Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den litterære kattekalender 2022

Den litterære kattekalender 2022

Anne-Sophie Edel Seitzberg, Deniz Kiy, Dorthe Nors, F. Scott Fitzgerald, Fjodor Dostojevskij, Johannes V. Jensen, Lauren Groff, Noga Albalach, Olga Tokarczuk, Sinan Antoon, Tua Forsström, Unica Zürn: Den litterære kattekalender 2022. Udgivet november 2021. 1. udgave. 1. oplag. 14 sider. Spiralbundet vægkalender i stort format. 150 kr. ISBN 9788776956653.

Tilrettelagt af Anne Rohweder.

Køb

Den litterære kattekalender er Danmarks eneste litterære vægkalender. Det er forklaring nok, men der er mere at sige.

Den litterære kattekalender er et påskud for at gå på litterær kattejagt. Jagten foregår året rundt, og mange, også uden for redaktionen deltager som både jægere og klappere og sender os citater, som vi ikke kunne have fundet selv. Kattene er en udfordring og en nødvendig, selvpålagt begrænsning, for uden dem ville ingen sende os citater. Uden kattene, ingen kalender. Derfor: Gå på kattejagt! Send kattecitater til redaktionen!

Hvad er så et godt kattecitat? Nina Toudal Jessen, den litterære kattekalenders første jægermester, skulle engang forklare en større forsamling hvad hun gik efter. Først og fremmest, sagde hun, skal det være en Vandkunsten-kat. I et godt kattecitat er katten desuden som regel biperson. Den kommer til syne i teksten, skaber et rum omkring sig og forsvinder igen uden at gøre noget særligt.

Sådan er det også i Den litterære kattekalender 2022. I nogle af årets kattecitater er katten nærmest kun en talemåde, men de er alle umiskendeligt (undskyld!) Vandkunsten-katte.

Den litterære kattekalender er også et påskud for at se på fotografier. Kalenderens fotos stammer fra konkurrencer, vi udskriver på Facebook, eller hvad det nu hedder. Som svar får vi hvert år tilsendt mange hundrede kattebilleder. Ud af dem vælger redaktionen en buket, som supplerer hinanden og som har udtryk nok til at man kan se på dem i en måned.

Vi ved ikke på forhånd, hvad et godt foto af en kat til en litterær kalender er. Det afgørende er i hvert fald ikke billedets tekniske kvalitet. Derimod er fotografens øje vigtigt, men nogle gange kan det også være et gyldent tilfælde, at kameraet i en hundredeogfemogtyvendedel sekund fanger noget, vi vist ikke skulle have set. Som for eksempel det blik, som årets forsidekat møder læseren med.

Den litterære kattekalender tilrettelægges af den grafiske designer, Anne Rohweder, som har formgivet en række af de sidste 50 års mest markante danske bøger. I hendes hænder bliver billede, skrift og opsætning hvert år til tolv typografiske akorder, hvor helheden er mere end elementerne hver for sig. Det er i sidste ende hende, der skaber Den litterære kattekalender. Men det er et tankevækkende faktum, at hverken Nina Toudal, Anne Rohweder eller årets kalenderredaktør, Anne-Sophie Seitzberg, har kat. De har hund.

Den litterære kattekalender minder sine læsere på kongefamiliens fødselsdage, tidspunkter for sol-op og sol-ned, månefaser, ugenumre, hundedagene, udvalgte FN-dage, danske og nordiske nationaldage samt de tre store bogreligioners helligdage fra jul til ramadan og pesach.

Årets gæster er F. Scott Fitzgerald, Unica Zürn, Olga Tokarczuk, Olga Ravn, Dorthe Nors, Tua Forsström, Sinan Antoon, Herman Bang, Fjodor Dostojevskij, Johannes V. Jensen, Deniz Kiy, Günter Grass, Lauren Groff og Noga Albalach.