Anmeldelser i fuld længde

Tuaregen Ibrahim al-Koni kom til verden i 1948 i Ghadamis-oasen i den libyske ørken. I de første tolv år af sit liv talte han de »blå nomaders« sprog. Så lærte han sig arabisk, og derpå mange andre sprog. Han studerede litteratur i Moskva og blev siden pressemedarbejder ved en række libyske ambassader, indtil han i 1993 slog sig ned i Schweiz. Han har siden 1970erne skrevet op mod firs fortællinger, der stort set alle udspiller sig i hans forældres og bedsteforældres halvt mytiske, halvt magiske ørkenlandskab. Og det gælder da også hans seneste, den lille, fine Guldstøv, der nu udgives i en smuk oversættelse ved Ellen Wullf, som gennem årene har beriget danske læsere med nyoversættelser af så uomgængelig arabisksproget litteratur som Tusind og én nat og Koranen.

Guldstøv begynder med et Bibelcitat. »For menneskenes og dyrenes skæbne er én og samme skæbne, Som den ene dør, dør også den anden; de har samme livsånde,« siges det i Prædikerens Bog. Men Ibrahim al-Konis fortælling forekommer snarere før-monoteistisk, totemistisk og naturreligiøs, end kristen eller muslimsk. De vise sheiker og imamer, der undervejs i romanen giver livskloge råd til vores rådvilde unge helt Okhayyid, påberåber sig ganske vist ofte visdomsord, profeten skal have sagt, men aldrig uden en vis ironi.

Hør blot: »Intet elsker jeg højere end bøn, parfume og kvinder, men af de tre er kvinder vigtigst.« Okhayyids problem er, at han har forelsket sig, men ikke i en smuk kvinde fra sin stamme eller i en mørk kvinde fra Timbuktu, hvilket ellers ville have sømmet sig for en fornem ung tuareg. Nej, han har på urimelig vis forelsket sig i sin kamelhingst, sin såkaldte mehri, Ablaq. Og hans kærlighed er nu så blind og så lidenskabelig, at han gør sig til grin blandt sine mandlige stammefæller, der ellers betragter stoltheden over at eje en smuk kamel som en dyd. Og med Ablaq begynder Okhayyids deroute.

Først vil han lære den at danse, men dens nervøse uregerlighed fremkalder kun latter under de rituelle fester, hvor stammens mænd skal vise, hvad de dur til som ryttere.

Så smittes den hoppeglade, potente Ablaq af en kønssygdom, hvorunder dens smukke brogede pels falder af. Kun én medicin hjælper: ørkenens bitre urter. Okhayyid og Ablaq drager derfor sammen ud i den nådesløse ørken, hvor de kun lige akkurat overlever den livsfarlige renselse. Men renselsen gør deres, menneskets og dyrets, sammenhold stærkere. Et øjeblik tror Okhayyid sig endda genelsket af sin kamel, hvis eneste udsagn ellers blot har været et langtrukkent »arrrr«. IKKE kun frem til dette øjeblik, men også i resten af fortællingen balancerer dens forfatter fint mellem poesi, fortællemæssig fremdrift og en ret original humor. Vi kan læse det hele metaforisk, hvis vi vil. Vi kan opfatte Okhayyid som den evige outsider, der ikke kan tilpasse sig sine omgivelsers normer. Men vi kan også tage alt for pålydende og lytte til Ibrahim al-Konis ørkenskrøne, som et tillidsfuldt barn ville lytte til et spændende eventyr. Det hele ender som en ægte spaghetti-western. Okhayyid har bebrejdet Ablaq, at den render efter hopper.

Og nu render han så pludselig selv efter en menneskekvinde: den smukke Ayyur. Men det fører, som han kunne have sagt sig selv, kun til klanstridigheder, skyderier og ny flugt ud i ørkenen. Læs selv Guldstøv. Og læs også gerne Ibrahim al-Konis øvrige bøger på dansk: Natteurt og Blod af sten.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 20. april 2018