Søren Møller Christensen (f. 1954) leder Forlaget Vandkunsten. Han har arbejdet i bogbranchen siden 1985, hvor han blev ansat på Teknisk Forlag. Fra 1987-1989 var han redaktør på Christian Ejlers' Forlag, og fra 1991 til 2003 ledede han Forsikringshøjskolens Forlag, hvor han bl.a. opbyggede de to afgørelsessamlinger, FED og MAD, som han i 2003 købte til Forlaget Vandkunsten.
Han har siddet i Komiteen for årets bogarbejde og har været dommer i udvælgelsen af Die schönsten Bücher aus Aller Welt. Han har redigeret årbogen Bogvennen sammen med grafikeren Carl Zakrisson. Han har desuden redigeret Nordisk Forsikringstidsskrift og været konsulent på Den store danske encyklopædi.
Sammen med venner har Søren arrangeret flere udstillinger om typografi og boghåndværk, bl.a. om ti års tysk boghåndværk efter murens fald; om ti års svensk boghåndværk; om bøger fra Bauhausskolen, og om "Die Andere Bibliothek", det tyvende århundredes største typografiske projekt.
Sammen med en kreds af ligesindede udgav han fra 1979 til 1984 tidsskriftet Forsvar - militærkritisk magasin. En serie artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg indbragte ham en sigtelse for spionage. Han slap af krogen umiddelbart inden regeringen Anker Jørgensen gik af. Ellers havde han formentlig siddet bag tremmer den dag i dag. I 1990erne redigerede og udgav han Vandkunsten. Konflikt, politik og historie , et internationalt tidsskrift på dansk, som blev udsendt af forlaget Eirene for det nu nedlagte Center for Freds- og Konfliktforskning ved Københavns Universitet.
Sørens uddannelse er broget. Han har studeret forhistorisk arkæologi, historie og international politik i København og Cairo, har strejfet rundt i Afrika og Latinamerika og har sejlet som dæksbefalingselev på det svenske fragtskib Kiribilli.
Søren sidder i Forlæggerforeningens bestyrelse, i repræsentantskabet for Statens Kunstfond, og han er formand for Støtteforeningen for Jørgen Dragsdahl.
I 2006 modtog han på forlagets vegne F.Hendriksen-medaljen, som er en udmærkelse, Forening for Boghaandværk giver for særlig vel udført bogarbejde. Han har modtaget Brygger Carl Jacobsens Rejselegat (2010), særligt begrundet i Vandkunstens udgivelser af skønlitterære klassikere med kunstneriske illustrationer. I 2012 fik han Albertsen Fondens hæderspris. Fondens begrundelse for tildelingen af prisen er, ”at han som forlægger har skabt et kreativt miljø, hvor nogle af landets dygtigste bogtilrettelæggere udfordres til at gå nye veje, og at forlagets udgivelser designmæssigt spænder vidt, og at hver enkelt bog har et unikt design- og udstyrsmæssigt udtryk, der understøtter dens indhold. Vandkunstens udgivelser har løftet de bedste boghåndværksmæssige traditioner ind i nutiden og sat ny standarder for, hvordan danske bøger kan se ud, samtidig med at de prismæssigt er tilgængelige for et bredt publikum.”