Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den forkerte muhammedtegner og andre nuancer af karikaturkrisen

Den forkerte muhammedtegner og andre nuancer af karikaturkrisen

Mette Winding Top: Den forkerte muhammedtegner og andre nuancer af karikaturkrisen. Udgivet april 2023. 1. udgave. 1. oplag. 144 sider. limet. 200 kr. ISBN 978-87-7695-676-9.

Tilrettelagt af Per Baasch Jørgensen.

Køb

Tegningskrisen er igen blevet aktuel. Et flertal i Folketinget vil gøre den til obligatorisk pensum i folkeskolen. Men hvad skete der egentlig dengang i efteråret 2005? Og hvordan skal det forstås nu, 18 år senere? Var der overhovedet tegnere, som ikke turde tegne profeten Muhammed? Eller var det hele en avisand med fatale konsekvenser? Bogen følger en af muhammedtegnerne under de dramatiske begivenheder og sætter alvorlige spørgsmålstegn ved både pressens og politikernes indsats.

En tegning af en mørklødet dreng med fodboldtrøje, et flabet ansigtsudtryk og en gammeldags pegepind i hånden. Skulle den kunne sætte Mellemøsten i brand og trække Danmark ud i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig?

Svaret er ja. Og nej. For tegningen er blandt de 12 muhammedtegninger, som blev trykt i Jyllands-Posten i 2005. Den forestiller dog ikke profeten Muhammed, men gør derimod grin med avisen. Derfor burde ingen muslimer kunne hidse sig op over den, ligesom ingen islamfjendske politikere eller debattører burde kunne inddrage den i kampen for udstrakt ytringsfrihed.

Ikke desto mindre måtte tegneren bag, Lars Refn, gå under jorden som en af de første muhammedtegnere, fordi en ung mand havde fremsat en mordtrussel mod ham. Og i de forgange 18 år har han modtaget både anerkendelse og skulderklap fra mennesker, han er politisk og værdimæssigt uenig med.

Den forkerte muhammedtegner – og andre nuancer af karikaturkrisen følger bladtegner Lars Refn til fredsarbejde i Afrika, til begravelsen for en Charlie Hebdo-tegner i Paris og ind i kredsen af danske tegnere, som oplevede karikaturkrisen på nært hold, men som aldrig har fået taletid eller opmærksomhed i medierne. De har alle oplevet krisen forskelligt, men er over en bred kam enige om én ting: Den offentlige fortælling om krisen stemmer langt fra overens med, hvad virkelig skete.