Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal. En drøm fra det 20. århundrede » Pressen skriver

Pressen skriver

Et klippefjeld midt i byen

Dette store værk om Grundtvigs Kirke er præget af både stor viden og ditto lethed. Man forstår til fulde, at kirken i egen selvforståelse er spændt ud mellem at være både sognets og nationens kirke

Så snart man kommer lidt op i højden i København, kan man ude mod vest se en gigantisk kirke, der rager højt op over alt andet. Den virker på samme tid som helt organisk sammenvokset med omgivelserne og som et fremmedlegeme, der har taget plads blandt Københavns andre bygninger. Som velkendt og fremmed.

Det er Grundtvigs Kirke, som blev påbegyndt i 1921 og endelig færdigbygget i 1940. Det er på en gang en sognekirke og et mindesmærke for Grundtvig. Kirken blev i høj grad bygget af midler, der var samlet ind fra hele landet, og derfor er kirken i sin egen selvforståelse spændt ud mellem at være sognekirke og nationens kirke. Det er kirkens konstante identitetsspørgsmål, og det ene behøver jo ikke at udelukke det andet.

Kirkens mangeårige organist Thomas Viggo Pedersen har nu skrevet et værk, som er tæt på at være den ultimative gennemgang af Grundtvigs Kirke. Det er i ordets bedste forstand en omnibus bog, der balancerer fornemt mellem anekdoter og historisk fremstilling, og det i et både levende og nærværende sprog. Kirken er omdrejningspunktet for gennemgangen af både det grundtvigske og københavnske folkeog kirkeliv.

Allerede tidligt var der røster fremme om et mindesmærke for Grundtvig, og Thomas Viggo Pedersen skildrer denne debat både ordentligt og sobert, selvom den også har sine mærkværdigheder og morsomme hændelser, men også mere bedrøvelige tildragelser som billedhuggeren Rasmus Bøgebjerg og hans bud på en Grundtvigstatue. Men efterhånden finder man ud af, at der skal bygges en kirke. Placeringen er også et debatemne. Midt i vinteren 1919 drager en flok mænd anført af blandt andet arkitekt Jensen Klint på hemmelig besigtigelse af Dybbøl banke for om muligt at anlægge den nye kirke der. Man fandt også et sted et godt stykke fra møllen, og Thomas Viggo Pedersen anfører med lune, at der var blot den besværlige, men ikke uvæsentlige detalje, at Dybbøl stadig lå i Tyskland.

Kirken endte på Bispebjerg bakke. Og tårnet med sine 49 meter rager derfor godt op i det københavnske landskab. Arkitekten var P.V. Jensen Klint. Han var altid i gang med tegninger i lommen og opsmøgede bukser. Han var håndværker, kunstner og arkitekt i samme person. Og han er også den, der bidrager til undertitlen til bogen ”Det aristokratiske primtal”, for han var ikke kompatibel og lod sig ikke dividere med andet end sig selv.

JensenKlint har sat sig aftryk på dansk arkitektur og design, men Grundtvigs Kirke må regnes som hans hovedværk, hvilket han også selv må mene al den stund hans og hustruens urne er indmuret i kirkens våbenhus. Tårnet til kirken blev taget i brug som kirkerum i 1927 og senere i 1940 kom hele kirken til. Thomas Viggo Pedersen kommer hele vejen rundt fra komitéfolk til biskopper og murerformand Hans Rasmussen og flere. Der er brugt fem millioner mursten til byggeriet, og håndværket er imponerende. Det er fornemt håndværk. Som sagt kommer Thomas Viggo Pedersen hele vejen rundt og både med vid og humor. Det er en dejlig bog at læse. De store linjer tabes ikke i de små muntre og stridsomme anekdoter.

Der fortælles om dobbelt palindromet Otto Eie, og om en kirkeværge, som var overlæge med et O så stort, at det var en rundkørsel, hvor alle andre havde ubegrænset vigepligt, og ikke mindst fortælles der om kirkens præster menighedsråd og personale, hvor data og gode historier blander sig mellem hinanden. Inventaret beskrives også i detaljen, og da kirkens alterbibel bliver stjålet, beslutter man sig i 2004 for at købe en ny. Det sker, som det udtrykkes, allerede i 2008.

Kirken har aldrig haft en altertavle. Men da Hvidstengruppens medlemmer begravedes fra kirken i sommeren 1945, ophængte man Dannebrog som altertavle. Flaget hang indtil 1953 og pegede på den sammenhæng, der var i efterkrigsårene mellem kristendom og danskhed.

Kirken har forunderligt to prædikestole, der begge er minutiøst tegnet af Jensen Klint, således at han tegnede hvert skite i stenene. Den vestlige prædikestol er fra tårnkirkens tid, som fungerede som sådan til kirkens indvielse på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 1940. Som sagt får vi meget at vide. Nærværende anmelder ved nu, at det var schweizeren Louis Bourgeois (1510-1561), der opfandt salmenummertavlerne som en konsekvens af opgøret med den faste katolske gregorianske messesang.

Grundtvigs Kirke er anlagt med en plan. Rundt om kirken er bebyggelsen På Bjerget. Det er planlagt allerede i 1920, og Bispebjerg er i mellemkrigsårene bebygget med en præcision, der ikke er set siden anlæggelsen af Frederiksstaden ved Amalienborg. Det er med til at skabe helheden. Og når man går op ad Tagensvej, kan man faktisk ikke se den gigantiske kirke, før man drejer om hjørnet ved Bispebjerg Torv og overvældes af dens massive størrelse. Grundtvigs Kirke var senere tænkt som domkirke i Helsingør stift, og derfor gik kirken med i det nyoprettede stit i 1961. Det blev, som vi ved, Sct. Olai i Helsingør, der blev domkirke i det nye stit, og derfor kom kirken og dens provsti tilbage til Københavns Stift i 1970.

Grundtvigs Kirke er som et klippefjeld midt i byen, og et værk, der kan måle sig med for eksempel Ingvar Cronhammars ”Elia” i Herning, hvilket der også peges på i bogen. Som et bjergmassiv, hvor Gud og mennesket mødes. Det er en gigantisk landsbykirke og sammenholder derfor på samme tid Danmarks historie og Grundtvigs format. Det er ikke uden tanke, at Martin A. Hansen, landsbykirkens fortæller, blev begravet fra kirken i 1955.

Man føler gennem læsningen af denne smukke bog, at hver en sten er vendt, og det er ikke så lidt, når der er så mange af dem. Det er ikke tung, men let og munter læsning, og man bliver på alle måder oplyst og vejledt. Ikke kun i kirkens bygningshistorie, men også i et væsentligt afsnit af danmarkshistorien, hvor identitet skabes og brydes. Her står Grundtvigs Kirke alene med sin historie som et meget præcist monument over Grundtvig.

Thomas Reinholdt Rasmussen, Kristeligt Dagblad den 8. september 2020

Grundtvigs Kirke set indefra

Alle aspekter af kirken er med: Akustikken, materialerne, arkitekturen, historien, traditionen, personerne, konflikterne. Her serveres, hvad et begavet og poetisk gemyt har samlet op, nærmest osmotisk, gennem et langt, opmærksomt liv. Bogen er dertil smukt tilrettelagt.

Den får seks kamtakker ud af seks mulige.

Jes Fabricius Møller, Grundtvigsk Tidende, 22. oktober 2020