Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Maries rejse. En illustreret gave fra digteren » Pressen skrev

Pressen skrev

Årets bedste bog

I denne charmerende billedbog samler den aldrende digter alle sine talenter. H.C. Andersens fantasi, hans humor, sans for at rime og fabulere og hans menneskelige indsigt har aldrig været større eller mere indtagende. Man må overgive sig – ubetinget.

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad, december 2019

En særlig gave fra H.C. Andersen

Nu foreligger Marie Henriques’ billedbog så i en endog særdeles nydelig reproduktion med forord og kommentarer af historiker, dr. phil. og tidligere folketingsbibliotekar Kristian Hvidt. Også det er i sig selv bemærkelsesværdigt.

[...]

Bogen, der oprindeligt er fra 1869, er fortalt som en historie om den søde Marie, der sammen med sin skrappe barnepige, Sidse, gør en ganske vidtløftig rejse, der omfatter et besøg både i Japan og Konstantinopel, samt det meste af det centrale Europa.

Historien, der har Marie som den agerende figur, er fortalt med al den groteske humor og indfaldsrigdom, som er så karakteristisk for H.C. Andersen, og som gør, at han på billedbogsrejsen er helt i øjenhøjde med den treårige, samtidig med at den voksne med den allerstørste fornøjelse rejser med. Det er mageløst.

Og det er et meget fortjenstfuldt arbejde, Kristian Hvidt har gjort. Ikke blot på grund af de glimrende noter og det særdeles interessante og meget oplysende efterord, men så sandelig ikke mindst på grund af de højst nødvendige ”oversættelser” af H.C. Andersens håndskrevne ”krøllede bogstaver”, der gør, at enhver nutidsdansker også kan fryde sig over digterens finurlige kommentarer til Maries rejseoplevelser.

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad, oktober 2019 (6 ud af 6 stjerner)

Glemt fortælling: Se verden gennem H.C. Andersens øjne

H.C. Andersens scrapbog til en tre år gammel veninde underholder fra første til sidste side: Vi følger helt almindelige mennesker for halvandet hundrede år siden og digter selv eventyr undervejs.

Tænk engang: En ny fortælling fra H.C. Andersens hånd! Bedst som man troede sidste blad i bunken vendt for længst!

»Maries Rejse« dukkede frem fra gemmerne for et par år siden og foreligger nu i en flot udstyret og kommenteret udgave.

Læsere skal hverken forvente et eventyr i Andersens klassiske stil eller en fortælling i tråd med hans stadigt mere glemte romaner. Bogen består ganske enkelt af udklip fra tidens dagblade og illustrerede magasiner med tilføjelse af en strøtanke hér eller en opbyggelig sætning dér.

Det muntre møde med københavnsk dagligliv i guldalderen og genialitet uden litterære ambitioner viser sig ikke desto mindre som uhyre underholdende.

[...]

Ordene som sådan har ingen værdi rent kunstnerisk. Billederne fra tidens medier eller illustrationerne til »den engelske digter Shackspear« er til gengæld guld fra ende til anden.

Man følger guldalderens fantasier fra første række og fascineres af alle de helt almindelige mennesker – ikke kun de rige og fattige fra epokens »rigtige« kunst. Man føler sig på én eller anden måde i H.C. Andersens sko og bliver bevæget over hans blik for alt fra vittighedstegningerne til »Dandserinderne« med de bare bryster.

For hvilke eventyr har udspillet sig i hans eget hoved under arbejdet med saks og melklister – og hvilke fantastiske billeder fra nær og fjern har mon været afsæt for hans kendte eventyr?

Søren Schauser, Berlingske, november 2019 (4 ud af 6 stjerner)

Du er et svin, Andersen...

Det er slet og ret fantastisk som århundrederne tager hinanden i hånden via Maries rejse, en klippeklister-collage bog af selveste H.C. Andersen, som nu for første gang møder verden uden for bankboks, auktionshus og museumsmontre. Det er nærmest eventyrligt.

Bogens efterskrift, der redegør fyldigt og underholdende for albummets baggrundshistorie som privat gave, er skrevet af historiker og forskningsbibliotekar Kristian Hvidt.

[...]

Maries rejse består af udklip fra bøger, aviser, blade, magasiner, prospekter, annoncer med mere. Bevæbnet med saks og limpotte har Andersen bygget en dagbogsbilledbog op, som han selv har syet og ind bundet. Den lille Marie er albummets hovedperson. Hun er sammen med barnepige Sidse ude på en eventyrlig rejse, fortalt gennem de billeder, der nu engang har fristet Andersen, og med tilskrevet tekst af digteren selv.

[...]

Marie Henriques sluttede altså sit liv som borgerskabsdame og kunstner ganske barnløs. Derfor er der en egen poetisk retfærdighed i, at gaven til lille Marie fra den ligeledes barnløse Andersen nu er kulturarv til os alle. Nogen genistreg er det langt fra, af og til endda pligtskyldig og nødtørftig, men Andersen er Andersen, og albummet er en herlig dokumentation af hans metode med det forhåndenværende. Bare flyd med, for hvis du ikke overgiver dig til bogen, opgiver den dig.

Klaus Rothstein, Weekendavisen, september 2019

Hvad er det, min Marie

Kristian Hvidt har udført et fremragende stykke arbejde.

Bettina Heltberg, omtale i Politiken, september 2019

Med Marie og Sidse i Anders’ fodspor

Andersens smukkeste bidrag til de nævnte billedbøger til Drewsen-børnebørnene er papirklippene, ofte meget fine, detaljerige arbejder, gerne faldende inden for en ret klart defineret motivverden.

Aage Jørgensen, Flensborg Avis, december 2019

Maries Rejse. En illustreret gave fra digteren

Billedbogen ”Maries Rejse” er et fuldstændig eventyrligt og enestående værk af H.C. Andersen. Efter at været gemt i en bankboks i 150 år har den nu endelig set dagens lys, og det er vi mange, der er glade for.

[...]

Bogen er også meget fint udført. Udgiverne har simpelthen fotograferet det originale værk side for side, så man næsten har fornemmelsen af at sidde med den originale bog i hånden. Og det er en meget stor og gribende oplevelser. Under fotografierne har udgiverne trykt H.C.Andersens breve eller meddelelser til Marie, så de er lette at læse for en moderne læser. Endvidere er der en række relevante noter bagerst bogen, hvis man er i det humør.
Bogen indeholder også en del henvisninger til H.C. Andersens egne eventyr. Hvis man læser bogen med børn er det jo en god anledning til at få læst et eventyr eller to. Der er f.eks. en meget fin tegning af Tommelise på side fire.

Und dig selv at læse dette beskedne værk, der jo reelt kun en er klippe klistre bog. Men samtidig er det et mangfoldigt pragtværk. At rejse er at leve, skriver H.C. Andersen. Rejs med denne fantasifulde digter som rejseguide. Han har selv været der!

Men allerførst læs den selv! Læs den for dine børn eller børnebørn. Eller tillad dig blot at bladre i den og lad din fantasi løbe frit.

Anne Wehner, bogblogger.dk, februar 2020

Lektørudtalelse

En meget smuk billedbog, som bedst kan beskrives som et herligt klippe-klistre eventyr, med Andersens kendte papirklip i fokus.

Vurderet af Merete Trap, DBC