Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Hojoki. Den vemodige eneboer » Pressen skrev » Japan: Den rosa blomsterregn

Japan: Den rosa blomsterregn

Tre små bøger sender en ensom anmelder på rejse til et fjernt land. Og så skal han ikke engang forlade sin lejlighed. Han skal bare læse.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 17. april 2020

Jeg har aldrig været i Japan. Jeg har aldrig stået på en parkeringsplads, på en rulletrappe eller i en elevator i Japan. Men af og til tror jeg næsten, at jeg har. Jeg mærker en brise, fornemmer en duft, hører for mit indre øre nogle stemmer, som jeg synes lyder umiskendeligt japanske. Hvorfra stammer disse små, ofte sødmefulde, ofte fint stiliserede sansebedrag? Fra utallige film, naturligvis. Og fra al den klassiske og moderne japanske litteratur, som flittige oversættere har givet mig mulighed for at læse.

Tre små nye oversættelser er netop nået frem til mit skrivebord. Jeg åbner den første: den buddhistiske munk Kamo no Chomeis klassiker Hojoki, som Kirsten Refsing på bedste og mest samvittighedsfulde vis har oversat og givet titlen Den vemodige eneboer, og befinder mig nu – som ved et trylleslag – i bjergene uden for Kyoto anno 1212. Og jeg, der synes, at mit land, min verdensdel og hele verden som sådan skal stå gruelig meget igennem i disse uger, kan nu til sammenligning se, hvad den dengang 60-årige hr. Chomei havde at fortælle. Ikke så lidt, viser det sig. For de første to tredjedele af Hojokibestår faktisk ikke af andet end en lang liste over alle de katastrofer, han siden sin barndom har været vidne til. Den ildebrand, der hærgede Kyoto i 1177 for eksempel. Eller den tornado, der i 1180 ødelagde kvarteret omkring Nakanomikado-gaden og Kyoogoku-gaden. Eller den hungersnød, der et efterår fulgte en sommers slemme tørke. Dengang lå hundreder af ubegravede lig og stank i gaderne, kan hr. Chomei huske. Dengang spærrede ligene for de oksekærrer, der ellers skulle have kørt ad landevejen langs floden.

Så det kan næppe overraske, at hr. Chomei nogle år senere, ligesom så mange af os i dag, valgte at gå i en slags selvisolation. Hvad slipper man for, hvis man lever alene? spurgte han i 1212. Alle de kollektive katastrofer, naturligvis, svarer han. Hverken pest eller politik kan slå en eneboer ihjel. Og så slipper eneboeren naturligvis også for den anerkendelseskamp, som alle, der omgås hinanden, dag efter dag må kæmpe. Nedrige intriger sendte ham allerede som 30-årig ud i det sociale tomrum, huskede den aldrende hr. Chomei, da han for 800 år siden skrev sin lille bog om det ensomme livs lykke. I dag skal alle japanske gymnasieelever læse den. Og hvem ved: Måske er japanske unge af samme grund bedre forberedt på ugelang karantæne end resten af klodens milliarder af rastløse unge? Hr. Chomei, hvis hytte i bjergene oven for Kyoto mindede ham om »den sidste puppe, en gammel silkeorm spinder«, før den skal dø, var i hvert fald i stand til at glæde sig over de rosa blomster, han kunne se fra hyttens indgang. De fik ham til at tænke på den rosa sky, som Buddha ville komme svævende på, den dag han ville komme for at hente hans sjæl.

SÅ ÅBNER JEG den næste lille bog. Det drejer sig om den 40-årige forfatter Yukiko Motoyas absurd-humoristiske novelle Et eksotisk ægteskab, der for nylig præmieredes med den prestigefyldte Akutagawapris, og hvis enkle sprog oversætteren Hanne Arnold meget fint genskaber. Er det det samme Japan, jeg genfinder her? Måske. Måske ikke. Intet er jo nogensinde helt det samme, når det gælder litteratur.

