Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Jihad og døden » Pressen skrev

Pressen skrev

Nihilisterne

Vi kender efterhånden ganske mange vestlige jihadiers livshistorie i detaljen, men vi diskuterer fortsat årsagerne til, at de melder sig under al-Qaedas eller Islamisk Stats sorte flag. Olivier Roys bog Jihad og døden er et bud på en forklaring. Den rummer en lang række indsigtsfulde pointer, som gør læseren klogere på hele problemkomplekset. Samtidig er bogen et bidrag til diskussionen, idet forfatteren tilbageviser centrale elementer i de forklaringer, som Frankrigs to andre mest kendte islamforskere, Gilles Kepel og François Burgat, tidligere har fremsat.

Pernille Bramming, Weekendavisen, 27. oktober 2017

Fransk forsker: Islamistisk terror er snarere et kulturelt end et religiøst fænomen

I sin seneste bog, "Le Djihad et la Mort" (Jihad og døden), som snart udkommer på dansk, beskriver den snart 69-årige leder af afdelingen for middelhavsforskning ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvordan den samme profil går igen blandt jihadisterne. Der er en overvægt af andengenerationsindvandrere og enkelte af tredje generation i Belgien. De er blevet radikaliseret uden for det muslimske fællesskab, på internettet og i en lille gruppe af barndomsvenner eller familiemedlemmer.

Birthe Pedersen, Kristeligt Dagblad, 22. august 2017

Islam er ikke årsagen til islamisk terror

Olivier Roy er træt. Det har været en lang dag allerede med flyrejse til København og radiointerview, og forude venter en offentlig optræden på Det Kongelige Bibliotek. Men mere end den konkrete udmattelse er den fremtrædende franske islam-ekspert utrolig træt af, at de europæiske politikere ikke lytter mere til hans forskning og i stedet bliver ved at gøre alt det forkerte for at forhindre voldelig ekstremisme.

»De fleste mennesker i Europa fatter reelt ikke religion. De synes, det er lidt underligt, sådan noget gammeldags noget, og nu, hvor alle er skræmt af islamisk jihadisme og terror, forsøger man
så at forbyde de mere yderligtgående former. Der er forbud mod burka mange steder nu, og der er en intens kamp for at forbyde sådan noget som omskæring af drengebørn. Men sagen er, at religion er en menneskeret og noget, som er ekstremt vigtigt for de troende, og det er hverken realistisk eller fornuftigt at forsøge at kvase det«, siger Roy, der kvikker synligt op, i takt med at ordene fosser ud.

Marcus Rubin, Politiken, 25. februar 2018

De religiøse er nødt til at tilpasse sig

(...)

»Spændingerne er her, og de er reelle. Det er, fordi vi ændrer vores normer. Og de religiøse er nødt til at tilpasse sig, men hvor meget og til hvilken pris, det er debatten. For jøderne og muslimerne er det ikke en mulighed at give afkald på retten til omskæring, det er tydeligt. Mad er en anden historie. For den katolske kirke er problemet kirkens lederskab, at den må kunne have sine egne regler. Alle præsterne er mænd.

Indtil nu er der ingen, der udfordrer det, men før eller siden vil en kvinde komme og sige, jeg er en troende katolik, jeg vil være præst, og det er mig forbudt. Det vil jeg ikke acceptere. Før eller siden vil der komme en retssag - jeg tror, det bliver i Danmark! - og retten vil sige, at kirken er nødt til at acceptere kvindelige præster.

Det er en revolution. Vi er nødt til at gentænke forholdet mellem religion og det offentlige rum. Og ikke fordi muslimerne kommer, men fordi vi presser sekularismen til, jeg vil sige, dens filosofiske grænser!« — Men Frankrig er vel det eneste sted, hvor man har haft den filosofiske diskussion om, hvordan vi ønsker at indrette den balance. Er det muligt at have den grunddiskussion i dag? »Jeg tror, det er en interaktiv relation. Religionen er nødt til at tilpasse sig. På den anden side er vi nødt til at acceptere, at for religiøse folk er der ting, der ikke er til forhandling. Og problemet er at finde et kompromis.

Du kan f. eks. ikke bede den troende om at acceptere homoægteskab, men du kan bede dem om ikke at blande sig.«

Interview ved Tobias Havmand, Information, 10. marts 2018

Jagten på religion fremmer terroristerne

Vestens tilbud til de unge muslimer er altså forkert, mener Roy, for staterne har marginaliseret religionen og sekulariseret samfundene og dermed overladt det åndelige til de radikale og sekter. Det er en fejl, for der er brug for et religiøst spillerum. Og religiøs frihed er indskrevet i forfatningen.

»Før var religion synlig i europæiske gader med kristne optog, kors og nonner, selv om staten ikke var religiøs. Man vil end ikke have kristne tegn mere,« siger Olivier Roy, der er aktuel med en ny bog: Jihad og Døden.

Karin Bergquist, Jyllandsposten, 4. marts 2018

Lektørudtalelse

Interessant og velargumenterende debatbog, der dog kræver at man er vant til akademisk litteratur.

Vurderet af Carsten Güllich-Nørby