Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tractatus Philosophico-Poeticus » Pressen skrev » Digterisk genskrivning af Wittgenstein

Digterisk genskrivning af Wittgenstein

Martin Rohr Gregersen, Kristeligt Dagblad, 11. december 2019 (5 ud af 6 stjerne)

Digteren Signe Gjessings nye bog ”Tractatus Philosophico-Poeticus” er, som titlen måske antyder, noget så originalt og ambitiøst som en art genskrivning af den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins første afhandling ”Tractatus Logico-Philosophicus” (1922, dansk 1963).

I dette filosofihistoriske hovedværk, der i sin grund er en undersøgelse af forholdet mellem sprog og verden, forsøger Wittgenstein via en logisk analyse at trække en grænse for det, der kan siges meningsfuldt.

”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie,” som ”Tractatus’” berømte hold kæft-bolsje af en afslutningssætning lyder.

Det, der kan siges, er strengt taget sætninger, der afspejler et sagsforhold i verden, det vil eksempelvis sige naturvidenskabelige sætninger, mens resten i sidste ende ligger uden for sprogets grænse.

Men hvad stiller man så op som digter? Hvis man er Gjessing, tager man handsken op og skriver digte, der har som – uopnåeligt – mål at overskride den grænse og udsige det uudsigelige, sætte ord på det hinsides, det transcendente, det metafysiske. ”Ligesom Wittgenstein er jeg i mit digt optaget af grænsen,” skriver hun i et oplysende forord og fortsætter: ”Men tillige har jeg ekstasen som grund (...). De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges.”

Egentlig er denne ambition ikke ny hos Gjessing. Hun har altid været en visionær seer, der har sendt læseren på kosmiske rundture rundt i verdensaltet.

Det nye findes i formen. I digtet har hun nemlig genbrugt Wittgensteins sirlige paragrafsystem, hvor sætninger er underinddelt matematisk. I Gjessings ejendommelige filosofisk-poetiske afhandling eller digtsuite mødes man således af syv paragraffer (en slags digte) med en hierarkisk underordningsstruktur (en slags strofer).

Det kan måske lyde lidt tørt, og som læser er man da også viklet ind i to læsemåder: På den ene side kan man ikke lade være med at forsøge at begribe argumentet (filosofi). På den anden lader man sig igen og igen bare gribe af den forunderlige særverden, man mødes af (poesi). Men fascinationskraften består netop i, at den umiddelbare logiske stringens og strenge systematik modsvares af udsagn, der er genuint poetiske.

Læs bare dette stykke fra paragraf seks: ”6.2 Verden er det gode formål de mulige verdeners kirsebærtræer går til – det er så svært at samle nok ind.// 6.21 Straks, de er samlet ind, er der nogen der har fået en idé til noget andet, de skal bruges på.// 6.22 Verden synes, at dens mulighed fortjener at blive set.”

Eller denne passage fra paragraf syv: ”7.5 Verden er noget Alt skal.// 7.51 Verden er at bordet fanger for ideen om de uendeligt mange verdener.// 7.511 Men verden er lidt af det hele lidt af blomsterne, lidt af vandet// 7.5111 Vand har fået en liste over det, det skal skylle ind over, og universet står øverst.// 7.512 Mere om verden: Den foretrækker blomster før den går til grunde og vand efter.”

Sådan tager Gjessing altid udgangspunkt i store almenbegreber og universelle størrelser (altet, verden, mulige verdener, virkeligheden, væren, kærlighed, Gud, universet), der med overraskende elegance og lethed gøres aktive og levende.

Denne digtning har en fylde og en dybde, som man ikke møder ret mange andre steder i nyere dansk poesi, fordi den dygtige digterfilosof her både tør og evner at tage livtag med et stort stof, der tilmed har en tydelig religiøs dimension: ”5.41 Hvis du slipper universerne ind til hinanden, slipper de alle sammen ud via de små stier, som er guddommelige.// 5.411 Verdenerne har en masse ting til fælles, men de ting er bare Gud,” som det så smukt lyder et sted.

Hertil kommer, at værket er komponeret som en poetisk skabelses- og undergangsberetning, hvor en verden over syv paragraffer/digte (skabelsens syvtal!) bliver til, udfolder sig og går under.

”Tractatus Philosophico-Poeticus” er med andre ord en enormt rig og særegen bog, der fortjener mange flere læsere, end den esoterisk-filosofiske ramme måske vil tiltrække.

Selvom Gjessing rigtignok er svær at forstå til bunds uden at blive både filosofisk og poetisk rundtosset (og det er faktisk en stor kvalitet), så tilbyder hun altså læseren en fascinerende ordverden af vidunderlig poesi, man skal unde sig selv at gå ind i. Gjessing tør, hvor andre tier. Det, hvorom man ikke kan tale, om det skriver hun stor poesi.