Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tractatus Philosophico-Poeticus » Pressen skrev » Bær altid badedragtstjerner

Bær altid badedragtstjerner

Signe Gjessing er Wittgenstein plus ekstase.

Kamilla Löfström, Information, 22. november 2019

Den er landet godt her hos mig, Signe Gjessings nye digtsamling. Den kom ude fra universet eller i hvert fald oppe fra stjernerne og med en titel, der ekkoer af Ludwig Wittgenstein: Tractatus Philosophico-Poeticus. Den titel kræver lidt forklaring.

I 1922 udkom Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus. Afhandlingen er ’den yngre Wittgensteins’ gådefulde værk, der skal afgrænse det meningsfulde fra det meningsløse. Gennem en udfoldelse af logikken kommer filosoffen frem til, at filosofien er umulig. Emnet er forholdet mellem sprog og virkelighed, og teksten er blevet udlagt som et opgør med filosofiens ikkevirkelige problemer. Den unge Wittgensteins afhandling slutter med de berømte ord: »Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.« På en måde jo en invitation til enhver digter.

Hvor Wittgenstein ønskede at forene logik og filosofi, ønsker Signe Gjessing at forene filosofi og poesi. Hendes værk begynder ligesom Wittgensteins med et forord, der siger det så fint: »Jeg ønsker i mit digt at forene filosofi og poesi og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens.« Men så tilføjer Gjessing ekstasen sådan her: »Ligesom Wittgenstein er jeg i mit digt optaget af grænsen, det, der determinerer Wittgensteins Tractatus, men tillige har jeg ekstasen som grund – hvilket er nyt i forhold til Wittgenstein, som nok forudsatte ekstasen som en mulighed uden for værket, men som med sit værk ønskede at reproducere selve grænsen for, hvad der kan siges.«

Signe Gjessing, poesiens Mozart, har altså ekstasen som grund, overskridelsen, og kan fortsætte forordet med: »De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges.« Eller man kunne sige det sådan her: Det, hvorom man ikke kan tale, om det må Signe Gjessing skrive et digt.

Gjessings genskrivning af Wittgensteins værk er formet som et langdigt i syv afdelinger, hierarkisk opbygget med nummererede underafdelinger (1, 1.01, 1.011, 1.0111, 1.1 osv.) akkurat ligesom Wittgensteins system, hvor hvert udsagn bliver udbygget i et underpunkt. Desuden er det »komponeret over en tænkt verdens tilblivelse, ekstatiske tilstedeværelse og sluttelige tilintetgørelse«.

Gjessings ’Verden’ er menneskelignende, den »ser sig for« for bagefter at opstå og siden blive lidt abstrakt i det: »Verden er alt, hvad der er oplagt.« (Og hermed pege direkte på Wittgensteins første udsagn: »Verden er alt, hvad der er tilfældet«). Ligeså er roser og stjerner menneskelignende, »roserne er måske lidt for fine i forhold til stjernerne«, og »stjernerne skal lige sove på« spørgsmålet om at blive forenet med roserne i ordet »rosenstjerner«.

Det er steder som disse, man kan se hen for at få øje på det, Signe Gjessing mener med at skabe poesiudsagn, der selv skaber. Denne måde at skabe og tænke poesi på knytter sig til forestillingen om poesi som et verbum. Altså poesi som skaben, der igen hænger sammen med begrebet ’poiesis’, der stammer fra græsk og betyder at frembringe og at skabe. Heidegger skriver om det, og Lars Norén skriver om det i sin dagbog efter at have læst Heidegger (Norén, der vist mindst to gange i sit liv har sagt farvel til poesien og skrevet antidigte, men sådan nogle skrupler har Gjessing netop slet ikke).

Når poesien opfattes som et verbum, en handling, så sker der noget spændende. Så findes poesien nemlig i bevægelsen eller i overgangen. Det kan billedliggøres med sommerfuglen på vej ud af puppen, eller skumringen lige der i overgangen mellem lys og mørke.

Og det er også der i bevægelsen, Signe Gjessings ekstase eller overskridelse omtrent befinder sig. På tide med et citat mere, nu bevæger vi os hen mod verdens »ekstatiske tilstedeværelse« og hopper ind et stykke inde i tredje afdeling, denne gang med tal, så man også kan få en fornemmelse af stringensen: »3.71 Verdens lethed er ikke det samme som dens ekstase./ 3.711 Verden vejer mindre end mine problemer./ 3.7111 Men et univers og et universale bruger samme str. idé./ 3.8 Verdensløbet er en ekstra runde./ 3.81 Efter universet er Alt friskt./ 3.82 Længde gentager universet for de tungnemme bjerge: Rejse./ 3.9 Fra og med universet er jeg til./ 3.91 Universet har altid badedragtstjerner på. For en sikkerheds skyld./ 3.92 Universet hjælper faktisk altet med ekstra vand og roser.«

Ja, det er svimlende at læse Gjessings filosofiske poetiske afhandling, der som lovet slutter i tilintetgørelsen, men inden da har bevæget sig over grænserne mellem silke og kærlighed med største lethed. Ekstasen er klart ladsiggørlig. Eller med andre ord: Bær altid badedragtstjerner. For en sikkerheds skyld.