Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » København med V og N og Ø og K. En lystvandring gennem syv årtier » Pressen skrev

Pressen skrev

K for København og kærlighed

Vildt springende, men smittende lystvandring gennem byen med det evige vokseværk.

Er slentreturens væsen og charme netop ikke, at man tillader sig undervejs at få øje på noget løjerligt, ophode sig ved nogle øjeblikke og sætte opmærksomheden fri til at hoppe videre til næste indtryk eller association?

Læst på den måde er København med V og N og Ø og K en serie erindringspirrende snapshots af en by i evig forandring.

Birte Weiss, Weekendavisen, 9. februar 2018.

Sporgvogne, seksdagesløb og tidens byudvikling

Dürrfeld slentrer, ligesom på en god spadseretur gennem byen, fra det ene fokus til det næste uden at se sig tilbage. (...) da Peter Dürrfeld er en stilsikker skribent, lader han ikke læseren i stikken. Det hele glider ned som smør, især fordi skribenten, mangfoldigheden til trods, holder et skarpt fokus i de enkelte beretninger.

Henrik Vesterberg, Politiken, 21. december 2017, fem hjerter ud af seks.

En flanør i København

Forfatteren, musikkritikeren og skakkommentatoren Peter Dürrfeld leverer et københavnerportræt med indlysende feelgood-kvaliteter. (...)

Med Olga Svendsens markante stemme som det nostalgiske ekko fra de gode gamle dage og Giro 413' s storhedstid og med sangen "København, København,/ der er klang af fest og glæde i dit navn", som en slags erindringernes trylleformular lige til at Youtubeaktivere, begiver Peter Dürrfeld sig ud på en lystvandring, der både strækker sig gennem syv årtier og rækker ud til de forskellige hjørner af den københavnske virkelighed og geografi: København med V og N og Ø og K. (...)

På flanørens slentrende ben og med causørens lette anslag følger han sine egne veje og særlige spor igennem gader og kvarterer og mellem personlige erindringer, overleverede anekdoter og autoriseret historieskrivning. (...)

Sin store styrke har Dürrfelds lystvandring der, hvor den personlige erindring forbinder sig med det arketypisk fortroligtkøbenhavnske og nogle fælles stemninger. (...)

For anmeldere og læsere med lige så mange københavnerår bag sig som forfatteren er Dürrfelds bog et veloplagt og underholdende dyk i det store nostalgi-bassin, hvor brokvarterernes mange små butikker stadigvæk har åbent, Nørrebro-biografer som Nora, Odeon og Colosseum byder på søndag eftermiddags-aktion af den hårdtslående slags, og sporvognene kører på kryds og tværs af bydelene. Ak ja, der var engang! For senere tilkomne beboere og gæster i landets hovedstad er der et væld af informationer og god inspiration til opdagelsestogter til nye og mere velkendte steder at hente i bogen med den rummelige titel "København med V og N og Ø og K".

Jørgen Johansen, Kristeligt Dagblad, 1. december 2017, fire stjerner ud af seks.

Københavner med K, Ø, V og N

(...) særdeles glimrende som guide til spadsereture i vor hovedstad.

Finn Edvard, Søndagsavisen, 1. februar 2018.

En lystvandring gennem syv årtier

Forfatteren og kritikeren Peter Dürrfeld, som har en større produktion af både skønlitteratur og fagbøger bag sig, tager i København med V og N og Ø og K læserne med på en charmerende lystvandring. Bogen er delt op efter de forskellige kvarterer i hovedstaden, og i de fleste tilfælde er beskrivelserne knyttet sammen med personlige oplevelser.

(...)

Peter Dürrfelds københavnerbog er ikke illustreret, men det gør ikke noget, for hans levende beskrivelser fremmaner det ene billede efter det andet for læserens indre øje. Det er en nydelse at have Dürrfeld som en meget vidende guide.

Jannik Lund, Byens bøger, marts-udgaven af Københavneravisen

Lektørudtalelse

En spændende og sjov læseoplevelse specielt hvis man kender byen godt og kan se steder og bygninger for sig. Bogen kan fint læses som et supplement til Turen går til København, hvis man gerne vil have noget mere baggrundsviden til byen og dens historie. (...)

En skøn lille bog om vores hovedstad (...)

Vurderet af Kirstine Louise Grøngaard