Yukiko Motoya placerer os i en boligblok i en japansk storby anno nu. En hjemmegående husmor, der før har været ansat i et firma, der fremstillede vandkølere, har nu rigeligt med tid til at studere sig selv og sin ægtefælle, når han kommer hjem fra arbejde og vil bespises og se fjernsyn. I alle de forhold, hun hidtil har haft, har hun modstandsløst overtaget sine partneres måder at tænke på og med dem også deres gestik og til sidst sågar deres ansigtstræk. Og ja, det samme mærker hun nu igen er ved at ske. Hver gang hun ser sig selv i spejlet, har hendes næse og øjne bevæget sig en smule i retning af hendes mands.

Sjovt og enkelt skrevet. Og pragtfuldt åbent for fortolkning: Er det såkaldt samfundskritik, Yukiko Motoya bedriver? Er det kønsrollekritik? Eller er det mon blot et eventyr, hun fortæller. Meget er symbolsk, fornemmer man. Det gælder også den lille sidehistorie om husmoderens ældre veninde, der har boet i San Francisco i nogle år, men som nu er vendt tilbage, og som hver dag lufter sin tissetrængende kat i boligblokkens baggård. Er veninden mon en heks? spørger jeg naive vesterlænding. Jeg ved det ikke. Og netop det er det sjove. Den slags usikkerhed må jeg leve med, når jeg lader mig rive med af et stykke litteratur. Åh, hvor japansk! sukker jeg til gengæld henrykt, da husmoderens ellers så intetsigende mand under en udflugt i bjergene hen imod novellens slutning pludselig forvandler sig til en rosa blomst.

OG TIL SIDST åbner jeg så også den 60-årige forfatter Yoko Tawadas brillante novelle Brudgommen var en hund, der for snart 30 år siden præmieredes med den samme pris, som Motoyas novelle præmieredes med, og som Mette Holm netop har oversat med fin sans for den frivole humor. Også her hensættes jeg til et ikke nærmere angivet forstadskvarter, og også her møder jeg husmødre. Men det menneske, det især morer mig at læse om, er den skæve og gæve outsider, alle de andre sladrer giftigt og nyfigent om: den 39-årige frk. Mitsuko Kitamura, der lever af at yde lektiehjælp og passe kvarterets skolebørn om eftermiddagen, og som børnene kalder frk. Puha, fordi hun elsker at fortælle sjove og ulækre historier. For eksempel den om den dovne tjenestepige ved hoffet, der ikke gad tørre prinsessen bagi, når hun havde besørget. Slik prinsessen i numsen, sagde hun i stedet til en ung hanhund. Så gifter hun sig sikkert med dig, når hun bliver voksen. Og ja, miraklet skete faktisk, en skønne dag forvandlede hanhunden sig til en prins, og de to blev gift og levede naturligvis lykkeligt ...

Børn elsker den slags. Ansvarlige husmødre tænker straks på bakterier og smittefare. For ikke nok med, at frk. Kitamura anbefaler kvarterets børn at genbruge de servietter, de har pudset næse i, når de har siddet på WC (snottet føles så dejligt blødt, siger frk. Kitamura), nej, en dag får hun, der ellers er lidt af en enspænder, sig også en smuk, stærk og fyrig ung elsker, som elsker hendes kropslugte, og som især godt kan lide at slikke hende i Nu må det være nok! tænker kvarterets husmødre, og burde jeg vel også tænke og lukke den ellers så nydeligt trykte bog i. Præmierer man virkelig den slags i Japan, burde jeg vel spørge og rødme. Men alligevel læser jeg videre for at finde ud af, hvordan novellen ender. Ender den mon endnu en gang med rosa blomster? Og kan man mon tørre sig med blomsterblade?

JEG HAR ALDRIG været i Japan. Men en hel eftermiddag og en hel aften har jeg nu næsten været det alligevel. Her i min lille lejlighed. Og takket være en afdød munk og to sjove og særdeles nulevende japanske forfattere. Gid fru Motoya og fru Tawada må komme godt igennem coronakrisen! Gid de når at fortælle os flere historier. Jeg har aldrig set den rosa blomsterregn i Kyoto. Men nu har jeg set for mig, hvordan blomsterblade kan forvandle sig til rosa skyer, til intetsigende ægtemænd og til toiletpapir.