Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Turban og tiara » Pressen skrev

Pressen skrev

De europæiske humanisters livtag med tyrkerne

Turban og tiara' handler om de intellektuelles forhold til den tyrkiske fjende. Et emne, der har været negligeret i klassiske idé-og filosofihistorier og på ny har fået påtrængende relevans.

Muslimerne har været europæernes naboer mod øst og syd siden Muhammeds prædiken og den islamiske ekspansion i 600-og 700-tallet. Talløse låneord vidner om, hvor mange ideer, madvarer og luksusgenstande europæerne erhvervede gennem muslimerne. Men de var samtidig fjender med en falsk tro, som Gud måtte have sine grunde til at lade opstå og sprede sig. Disse spekulationer fik fornyede betydninger i 1400-tallet; der var nu gået århundreder, siden korsfarerne kæmpede mod saracenerne, og morerne i Spanien var snart helt fordrevet. Til gengæld var tyrken dukket op i øst, og den store katastrofe indtraf med Konstantinopels fald i 1453 - uden at kristenheden som helhed kunne mobilisere til et fælles korstog. Denne bog gennemgår responsen hos udvalgte humanistiske skribenter (den tids journalister, spindoktorer og intellektuelle), som gennemgående skoser deres samtid for ikke at reagere på den muslimske fare og for nogle kongers vedkommende endda at komme overens med kontinentets nye spiller. MANGE VIL sikkert kende Edwards Saids påstand om et Europa, der siden grækerne har næret en overlegen, fjendtlig foragt for alt muslimsk. En ældre generation af danskere vil omvendt have lært om renæssancen som noget, der alene var optaget af at vække antikken til live igen. Denne bog tilføjer i så fald meget nyt; måske først og fremmest om hvor massiv interessen for tyrken var, og hvor lidt de fleste af samtidens ' spindoktorer' gjorde for at sætte sig ind i det fænomen, de skrev om. (...)

BOGENS bidrag er velskrevne og på et højt fagligt niveau. De fleste er analyser af enkelte forfattere og værker, og her går bogen kronologisk og geografisk frem, fra Petrarca i 1300-tallet til Christian IV's kroning i 1596. Flere påviser, hvordan renæssancetænkerne fandt inspiration i antikken, også for et fjendskab med tyrkerne, hvis afstamning man ledte tilbage til de foragtede skythere, og hvis angreb man sammenlignede med Karthagos mod Rom. Hvor middelalderens teologer så en trussel mod kristendommen, så renæssancens humanister mere en trussel mod en civilisation - og tyrken var på den måde katalysator for en spirende europæisk civilisationsforståelse. (...)

Når 'Turban og tiara' virker så ny og forfriskende, er det, fordi hele dette store europæiske intellektuelle livtag med den tyrkiske fjende har været negligeret i klassiske idé-og filosofihistorier. I dag har de derimod på ny fået en påtrængende relevans, ikke i form af en europæisk militær underlegenhed, men i form af en muslimsk tilstedeværelse i de europæiske lande selv. Og endnu en gang er der intellektuelle, der vælger at se muslimerne udifferentieret som de ' nye barbarer'. Bogen viser, at den attitude har dybe rødder i europæisk historie. Men den viser samtidig, at de attituder ikke stod uimodsagt, og at hver epoke havde sine billeder, og sine grunde til dem, som ikke altid havde så meget med de faktiske forhold at gøre.

Jakob Skovgaard-Petersen, Politiken, 15. juni 2016

Tyrken er vældig fræk og brutal!

Osmannerrigets expansion. Mange renæssancehumanister var ikke bare skræmt, men politiserede kraftigt for at få de europæiske fyrster til at samles og gribe ind mod fjenden. (...)

Den foreliggende bog kortlægger renæssancehumanisternes svar på dette akutte politiske problem, og det tjener til dens ære, at den (ved Ole Jorn) lægger kontant ud med de nævnte historiske facts. Der er ingen bortforklaringer her, der mener, at det hele i virkeligheden bare var europæiske fjendebilleder. Bogen er en antologi af forskere i omegnen af et stort projekt om islam i europæisk kultur og litteratur i samme periode og fungerer godt som appetitvækker til, hvilke resultater dét projekt når frem til.

