs, den svenske Peter Forsskåls og den danske von Havens. Men selvfølgelig med Niebuhrs bog som dagbogen over dem alle. I 1961 havde Thorkild Hansen for 250 kr. købt originaludgaven af Reisebeschreibung nach Arabien fra 1774-78 hos en antikvarboghandler, og det blev den, der i romanen kom til at ”mime” den oprindelige rejsedagbog, der stadig henligger som en aldrig udgivet papirbunke på universitetsbiblioteket i Kiel.

Ved som den eneste af alle ekspeditionens medlemmer at overleve sikrede Carsten Niebuhr ikke bare rejsens resultater. Han blev ved sin adfærd i forhold til fremmede kulturer, der af Thorkild Hansen aflæses som den direkte forudsætning for hans overlevelse, også det store antropologiske forbillede i denne dansk litteraturs sidste, opbyggelige dannelsesroman. Carsten Niebuhr ville, ligesom Odysseus hos kæmpen Polyfem, være ”Ingen”. Hans evne til indlevelse var ikke til at skelne fra hans evne til overlevelse. Med Thorkild Hansens klassiske ord: ”Den der vil se, må selv være usynlig. Den, der vil huske, må leve ubemærket og glemt.”

Selv var Thorkild Hansen ikke uden sans for det ironiske i den omvæltning, udgivelsen af Det lykkelige Arabien skulle trække efter sig i hans eget liv: ”Og så skriver du en bog om at lykken ikke er ære og rigdom og berømmelse, og med den opnår du en masse ære og rigdom og berømmelse.” Carsten Niebuhr, som gik helt på tværs af den modsætning mellem livets ja-sigere og dets nej-sigere, der tidligt skulle dominere Thorkild Hansens begrebsverden, fik ikke blivende plads i hans liv eller tankebaner. Der var, som han selv sagde, lige så meget af en Forsskål eller en von Haven i ham.

Men nu ligger vejen altså endnu en gang åben, som den gjorde det for Thorkild Hansen i 1961, og for Europas lærde verden i 1774. Nu kan også danske læsere med Carsten Niebuhr ved hånden passere Baghdad på hans vej tilbage mod Danmark og høre om de hvide flammetunger, der hver nat dansede over jorden i ørknen nord for byen. Men til forskel fra ham vil læserne nu vide, hvad han ikke vidste: at flammetungerne var datidens varsler om nutidens gigantiske oliefelter i Kirkuk, og at de stadig danser i pyrolysetårnenes vældige spildgasflammer, ikke bare nord, men også syd for byen, i det ”Koueit”, Carsten Niebuhr som den første europæer navngav og kortlagde.