Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Guldstøv » Pressen skrev

Pressen skrev

Kamelelskeren

(...) fortællingen balancerer fint mellem poesi, fortællemæssig fremdrift og en ret original humor. Vi kan læse det hele metaforisk, hvis vi vil. Vi kan opfatte Okhayyid som den evige outsider, der ikke kan tilpasse sig sine omgivelsers normer. Men vi kan også tage alt for pålydende og lytte til Ibrahim al-Konis ørkenskrøne, som et tillidsfuldt barn ville lytte til et spændende eventyr. Det hele ender som en ægte spaghetti-western. Okhayyid har bebrejdet Ablaq, at den render efter hopper.

Læs selv Guldstøv. Og læs også gerne Ibrahim al-Konis øvrige bøger på dansk: Natteurt og Blod af sten.

Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen, 20. april 2018

Der er skidt, og der er kamel

I ”Guldstøv” er nomadefolket, kamelen som menneskets bedste ven og ørkenen forunderlige elementer blandt genkendelige forestillinger om det trælbundne i det dennesidige, længslen efter det hinsidige, naturens vidder, det svære valg, jagten på den utopiske frihed. Al-Koni er helt klassisk og har samtidig en original stemme, til varm anbefaling.

Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 17. december 2018, fem stjerner

En nomade og en kamel på flugt gennem Sahara

Guldstøv er en af mange bøger i et stort arabisk forfatterskab, som på dansk tidligere har bragt to titler, Blod af sten og Natteurt. I Guldstøv flygter en ung mand gennem Sahara på sin smukke fuldblodskamel, »En broget mehri, yndefuld som en gazelle«, som er hans rigdom og kærlighed. Han hedder Okhayyid, nomaden, og han har vist nok et drab på samvittigheden. (...)

Det er en bog af dervisher, djinner, korankloge og, ja, kameler.

»Miraklernes port står altid åben«, siger den vise sheik, og sådan siges der mange mystiske ting. Kvinder er en kilde til skræk, »Havde sheik Musa ikke sagt, at det var hende, der fik Adam fordrevet fra Paradis?«. Hvor dybt det er, ved jeg ikke, men det hele drejer stille rundt, og det hele hænger sammen, og somme tider mærker man under læsningen en mild følelse af oase.

Bjørn Bredal, Politiken, 1. juni 2018

Storslået, poetisk roman

Guldstøv er en virkelig gribende og rørende fortælling, et spændende portræt af tuaregernes samfund og kultur med elementer af sufi-mystik og førislamisk religion. Ørkenlandskabet breder sig endeløst ud i Ibrahim al-Konis smukke, højstemte prosa, både som et livsvilkår for nomaderne og som et mytisk landskab befolket af hævngerrige guder og hviskende ånder.

Søren Feldtfos Thomsen, litteratursiden.dk, 1. juni 2018, læs hele anmeldelsen her

I konflikt med normer og traditioner

Guldstøv er gribende i al sin fremmedhed og brutalitet, fortalt i en smuk poetisk og fortættet stil, der helt sikkert har dybe rødder i traditionel arabisk fortælletradition. Og blændende oversat af Ellen Wulff.

Jes Nysten, Den smalle bog, 18. oktober 2018, læs hele anmeldelsen her

Lektørudtalelse

Velskrevet, humoristisk. (...) Det er en beretning om skæbne, ære, kærlighed og venskab og fremfor alt fortællingen om en mand og hans stærke tilknytning til et særligt dyr.

Vurderet af Christine Christensen