Den mest overraskende »finding«, som det hedder på nydansk, bogen kommer frem til, kan siges kort: mange af renæssancehumanisterne var ikke bare skræmt, men politiserede kraftigt i retning af at få de europæiske fyrster til at samles og gribe ind mod fjenden. Så en stor del af det, bogen gennemgår, er reelt beredskabslitteratur. (...)

Fantastisk er det hos Marianne Pade at læse om kardinal Bessarions genudgivelser af antikke skrifter, der kan antage en fuldstændig aktuel politisk agenda, som når han publicerer Demosthenes' tale om olyntherne, der manede Athen til at komme til den lille by Olynths forsvar med det argument, at man i modsat fald selv snart ville stå over for Filips stærke hær. (...)

Bogen rummer også en stærk dansk afdeling med Martin Schwarz Laustens kortlægning af den tidlige danske lutherdoms syn på tyrken, endnu et kapitel af Bent Holms fascinerende kortlægning af festlige iscenesættelser af krige mod tyrkerne ved Christian IVs hof og Mikael Bøgh-Rasmussens præsentation af den danske kunstner Melchior Lorcks skiftende brug af sine billeder fra Konstantinopel, der også har objektiv beskrivelse, som i hans fantastiske portræt af sultan Suleiman den Prægtige. (...)

Frederik Stjernfelt, Weekendavisen, 21. april 2016

Kristenhedens blodhund

Alsidigt værk om reformationens skræk for tyrken og islam viser, at vores dages frygtfyldte forestillinger ikke er af ny dato. Tyrkerfaren var et effektivt redskab til at fastholde politisk magt og fiksere nye religiøse dogmer. (...)

Retfærdigvis stod renæssancens Europa over for en håndgribelig erobringsfare øst-sydøstfra. Det osmanniske rige, supermagten ved Middelhavet var i sin vældige geopolitiske magtekspansion under - og efter - Süleyman den Prægtige (1520-1566) godt på vej til at sætte sig fast på Balkan og Østeuropa. Hvem kunne vide, hvornår grænsen for en tilsyneladende ustoppelig invasion var nået? Sammenholdt med at kristendom og gejstlighed var tidens altdominerende tonegang i europæisk renæssance, siger det sig selv, at den storpolitiske bekymring var synonym med den religiøse. Hvem vandt i kampen mellem halvmåne og kors, mellem sultan og pave, mellem turban og tiara.

Netop dette er titlen på en lærd antologi om renæssancehumanisternes syn på islam og tyrkerne: Turban og tiara, redigeret af Pia Schwarz Lausten med bidrag fra otte andre forskelligartede fagfolk og redaktøren selv i elleve afsnit. En nyttig bog smukt tilrettelagt af Carl-H. K. Zakrisson om grundlaget for vore dages mentale og politiske holdning til den store verdensreligion med rødder i den mest urolige del af verden. I vore dage med aflæggere i form af allerede længe eksisterende minoritetsbefolkninger i de gamle europæiske nationalstater, samt yderligere tilgang af flygtninge fra konfliktområderne. Dertil kommer i aktualitetens navn terrortruslen, som ganske vist er minimal i forhold til andre voldelige fænomener i vesten, men til gengæld er spektakulær og skræmmende, når den indtræffer, og egnet til at genoplive forestillingen om den uudgrundelige farlige muslim, den grumme tyrk i krumsabel og snabelsko.

Turban og Tiara lægger meget naturligt en del af sin faglige vægt på forholdene i Danmark, mestendels i de tider da Poul Vendekåbe måtte indse, at reformbevægelserne nu var så stærke, at hans egen kirkes dage på disse breddegrader var talte. (...)

Bogen er rig på klare fremstillinger og skarpsindige vurderinger af samspillet - eller det modsatte - mellem de to store statssystemer og magtsøgende religioner.I denne omtale har anmelderen koncentreret sig om det danske aspekt, som imidlertid med to kapitler fylder mindst blandt elleve andre. Det hele er værd at få med.

Det kunne være herligt, eller anderledes, såfremt visse politikere - efterhånden mange - der rask væk udtaler sig om islam og kristendom, også vidste lidt om emnet, herunder de historiske forudsætninger for et utal af misforståelser. Måske de ville blive overraskede over, hvor langt tilbage i den danske kirkes historie fordommene rækker. Og hvorfra de selv har dem.

Georg Metz, Information, 28. maj 2016