Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Digtet husker røsten » Pressen skrev

Pressen skrev

Islandsk poesi i verdensklasse

Når man læser Pálssons digte, oplever man straks denne poets store spændvidde i tonefald, stemninger, stilarter og emner. Her ligner han nogle af de allerbedste danske digtere, som han også er jævnaldrende med, nemlig Peter Laugesen, Klaus Høeck og Henrik Nordbrandt.

Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad, 23. juli 2018, fem stjerner ud af seks.

Finere er der sjældent skrevet

Søvnen bragte mig en drøm
Drømmen bragte mig en mistanke
om en svimlende dyb høl
om et nyt rum
en ny tid
som alle blev til i en drøm
hvor der ventede ørreder
i vandets konstante bevægelser

Digtet, som befinder sig i samlingens sidste suite, afsluttes med følgende to linjer: ”en vished om nye farver / og evigt bjergvand”. Det er for mig svært ikke at læse en hilsen til ”Vølvens spådom” ind i disse linjer af Pálsson.

Ovenstående udsnit peger også på det særlige ved Pálsson, at han med en meget enkel sprogbrug giver plads til læseren, men også inden for denne enkelhed kan navigere i forhold til en kompleks understrøm - som herover med reference til et af de oldnordiske mesterværker.

Et plus ved Pálssons digte er uden tvivl, at de i deres enkelhed rummer en smuk balancegang mellem på den ene side en skarp intellektualitet og på den anden en række præcise sansninger, der giver et i alle ordets betydninger enestående forfatterskab.

Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske Stiftstidende, 11. februar 2018, seks stjerner ud af seks

Måner en gros

Pludselig, i løbet af et halvt år, har vi fået to digtbøger af islandske Sigurður Pálsson på dansk, et bind udvalgte digte, Mit hus, og hans seneste samling, Digtet husker røsten (hvor de islandske originaler er inkluderet). Pálsson døde i september 2017, og det forklarer denne kampagne, det rent poetisk godt kan være svært at se det nødvendige i. Manden er - i Erik Skyum-Nielsens kyndige, klangomhyggelige fordanskning - et absolut sympatisk, men lidet karakterfuldt og håbløst velmenende bekendtskab. I dansk sammenhæng kan han minde om en godmodig digter som den jævnaldrende (fødeår: 1948 og 1945) Sten Kaalø, men Kaalø er alligevel skarpere og præcisere i sin kærhed.

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 23. februar 2018

Sigurður Pálsson

Sigurður Pálsson fik i 2015 konstateret uhelbredelig lungehindekræft. Hans sygdom løber som en tydelig og særdeles dramatisk tråd gennem hele bogen, hvor digterjeget bruger ordet mod overmagten, døden.

Typisk for Sigurður Pálssons digte er et spil mellem to poler; legen og ordstrømmen over for strukturen. Ljóð muna rödd [Digtet husker røsten] består af fire afsnit, der er navngivet efter naturkræfterne, livets fundament.

(...)

Ljóð muna rödd [Digtet husker røsten]er et fascinerende og dramatisk værk. Digterens stemmer slår en velkendt og på samme tid nyskabende tone an, en tone, der kommer fra menneskelighedens stemmegaffel. Digteren er skønhedens og kunstens bannerfører over for de destruktive kræfter, politiske såvel som naturens.

Stemmen i værket lyder dybsindig og vis, men ikke engang der, hvor den bringer os et klart budskab, lyder den som en ophøjet lærer eller forelæser. Stemmen er eftertænksom, men samtidig spøgefuld, skrøbelig, erotisk og sågar drillende. Og altid menneskelig, helt frem til den sidste metamorfose.

Motivering for nominering til Nordisk Råds Litteraturpris 2018

Lektørudtalelse

Læseren præsenteres for eftertænksomhed og overvejelser om det at være til i Pálssons på en gann enkle og samtidigt så overvældende sprog. Det er en stor fornøjelse at læse.

Vurderet af Poul Flou Pedersen, 5. marts 2018