Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind I » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet » Om Frederik Vs kulturpolitik og det kosmopolitiske

Om Frederik Vs kulturpolitik og det kosmopolitiske

Af Dan H. Andersen

Frederik V (1723-1746-66) var den første enevoldskonge, der ikke selv regere­de. Andre bestemte i kongens navn i en be­tydelig grad af harmoni, medens han selv var optaget af for­nøjel­ser, frem for alt jagt, seksu­elle udskejel­ser af stadig mere sadistisk art samt forsøget på at slukke en kolossal tørst, der lagde ham i graven knap 43 år gammel. Al­ligevel var hans 20 år på tronen en frem­gangs­tid på næsten alle områder. Danmark forblev en ø af fred under de store europæ­i­ske krige, handel og søfart eks­panderede, og kunst og viden­skab gjorde store frem­skridt. De to domi­neren­de skik­kelser i styret var begge født udenfor landets grænser. Overhof­marskal Adam Gottlob Moltke (1709-1792) var fra Meck­lenburg og sendt til Køben­havn som dreng for at gøre sin lykke der. Chefen for Tyske Kan­celli Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) var hanno­veraner og gik i dansk tjeneste i 1733. De har ikke selv set det som mærkeligt at gå i en fremmed fyrstes tjene­ste. Nationali­tets­følelse var endnu ikke en monopol­loyali­tet defi­neret af sprog og føde­sted, og for Moltke og Bern­storff var deres fædre­land der, hvor de valgte at lægge deres troskab og virksomhed. De små nordtyske fyrstendømmer var naturlige rekrut­teringspladser for Danmark, hvad enten det var for ægtefæller til kongefamili­ens børn, fyrstetje­nere som Moltke og Bern­storff, eller offi­cerer og mand­skab til den hvervede hær.

For Moltke og Bernstorff var det en selvfølge at ind­kalde udenlandske eksperter ikke blot til moderniseringen af landets industri og handel, men også til de store kulturel­le og vi­denskabelige pro­jekter, der skulle bringe ære og prestige til kongen og Dan­mark. Fransk­manden Saly skabte rytterstatuen af den milde fredsfyrste Frederik V, der var centrum i den ny bydel Fre­deriksstaden - hvis arkitekt var Nicolai Eigtved, født i Egtved i Midtsjæl­land, men som havde været i tjeneste hos August den Stærke af Sachsen-Polen. Svenskeren Pilo portræt­terede kongefa­mi­lien og andre fremtrædende medlemmer af sam­fundet, og i 1750 inviterede Bernstorff den tyske digter Klopstock til landet med løfte om generøs understøt­telse. Det må bemærkes, at formålet ikke var at fremelske eller promovere en speciel dansk kunst og litteratur skabt af dan­skere på dansk. Trods alt var administrationssproget i flere kancellier tysk, og dannede kredse i København kommunikerede på tysk eller fransk. Bernstorff lærte næppe mere end et rudimentært dansk. Der­imod skulle europæ­isk kultur intro­du­ceres i Dan­mark, og Danmark bringes op på europæ­isk niveau og bidrage til kultur og op­lysning. For at bruge nuti­digt manage­mentsprog, så var prægtige bygninger og interiører, kultur og videnskab vigtige konkur­ren­ceparame­tre i staters og fyrstehu­ses inter­nationale presti­gekamp.

Man kan godt beundre denne grænseløse og kosmopolitiske hold­ning til kunst og videnskab, som synes så langt fra en senere tids nationalis­me, der i sine ekstreme former har sat mange giftige blom­ster. Men para­doksalt nok havde denne kosmopolitis­me sine grænser. Skønt den danske konge havde besiddel­ser på fire konti­nenter med mange folkeslag og kul­turer, og på trods af interessen for det alment menneskelige i alle dets frem­trædel­sesformer, så opretholdtes hjemme i Danmark en streng religiøs ortodoksi med kir­ketugt, censur og begrænsede rettig­heder for de få religiøse minorite­ter, der fik lov til at bosætte sig i Danmark. Der er en skærende kontrast mellem de betydelige summer brugt på store presti­ge­projekter af kulturel og viden­skabelig art og de særdeles beskedne midler til noget så elementært som skoler på landet. Da Christiansborg Slot stod færdigt i 1745 havde det kostet lige så meget som værdien af al Sjællands bondejord. Når vi således beundrer kulturpolitikken under Frederik V, som har efterladt os så meget, der stadig kan nydes og beundres, så må vi også gøre os klart, at den på trods af sin kosmopoli­tiske vision var snæver i sit virkefelt og sin modtagerkreds. I århundredets sidste årtier kom der en reaktion mod brugen af udlæn­dinge og tysk sprog i statsadministrationen, hvilket bl.a. gav sig udslag i loven om indfødsret i 1776. Grund­loven 1849 viste, at fol­kestyre, borgerrettigheder og almen uddannelse var bundet op med nationa­lisme og dyrkelse af en definition af danskhed, som ville have været fremmed og ube­hagelig for de excellencer, der sendte to danskere, to tyskere og en svensker på den store ekspedition til det Lykkelige Arabi­en.