Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind I » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet » Rejsens metode

Rejsens metode

Af Michael Harbsmeier

Carsten Niebuhr og den arabiske rejse er i eftertiden selvfølgelig først og fremmest blevet husket for ekspeditionens mange og betydningsfulde videnskabelige enkelt­resultater som kortene over Rødehavet og Yemen, afskrifterne af indskrifterne i Persepolis, og Peter Forsskåls botaniske optegnelser. Men heller ikke summen af disse resultater tilsammen kan forklare Carsten Niebuhrs ry og eftermæle som eneste overlevende deltager i en af de allerførste videnskabelige ekpeditioner i det hele taget. Det er nemlig ikke så meget resultaterne der tæller, men mere måden de er blevet opnået på.
Fundamentet til Carsten Niebuhrs eftermæle blev oprindelig støbt af sønnen Barthold Georg Niebuhr i form af den levnedsbeskrivelse, som han offentliggjorde i 1816, året efter Carsten Niebuhrs død, og som har været forbillede og ledetråd for alle senere fremstillinger af Carsten Niebuhr og den arabiske rejse. Barthold Georg Niebuhr, der blev i født i 1776, da Carsten Niebuhr endnu befandt sig i København, og som påbegyndte sin stejle karriere som diplomat og finansmand i dansk tjeneste, fortsatte den i Preussen, men opnåede endnu større anerkendelse som foregangsmand for den moderne kildekritiske historievidenskab med sine fore­læsninger om Roms historie i Berlin og i Bonn (hvor han i øvrigt døde i 1831), havde en veludviklet sans for den arabiske rejses uomtvistelige videnskabshistoriske betydning, men lagde i sin forskerbiografi naturligt nok mest vægt på rejsens forhistorie og omstændighederne omkring offentliggørelsen af resultaterne efter hjemkomsten.
Thorkild Hansen, der med dokumentarromanen “Det lykkelige Arabien. En dansk ekspedition 1760 til 1767”, der oprindelig udkom i 1962 og siden er blevet genudgivet og genoptrykt utallige gange, har formået at gøre Carsten Niebuhr kendt for en større offentlighed og har især rettet opmærksomheden mod hændelserne på selve rejsen, de øvrige medrejsendes tragiske skæbne, og de utaknemmelige omstændigheder ved hjemkomsten, der aldrig tillod Carsten Niebuhr at nyde den velfortjente anerkendelse som han burde have opnået. Hos Thorkild Hansen er det Niebuhrs enestående bedrifter snarere end ekspeditionens resultater der tæller.
Omvendt er det til gengæld i de udstillinger om den arabiske rejse, der er blevet vist i København og i Kiel i 1980erne og især i det store pragtværk om Den arabiske rejse 1761-67, som Stig T. Rasmussen har redigeret med undertitlen En dansk ekspedition set i videnskabshistorisk perspektiv, og som udkom i 1990. Helt i modsætning til Thorkild Hansen spiller billederne og illustrationerne fra Carsten Niebuhrs egne og Forsskåls værker her for første gang lige så stor en rolle, som de må formodes at have gjort dengang da bøgerne oprindelig kom frem. Ekspe­di­tionen vurderes her hverken ud fra et biografisk perspektiv eller hændelsesforløbet på selve rejsen, men på basis af det som ekspeditionen har hjembragt i form af genstande, billeder og tekster.
Den foreliggende oversættelse af Carsten Niebuhrs rejseberetning lader ligeledes kortene, skemaerne og illustrationerne selv komme til orde, men denne gang inden for rammerne af Carsten Niebuhrs egen fortælling om rejsen som det hæn­delsesforløb, han selv har været med i hele vejen igennem. Også her er det muligt at se på Carsten Niebuhrs rejse i et videnskabshistorisk perspektiv: Det er netop i sel­ve rejseberetningen, at ekspeditionens resultater fremstår som produkter af en videnskabelig praksis, af forskningsrejsen som praksis.
Én ting synes der nemlig at herske enighed om blandt de mange der gennem tiden har beskæftiget sig med Carsten Niebuhrs arabiske rejse: at den har været en af de første rent videnskabelige ekspeditioner i det hele taget.