Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede » Pressen skriver » Himmelsk

Himmelsk

INDEMURET: Himmelsk

Weekendavisen 25. september 2020 Sektion 3 (KULTUR) Side 8 (KULTUR) PERNILLE STENSGAARD... 1812 ord

Historien om den udanske, upraktiske, u-hyggelige og mageløse Grundtvigs Kirke fortalt af en mand, hvis familie har været bundet til kolossen i tre generationer.

Man skal bestige et københavnsk bjerg for at nå frem til den 80-eller 81-årige - han har ikke nøjagtigt tal på det - Thomas Viggo Pedersen. En mand i blå cowboyskjorte og langt, sølvfarvet hår, strøget tilbage fra panden.

Turen tager en time fra Nørreport, men først det sidste kvarter går det opad, så stigningen mærkes i benene. Helt oppe, hvor Bispebjerg flader ud i et plateau, ligger hans lejlighed, kun fire vinduer fra Restaurant Bjergstuen, hvor man drejer om hjørnet og får den kolossale Grundtvigs Kirke frontalt i synet. Som et vejrbidt grundfjeld. Blikket flyver straks opefter, og man teleporteres til et andet land. Det her ligner ikke Danmark, vi er ikke vant til enorme kirker, men små hyggelige. Her står vi hverken foran den hvidkalkede landsbykirke eller en praktisk, lun parcelhuskirke fra 1970erne eller 80erne, men snarere foran en himmelstræbende gotisk katedral i Tyskland eller Frankrig. De lave huse ligger også tæt op til kirken som ved de store katedraler i Europa. Hvad er meningen med al den pragt og anomali? Thomas Viggo Pedersen ved det. For det første stammer han fra en familie, der har været bundet til kirken i tre generationer.

For det andet har han netop på Forlaget Vandkunsten fået udgivet en bog så tyk og tung som en munkesten, Grundtvigs Kirke, på 800 sider med 2015 fodnoter, skrevet i et vidunderligt, fjerlet sprog og med forgreninger så langt ud i Danmark og Europa, at man nogle gange tvivler på, om det vil lykkes ham at komme tilbage til kirken, men det gør han.

Længe befinder han sig helt uden for kirken, fordi gode mennesker først mente, at den store og savnede Grundtvig skulle mindes med et monument. De nåede langt med en sødladen skulptur af digterpræsten som gammel bedstefar med en sangfugl siddende på den ene hånd, kaldet »pipværket« af dens mange kritikere. De ville for alt i verden forhindre, at Grundtvig blev mindet med et middelmådigt værk af en middelmådig kunstner, Rasmus Bøgebjerg, og satte en konkurrence i gang. Kunstnere kom slæbende ind på Charlottenborg med 32 modeller. Ingen af dem duede, en ny konkurrence blev udskrevet, og det samme skete.

Næsten. Uden for konkurrence deltog den 60-årige arkitekt Peder Vilhelm Jensen-Klint med et grænseoverskridende kostbart og derfor urealiserbart tårn, hvortil der kunne følge en endnu mere urealiserbar kirke.

Langsomt opstod tanken om abstraktion i stedet for portrætlighed.

Kunne monumentet være arkitektur i stedet for et rent skulpturelt arbejde? En vellignende statue forestillede manden i én funktion, arkitektur kunne sammenfatte en overordnet idé. En lærer, Peder Bojsen i Ulborg, sprang ud på det dybe vand i Højskolebladet, 1913. Han havde været i Assisi sommeren før og dér set Den Hellige Frans' kirke, påbegyndt i 1228 som mindesmærke. Sådan én kunne Grundtvig fortjene, mente han, og sådan blev det efter utallige omveje. Der gik 27 år, før kirken var bygget.

SOM ORGANIST FYLDTE Thomas Viggo Pedersen den mægtige murstensmasse med lyd i over 40 år. Han afløste sin far i 1967. Faren, Johannes Viggo Pedersen, var kirkens første organist - hentet i en stumfilmsbiograf i Lund, men anbefalet af den højeste ekspertise. »En blid mand, lidt drømmende.

