Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Digtet husker røsten » Pressen skrev » Anmeldelser i fuld længde

Anmeldelser i fuld længde

Finere er der sjældent skrevet

Søvnen bragte mig en drøm
Drømmen bragte mig en mistanke
om en svimlende dyb høl
om et nyt rum
en ny tid
som alle blev til i en drøm
hvor der ventede ørreder
i vandets konstante bevægelser


Digtet, som befinder sig i samlingens sidste suite, afsluttes med følgende to linjer: ”en vished om nye farver / og evigt bjergvand”. Det er for mig svært ikke at læse en hilsen til ”Vølvens spådom” ind i disse linjer af Pálsson.

Ovenstående udsnit peger også på det særlige ved Pálsson, at han med en meget enkel sprogbrug giver plads til læseren, men også inden for denne enkelhed kan navigere i forhold til en kompleks understrøm - som herover med reference til et af de oldnordiske mesterværker.

Et plus ved Pálssons digte er uden tvivl, at de i deres enkelhed rummer en smuk balancegang mellem på den ene side en skarp intellektualitet og på den anden en række præcise sansninger, der giver et i alle ordets betydninger
enestående forfatterskab.

Solskin og skarp vind
sølvbestik på en veranda
Ørenringe
firkløvere af guld
Øjnenes erklæringer
vingede
Et bord og to stole
mellem træerne
som står og samler årringe

Finere er der sjældent skrevet om en tid, der går, om kommende alderdom (”samler årringe”), samtidig med, at melankolien får plads nok til, at det bliver muligt at reflektere mere generelt over menneskelivets skæbne.

Digtet husker røsten blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, 2018, men Sigurður Pálsson døde sidste år.

Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske Stiftstidende, 11. februar 2018, 6/6 stjerner

Måner en gros

Poesicigaren. Den islandske digter Sigurður Pálsson keder sympatisk og kært, mens 40 år yngre, amerikanske Steve Roggenbuck insisterende action-fniser.

Pludselig, i løbet af et halvt år, har vi fået to digtbøger af islandske Sigurður Pálsson på dansk, et bind udvalgte digte, Mit hus, og hans seneste samling, Digtet husker røsten (hvor de islandske originaler er inkluderet). Pálsson døde i september 2017, og det forklarer denne kampagne, det rent poetisk godt kan være svært
at se det nødvendige i. Manden er – i Erik Skyum-Nielsens kyndige, klangomhyggelige fordanskning – et absolut sympatisk, men lidet karakterfuldt og håbløst velmenende bekendtskab. I dansk sammenhæng kan han minde om en godmodig digter som den jævnaldrende (fødeår: 1948 og 1945) Sten Kaalø, men Kaalø er alligevel skarpere og præcisere i sin kærhed. Dette digt fra 1980 er sødt psykedelisk på bedste Kaaløske manér, »Nocturne til en fuldmåne«:

»På vej over torvet/ en frakkeklædt grinende sandwich/ Begge lidt bemånede// Natten bygger lune byer:/ buegange søjler hvælvinger/ Natten er også lidt bemånet// En frakkeklædt buegang på torvet/ en grinende sandwich hvælvinger/ Månen på vej«

Tak for »bemånet«, Skyum! Ret mange digte kommer bastant eller luftigt ikke ud af stedet, heller ikke via billedsprog, andre overforklarer sig akavet, og de værste er pegefingerpirkende belærende lallepropaganda, altså propaganda for (højere) lal. Her første halvdel af digtet »Indfødsret«:

»Vi er født/ til glæde// Fortjener intet/ andet end ædel glæde// Vi blev ikke født/ til at komme listende// Ej heller til at lytte/ til fornuftige røster/ om nytteværdi// Eksempelvis/ er fødderne/ ikke til at gå på/ nej de er/ til at beundre// Snavsede fodsåler der/ nøgne er gået rundt i huset/ En smilende udmattet krop/ Vifter sommerfugle skillevægge/ Varmt vand i et bad// Udenfor: frygten/ for følelser/ hånlatterbrøl/ usle alibier.«

Undskyld, men sådan nogle selvgode oder til glæden gør mig altså noget sur. I den nye samling bliver digtene klart bedre jo tystere og tydeligere de er, jo længere ned de zen-tæller, som akkurat i digtet »En to tre«:

»Intet nul i morgenens/ rishvide halvlys/ intetsteds overhovedet// Intetsteds er nul/ Udelukkende tal/ En to tre// En døråbning/ to hunde i snor/ tre grinende klassekammerater// og sådan kunne man opregne/ opregne og blive ved længe// her i morgenens/ rishvide lysskær«

De to sidste linjer klinger kønt på dansk, men hør dog, hvor forfinet de bruser på islandsk: »hér í hrísgrjónahvítri/ morgunbirtunni«, så tror da fanden, jeg oplever Pálssons poesi som halvkvædet!

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 23. februar 2018