Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Imperium » Pressen skrev

Pressen skrev

Delikat skræmmebillede

Erling Nørkærs romandebut, "Imperium", vrænger af verden og af det helt almindelige, middelmådige menneske.

Samtidig er den også en delikat dystopi (skræmmebillede, red.), der synes udmattende flabet og både sprød og unik i sin udformning.

Bedst som læseren føler sig sikker på, hvad "Imperium" er for en størrelse, er intet alligevel sådan. Det er fortællingen om en ung fyr og hans tanker og møder med døden, om et helt særligt venskab og om, hvordan man betragter andre og - nok allermest - sig selv. (...)

Erling Nørkær skriver godt; hvad der skinner igennem som hans tone og stil, er et velbehag for læseren, hvorimod jeg'ets insisterende gjalde mod alt, hvad der lugter lidt af gennemsnit og menigmand, kunne fylde mindre, uden at det ville gøre noget.

Monologerne, der bralrer derudaf i jeg'ets indre system, og samtalerne med du'et kan nu og da virke for konstruerede, for meget fyldt med viljestærkt materiale, der uden tvivl ville kunne gøre sig skarpere uden slet så mange spørgsmålstegn og direkte brøl.

En skarp diskurs i "Imperium" er uagtet denne anmelders forbehold jeg'ets helt tydelige foragt for dét, man normalt gør, måden det gængse menneske gebærder sig på. Et ganske grelt ubehag mod de, der går villa-vovse-volvo-vejen.

Undervejs suser teksten tilbage i tid til jeg'ets barndom og ungdom, og i nogle velskrevne nedslag møder man jeg'et i hans andre perioder. (...)

Erling Nørkærs roman er en fi􀁹ig sag, der ånder læseren i nakken, når sidste side er vendt. Insisterende udi det intense, fræk og faktisk lidt uhyggelig.

Mai Odgaard Petersen, Nordjyske Stiftstidende, 29. maj 2017

Lektørudtalelse

Et hæsblæsende Københavnsk døgn i en ung mands liv fyldt med stoffer, mørke, håb og drømme. De unge mænd må gerne læse med, og alle andre elskere af endnu en Hærværk "light" vil befinde sig godt selskab.

Jeg-fortælleren bor i en kælderlejlighed i København sammen med sin nordjyske gymnasieven. Det er et umage og opslugende venskab fyldt med kontraster, som tærer på dem begge. Vennen har kæreste og studie. Selv er han droppet ud af studiet, er på kontanthjælp og nærer ingen illusioner om livet, andet end, at forsvinde ind i mørket i kælderlejligheden. Deres venskab, og livet i det hele taget, bliver sat på spidsen på en voldsom bytur. (...)

Det er en intens fortælling fortalt med nerve og med noget på hjerte. Jeg-fortælleren er kynikeren, mørket og det grimme. Vennen det modsatte med troen på livet og en mening med tilværelsen. Begge drages og frastødes de på skift af hinanden. Konflikten i venskabet beskrives uden filter, ganske som sproget fint spejler hovedpersonernes stemninger. (...)

Anbefales til alle biblioteker. Husk at formidle den til de unge mænd, når de kommer og skal læse en bog på de videregående uddannelser.

Michael Linde Larsen, DBC

Når solen lader livet være i fred - Erling Nørkær IMPERIUM

(…) Nørkær skriver virkelig godt, og den drænende livstilgang præsenteres med humor og selvironi. Det bliver morsomt, det gør det, når jeget skriver ‘maskulin ferskenrelish’ på menuen på vennens imaginære restaurant, og når jeget beskriver vennens stemme som ‘en varm sovs over kogte kartofler.’ (…)

Jeg er vild med ironien. Og det er i det hele taget den, der er tekstens største styrke. For Nørkær bruger nemlig den magt, den velanvendte ironi giver ham over sin læser til at overraske, for bedst som man tror, man kender slagets gang, sker der noget uventet. Især i slutningen, som jeg ikke vil afsløre her, men blot nøjes med at konstatere er genial.

Emnerne i Nørkærs roman tenderer til det studentikose og banalt ungdommelige, og det kunne derfor snildt have resulteret i en forglemmelig roman. Jeg synes dog, han har sin egen stil: Han skriver erfarent, bruger ironien balanceret og som en etableret samfundsrevser, og så beskriver han sit indre ‘hvad-er-meningen-med-livet’-spørgsmål ganske glimrende. Teksten overraskede mig, Nørkær overraskede mig. Positivt. Så læs den endelig. I gruppen af unge debutanter som Thomas Korsgaard og Johanne Kirstine Fall skal han nok udmærke sig, og jeg undrer mig faktisk over, at de store dagblade ikke har anmeldt ham endnu. Det kommer nok, for de ting, han skriver om – det gode liv, tabte illusioner og dødsangst – kan godt tåle at ligge et par måneder.

Henriette Klejs Engelberg, LitteraturNu, 13. september 2017