Han svævede gennem verden,« siger Thomas Viggo Pedersen. »Far havde spillet på et lille, udmærket godt orgel, og lige inden han skulle holde op, kom det store orgel. Så fik han lov til at blive et par år længere. Jeg var tit med ham på arbejde og vendte nodeblade.« Hans farfar, kunstmaleren Viggo Pedersen, sad i den komité, der gennem årtier kæmpede for at få rejst kirken som et storslået minde om Grundtvig, der døde i 1872. De tre Viggo Pedersener er bundet til den og mimer de tre Klinter, hvor den første, P. V. Jensen-Klint, tegnede kirken og nåede indvielsen af tårnet, den anden, sønnen Kaare Klint, byggede den færdig, og den tredje, sønnesønnen Esben Klint, holdt standarden.

Nogle få gange optræder Thomas Viggo Pedersen som et »jeg« blandt de hundreder af levende og døde mennesker, der strømmer ind og ud af Grundtvigs Kirke og dens opland - fra den indflydelsesrige 1100-tals munk Bernhard af Clairvaux, over russiske komponister og østrigske funktionalister til murerformand Hans Rasmussen og byggeriets navnløse slidere, der på deres nakker bar ti millioner tons sten, mens 100.000 danskere med små og store pengebidrag holdt byggeriet oppe i de årtier, der gik, fra kirken sprang ud af den brillante P. V. Jensen-Klints hoved, til den stod færdig i 1940, netop da landet trængte mest til trøst.

Thomas Viggo Pedersen indrømmer, at det kræver en udsøgt balancegang mellem arkitektur, kirkehistorie, geometri, kunsthistorie, idéhistorie, astronomi og økonomi at fremstille kirkens historie. »Til alt held kommer denne balance helt af sig selv, da jeg er lige ukyndig på alle disse felter,« skriver han på første side. Kun »betagelse« af kirken og »almindelig nysgerrighed« har drevet ham ind i den omfattende og forbløffende historie om Gud, Grundtvig, jantelov, frygtindgydende originalitet, forfængelighed og perfekt murerarbejde. En hurtig protest: Udtrykket »almindelig nysgerrighed« er ikke dækkende. Forfatteren er ekstremt nysgerrig og graver dybt og grundigt.

I HJØRNELEJLIGHEDEN læner den tredje Pedersen sig frem mod bordet og siger, at Grundtvig simpelthen ville have elsket sin kirke på Bispebjerg, for han skrev selv, at en kirke skulle være skønnere og mere ophøjet end almindelige huse og helt løsrevet fra hverdagslivet, dels for at »kunne hæve os over Tilværelsen« og dels for at kunne betragte tilværelsen »mere upartisk«, når vi er sat uden for den. Jensen-Klint betragtede Grundtvig som et fyrtårn i sit liv, ikke Grundtvig som hyggeonkel med hvidt nisseskæg, heller ikke den tilbageskuende oldgransker, men frisætteren og tænkeren med det løftede blik og store syner.

Trods kritik (hvorfor så stor, hvorfor så kostbar, hvorfor så kold, så tom, så død, hvorfor så lidt Grundtvig, hvorfor så meget Jensen-Klint, hvorfor så blottet for lokaler til menighedsarbejdet) holdt Jensen-Klint fast i sit udgangspunkt: den rene, a-praktiske kirke, et tempel for Den Højeste, et himmelsk Jerusalem - intet andet.

Han tegnede den igennem tre gange med års mellemrum og hver gang større, udtrykkeligt med det formål, at enkelheden skulle træde tydeligere frem. Sammenlign med konkurrenten Martin Nyrops muntre, romantiske og totalornamenterede Københavns Rådhus for helt at forstå enkelhedens omfang ude på bjerget.

THOMAS VIGGO PEDERSEN voksede op i et troende hjem, men de talte ikke om ret meget om det, de levede det bare. »At være glad for livet, glad for kristendommen. At tage troen som en gave og en mulighed, ikke noget der hang truende over én eller stillede voldsomme krav. Kirken rundt om hjørnet er præcis så lys som Grundtvigs kristendom.

Der er næsten ingen dekorationer, kun et par små kors, ingen farvede vinduer, næsten intet inventar, ingen dunkelhed, kun størrelsen og lyset. Lyset er det vigtigste, både som symbol og udsmykning.« Thomas Viggo Pedersen kalder Grundtvigs Kirke en 1900-talsudgave af Sorø og Løgumkloster kirker, opført af cistercienserne, en munkeorden hvis asketiske kirker lå badet i klart lys, ingen kalkmalerier, ingen farvede glasruder, ingen pyntesyge eller overdreven pragt.

Inde i kirken har han en stærk fornemmelse af solens gang. »Man kan stå og se på en mursten, halvt belyst, og et øjeblik efter er den trekvart belyst. Skyer farer forbi, lyset flytter sig, man ser det på sekunder, det er fantastisk.« »Jeg bliver overrasket, hver gang jeg kommer ind i rummet, og det er jeg altid blevet. En undren og en betagelse.

Det er lidt mærkeligt, at man kan undre sig over det samme og det samme, dag ud og dag ind, men rummet kan tale til én på en måde, som hele tiden er ny. Det åbner for et eller andet, som jeg ikke rigtigt ved, hvad er.« Han har siddet oppe ved orglet over døren, hvor ingen kunne se ham, og hørt turister træde ind med et højt Oh, my God! »På et tidspunkt kom en dame på cirka 40 år ind i kirken hver dag og stillede sig op og talte uden lyd i et kvarter. Så gik hun ud igen med raske skridt. Rummet har en virkning på alle, og det er vel også derfor, man bygger kirker sådan.

Der behøver ikke være højt til loftet, men det er der.« Mens han tegnede på kirken, havde Jensen-Klint en katolsk, kultisk forestilling om det oversanselige: »Den gamle gothiske Katedral taler til mig i alle Kunstens Tungemaal,« skrev han i Architekten i 1919. De mægtige søjler til hvælvet, orglets basunrøst, korets sang og messens andagt, »alt dette mætter min Trang med den Sum af hellig Fylde, som for mig er Kunstens Fylde«. JENSEN-KLINT FORBØD MURERNE at kalde stenene gule, de skulle sige lyse. Han kunne ikke lide den hårde, gulgrønne farve på de almindelige sten, men en lys, hvidgul, næsten hvid sten. Fem millioner stk. ankom til bjerget, hver sten pakket i halm, som om det var et spædbarn. Og murerne lagde dem langsomt og omhyggeligt, kun 100 hver om dagen.

Ingen har tid eller råd til at bygge sådan nu, hvor en dygtig murer når 800 eller tusind sten om dagen. Derfor er Danmarks største perfekt murede hus et valfartssted for unge murere. De kommer for at se dét, der ikke kan lade sig gøre i dag. »Min søster blev arkitekt og kom i praktik som murerlærling.

Hun kom til at arbejde med en gammel grundtvigmurer.

Han var uendelig dygtig og uendelig langsom med hver eneste sten og duede slet ikke i vore dage,« siger Thomas Viggo Pedersen.

»Jeg besøgte teglværket i Ruds Vedby, det var en ruin og så ud, som om folk bare var gået. På den anden side af bygningen lå et stort hul med perfekt skårne sider fyldt med vand. Søen var så stor, at dens rumindhold kunne svare til mængden af mursten i kirkeskibet. Kirken har simpelthen ligget og ventet i søen, indtil arbejderne gravede den op i små stykker, bagte dem i kulild og sendte dem ind til Bispebjerg, hvor de blev stablet i kirkefacon.« Hvor solidt, selvsikkert og selvfølgeligt ligger kirken ikke her med sin trefløjede, opadtakkende facade. Alligevel kunne den have stået i røde sten - eller hvidkalket - og ligget i Sønderjylland - eller ved Østerport. Eller Nyboder. Eller Christianshavns Vold. Alle muligheder var fremme i den langvarige, nervepirrende proces. Medlem af komiteen, højskoleforstander Alfred Povlsen telegraferede fra Ryslinge: »SAA CENTRALT SOM MULIGT STOP IKKE BISPEBJERG.« Et andet medlem mente, at man lige så godt kunne vælge Månen som det fjerne Bispebjerg. Der har aldrig været nogen mennesker nogen af stederne, sagde han. Og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, fru Gerda Welding, mente, at man skulle køre langt igennem uskønne kvarterer for at komme dertil. En serie usandsynlige sammenfald af gunstige omstændigheder lagde Grundtvigs Kirke her. Og pludselig kunne den ikke have ligget andre steder. Eller set anderledes ud.

Jensen-Klint betragtede Grundtvig som et fyrtårn i sit liv, ikke Grundtvig som hyggeonkel med hvidt nisseskæg, heller ikke som den tilbageskuende oldgransker, men frisætteren og tænkeren med det løftede blik og store syner.

Thomas Viggo Pedersen: Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal.En drøm fra det 20. århundrede.